Fornyelsen af Socialdemokratiet og generationsskiftet i fagbevægelsen er en afgørende ændring i dansk politik. Det siger den radikale leder, Marianne Jelved, i et interview med Mandag Morgen. Som regeringsparti har Socialdemokratiet været villigt til at medvirke til ændringer af det sociale system, som på væsentlige strækninger er langt mere kontante, end det blev set under den tidligere borgerlige regering. “Der er sket meget på bistandsloven. Meget mere, end der skete i Schlüters ti år,” siger Jelved, som mener, at ændringerne aldrig ville være kommet igennem med et Socialdemokrati i opposition. Partiets ministre har lirket store reformer igennem uden stor ballade, og Jelved mener derfor, at regeringen er godt på vej med det opgør mod forsørgerkulturen, som hun bebudede for to år siden. “Når det ser så stilfærdigt ud, så er det jo også fordi arbejdsmarkedets parter ikke har skabt problemer,” siger hun. Generationsskiftet i fagbevægelsen bidrager ifølge Jelved til indtrykket af en langt mere åben arbejderbevægelse.