Det må hverken koste velfærd, konkurrenceevne eller arbejdspladser. Det er betingelserne for gennemførelsen af verdens måske mest ambitiøse klimalov.

Det lyder næsten for godt til at være sandt − og er det formentlig også.

Virkeligheden er for det første, at ingen kender prisen på klimakampen. For det andet bliver kampen ud fra alle vurderinger langt mere økonomisk krævende, end de fleste har forestillet sig – også politikerne.

Nogle af dem, der har kigget dybere i den klimaøkonomiske krystalkugle, er en kreds af verdens førende klimaeksperter, herunder den anerkendte klimaøkonom Nicholas Stern. De repræsenterer så fremtrædende institutioner som The Earth Institute på New Yorks Columbia University, Grantham Research Institute on Climate Change og Potsdam Institute of Climate Impact Research.

Resultatet er udgivet under titlen ’The missing economic risks in assessments of climate change impacts’. Her fastslår forskerne, at de hidtidige økonomiske vurderinger enten har overset eller stærkt undervurderet klimaforandringernes økonomiske risici. Det skyldes, dels at de alvorligste konsekvenser er vanskelige at kvantificere præcist, dels at vi bevæger os ud i totalt ukendt farvand. Der er ingen erfaringer at trække på.

Men så meget desto vigtigere er det ifølge forskerne, at såvel politikere som erhvervsledere forstår omfanget af de oversete risici. De kan nemlig få “drastiske og potentielt katastrofale konsekvenser for borgere, samfund og virksomheder”.

Forskerne refererer til en række af de voldsomme udfordringer, som har været udfoldet i såvel FN’s ’Emissions Gap Report’ som i en artikel i tidsskriftet Nature. Her udsendte en anden gruppe internationale forskere en skarp advarsel om, at vi befinder os i en “planetarisk nødsituation”, fordi vi kan have passeret en række kritiske tipping points, hvor klimaforandringerne er uden for menneskelig kontrol, og følgerne derfor uoverskuelige.

Ud fra den betragtning konkluderer de økonomiske eksperter, at det ikke giver mening at lave traditionelle makroøkonomiske beregninger om indflydelsen på bruttonationalproduktet med videre, herunder udarbejde nogen former for fremskrivninger og vurderinger.

Mellemregningerne og variablerne er så mange og så komplekse, at de ikke kan opfanges af eksisterende makroøkonomiske modeller. Risikoen er, at det blot fører til forkerte beslutninger og utilstrækkelige indgreb. Men trods manglen på sikre klimamodeller opfordrer forskerne politikere og erhvervsledere til at forholde sig til risiciene og i videst muligt omfang tage højde for dem.

Den danske udfordring

Forskernes advarsler udfordrer også danske politikere og eksperter, idet det rejser spørgsmålet om, hvilken virkelighed de tager afsæt i.

Hvilke forudsætninger indgår i målet om en omkostningsneutral opfyldelse af en 70-procents CO2-reduktion inden 2030? Er det summen af en dybere analyse af de kommende års sandsynlige klimaforandringer samt forventningerne til ændrede adfærdsnormer?

I så fald er vi langt bedre til at aflæse krystalkuglerne end de internationale forskere og klimaøkonomer. Det er næppe sandsynligt, især fordi klimaminister Dan Jørgensen meget klogt har fastslået, at han ikke ved, hvordan Danmark når de 70 procent og følgelig heller ikke med sikkerhed kan fastsætte prisen.

Derfor må den økonomiske ambition opfattes som et politisk mål, og det kan med stor sikkerhed konkluderes, at det mål ikke nås, hvis regeringen fastholder sine ambitioner om 70-procents reduktion.

Med den hast og styrke, klimaforandringerne udvikler sig med, bliver de 70 procent tilmed hurtigt et minimumsmål. Ikke alene for Danmark, men for mange andre lande. Derfor bør politikerne anlægge en langt mere realistisk vurdering af, hvad udviklingen af en bæredygtig samfundsmodel kræver af investeringer – og dermed også udnytte, at vi som et foregangsland vil være et af de bedst forberedte.

