Man gør i Danmark klogt i at forholde sig realistisk til, hvor langt man kan komme med at reformere Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i Strasbourg. At ændre traktaten om Den Europæiske Menneskeretskonvention er i realiteten umuligt. Til gengæld vil det måske være muligt at skaffe flertal for politiske erklæringer og eventuelt øgede budgetter, der kan gøre domstolen i Strasbourg mere effektiv og samtidig mere forsigtig, når den træffer afgørelser, der griber afgørende ind i nationale demokratiske processer.

Sådan lyder vurderingen fra Georg Nolte, der er en af Tysklands førende internationale jurister. Mandag Morgen har bedt juraprofessoren fra Berlin om at svare på en række spørgsmål i anledning af, at den danske regering har erklæret, at man vil forsøge at reformere Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i forbindelse med det danske formandskab i Europarådet fra november 2017 til maj 2018.

I Udenrigsministeriets formulering hedder det, at ”Danmark ser et behov for at se kritisk på den måde, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkning har udvidet rækkevidden af dele af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention”. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har erklæret, at det er regeringens ambition at arbejde for en ”moderne forståelse af historiske konventioner”.

”Når man taler om dette emne, er der et meget vigtigt spørgsmål: ’Hvilke slags reformer forestiller de forskellige aktører sig?’ Den almindelige borger vil formentlig forestille sig, at når den danske regering taler om reformer, så handler det om traktatændringer. Men traktatændringer er meget sværere at opnå end at forsøge at komme igennem med erklæringer, som forsøger at påvirke domstolen. Man kan give flere penge til domstolen for at sætte den i stand til at behandle flere sager, og man kan fortælle domstolen, at den skal være forsigtig ved ikke at optræde ufølsomt i forhold til legitime nationale demokratiske processer,” siger Georg Nolte.

Han understreger, at han i dette interview udtaler sig i sin egenskab af universitetsprofessor, og at han ikke har noget ønske om at blande sig i en national dansk debat.

På spørgsmålet, om han deler den danske regerings kritik af, at domstolens såkaldte ’dynamiske tolkning’ af menneskerettighedskonventionen har udvidet konventionens rækkevidde, svarer Georg Nolte:

“Nej, jeg deler ikke den bekymring. Men jeg kan godt forstå kritikken. Ved nogle lejligheder har retten ikke i tilstrækkelig grad forklaret sig eller forankret sine beslutninger i praksis i et stort flertal af lande,” siger Nolte og peger særligt på afgørelsen i Hirst-sagen fra 2005, der vakte voldsom debat i Storbritannien.

Indsatte uden rettigheder

Sagen handler kort fortalt om den dømte øksemorder John Hirst, der fik medhold ved Strasbourg-domstolen i, at hans menneskerettigheder blev krænket, fordi han under sit fængselsophold ikke kunne stemme ved demokratiske valg. I langt de fleste lande under Menneskerettighedsdomstolen har indsatte stemmeret, men sådan er det ikke i Storbritannien, hvor alle indsatte mister deres stemmeret. Nu blev dommen fra Strasbourg – med 12 stemmer mod 5 i Storkammeret, rettens 2. instans – at Storbritannien krænker alle indsattes menneskeret, når man nægter dem retten til at stemme under afsoning.

Danmarks daværende dommer i Strasbourg, Peer Lorenzen, var blandt de fem dommere, der afgav dissens. Men på trods af dommen har ingen indsatte i britiske fængsler endnu fået stemmeret, fordi Storbritanniens tidligere Labour-regering ikke kunne skaffe flertal for en sådan lovændring i parlamentet.

”Der er forskellige opfattelser af, hvorvidt EMD traf den rette afgørelse i Hirst-sagen om indsattes ret til at stemme i Storbritannien. Måske var domstolen ikke forsigtig nok, da den traf sin afgørelse. På samme måde kan der være andre sager, hvor retten uden at ville det har trådt på legitime, følsømme områder, som den ikke har været opmærksom på,” siger Nolte og tilføjer:

“Jeg kan forstå hr. Lorenzen, men på den anden side synes jeg ikke, at briterne burde være gået så langt. Jeg tror, at det for nogle var en velkommen anledning til at indlede et oprør mod Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.”