Risikoen ved de nuværende forhandlinger er, at de åbenbart foregår i et parallelunivers til den virkelige klimaverden, jævnfør de seneste ugers alvorlige advarsler om de accelererende klimaforandringer og undervurderingen af de samlede omkostninger.

Jo før politikerne erkender omfanget af den transformation, vi som nation skal gennemføre det næste tiår, des billigere og mindre smertefuld bliver den. Det er direkte naivt og uansvarligt at tro anderledes – for eksempel at forestille sig, at det samfundsøkonomisk blot handler om at ompostere og udligne nogle poster på finansloven, men uden at øge budgettet.

Den forventning gør fremtrædende erhvervsledere også op med, når de i Berlingske Tidende svarer skarpt på regeringens udmelding om, at forslagene fra de 13 klimapartnerskaber ikke må belaste statsbudgettet. Det afvises kategorisk af blandt andet Grundfos’ administrerende direktør, Mads Nipper, der “med fasthed i stemmen” konkluderer, at det uundgåeligt kommer til at koste på statsfinanserne og samfundsøkonomien.

Den nye virkelighed

Realiteten er, at vi radikalt skal nytænke vores samfundsmodel og vores livsform. Intet mindre. Det kræver politisk mod, lederskab og handlekraft i et hidtil uset og uprøvet omfang. Det kræver, at politikerne også tør fortælle danskerne, hvad såvel udfordringerne som mulighederne handler om.

Vi mangler endnu de åbne og ærlige politiske fortolkninger af videnskabens stadig mere alarmerende klimaadvarsler. De har en tendens til at blive hængende ufortolkede og ufordøjede i mediernes overskrifter og billeder. I stedet burde advarslerne give de politiske ledere anledning til at oversætte dem og modne en befolkning til de uafviselige og uundgåelige konsekvenser.

Ikke for at skræmme, men for at forberede – og dermed undgå de frustrationer og demonstrationer, som bliver konsekvensen, når de forudsigelige og dybt alvorlige konsekvenser for alvor udfolder sig. Det kræver politisk lederskab.

Og hvad er det så, vi som befolkning skal forberede os på?

Hvis man igen skal bygge på de analyser, som fremtrædende forskere og institutioner har udarbejdet, skal vi indstille os på økonomiske reformer af et omfang, der markant udfordrer de modeller og prioriteringer, vi hidtil har styret og udviklet samfundet efter. I en overgangsperiode undgår vi for eksempel ikke en række nye afgifter, stigende skatter med videre for at kunne finansiere transformationen til en bæredygtig livsform.

En del af finansieringen kan for eksempel skaffes ved, at vi i en kort årrække binder en del af den økonomiske fremgang til den grønne omstilling og således accepterer en midlertidig opbremsning i velstandsstigningen. Det skal i stedet opfattes som en langsigtet investering i en ny vækstøkonomi og dermed sikre, at også kommende generationer kan opleve velstand og livskvalitet – men blot på præmisser, der er afstemt efter og respekterer naturens ressourcer og biodiversitet og derfor er generationsholdbar.

Hvorfor skal Danmark gå forrest? Fordi store ambitioner forpligter, og fordi vi har valgt at være et foregangsland. Og ja, det kan på kort sigt udfordre såvel konkurrenceevne som samfundsøkonomi, men det er for intet at regne i forhold til de skadevirkninger, som klimaforandringerne vil medføre uden ambitiøse satsninger.

Desuden: Alle lande tvinges de kommende år til samme kur, men jo hurtigere vi starter processen, des billigere bliver den, og i samme takt vil Danmark kunne eksportere sine erfaringer til andre lande. Ingen tvivl om, at ’bæredygtige transformationer’ bliver et af de varmeste produkter på markedet frem mod 2030.

Sådan kan man også skabe en bæredygtig vækstøkonomi.