Tysk nej til reform

Ifølge George Nolte deler man i Tyskland ikke den danske regerings ønske om at reformere EMD i den retning, som regeringen har annonceret.

“Tyskland er et stort land med mange mennesker, der har divergerende holdninger. Der er nogle kolleger, der vil sige, at EMD er gået lidt for langt her og der. Men hvis du stiller spørgsmålet, om der er en generel bekymring i Tyskland, vil jeg svare nej. Jeg har ikke indtryk af, at den tyske regering har nogen bekymring,” siger Nolte og fortsætter:

“Der har fra tid til anden været debat. Men disse debatter ender aldrig med krav om en grundlæggende reform. Vi har haft injuriesager, sager om privatliv, sager om præventiv indespærring, hvor den europæiske domstol har korrigeret vores forfatningsdomstol. Og den har så i sidste ende tilpasset sin retspraksis til EMD’s. Så der er ingen alvorlig bekymring i Tyskland. Det er min vurdering. Der er – så vidt jeg ved – ingen aktivitet i regeringskredse, der på nogen måde forbereder en reform i kulissen. Jeg mener, at både regeringen og de fleste akademikere er beskyttende over for domstolen og ikke oplever, at domstolen går for vidt. Debatterne blusser op, når der kommer afgørelser i bestemte sager, og så går de væk igen.”

EU-Domstolen er mere aktivistisk

Danmarks bekymring over domstolens dynamiske fortolkning af konventionen er kun en del af regeringens motivation for at styrke arbejdet ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Et andet vigtigt tema er, at domstolen generelt er overbebyrdet af sager, og at det er et problem, fordi man skal vente for længe på afgørelserne, og fordi domstolen således ikke kan bruge så megen tid på vigtige, principielle sager.

”Det er klart, at der er et problem i forhold til, at EMD har for mange sager. Og spørgsmålet er, hvordan vi løser det, hvilket den tyske regering er meget bevidst om. Men spørgsmålet er, hvilken forbindelse der er mellem det spørgsmål og så det forhold, der omhandler den såkaldte dynamiske tolkning, hvor folk mener, at domstolen går for langt på områder, som mange mener hører hjemme under den nationale suverænitet, og hvor EMD mangler forståelse for nationale demokratiske processer,” siger Nolte.

Ifølge den tyske professor er det særligt den britiske regering, der har forsøgt at kombinere de to spørgsmål om domstolens effektivitet og om dens politiske rolle i den interne reformproces, der blev igangsat i 2010, og som efter planen skal afsluttes i 2019. Det er denne proces, Danmarks formandskabsarbejde indgår i. Og det bør politikerne holde sig for øje.

”Det reelle issue i dag er, at man kan give signaler til domstolen om ikke at træde på særligt legitime følsomme områder. Men der er ikke reel grund til at være bekymret over, at EMD skulle være en illegitim aktivistisk domstol. Hvis man sammenligner med EU-Domstolen i Luxembourg er den en mere aktivistisk domstol. Den går længere væk fra traktaternes tekster og har truffet flere overraskende afgørelser, som kunne gøre folk ukomfortable. Så EMD er det forkerte mål,” siger Nolte og slår fast:

“Men samtidig træffer EMD mange afgørelser i sager om emner, der bekymrer folk. Så domstolen skal være forsigtig. Efter min opfattelse skal domstolen hele tiden kigge på, hvordan et bestemt spørgsmål løses i et stort flertal af de europæiske lande, og fortolke konventionen i det lys. Den skal ikke bare løbe foran med loven, fordi den synes, at den har ret.”

LÆS OGSÅ: Dansk menneskeretsreform vil møde stor modstand