Kampen mod ulighed i sundhed skal gøre ondt

Uligheden er ikke opstået pludseligt. Den er både resultatet af skæve bosætningsmønstre og socioøkonomisk ulighed såvel som en langvarig ulige fordeling af sundhedsfaglige ressourcer. Som samfund har vi talt om uligheden i årevis, uden at det har rykket noget. 

Sundhedsreformen er et politisk forsøg på at rette op på denne ulighed. Ambitionen er klar: Ressourcerne skal i højere grad følge behovene, så uligheden i sundhed modarbejdes. 

Men den fine ambition kan ikke indfries uden smertefulde indgreb. En smartere organisering og lidt flere penge hjælper måske nok som bedøvelse, men behandlingen kræver også omfordeling. Og omfordeling betyder, at nogen skal have mindre, for at andre kan få mere. 

Smartere organisering og lidt flere penge hjælper måske nok som bedøvelse, men behandlingen kræver også omfordeling. Og omfordeling betyder, at nogen skal have mindre, for at andre kan få mere.

Som professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg formulerer det, er det nu, vi “kommer til det svære”, hvor flytning af ressourcer kan skabe “rivegilder internt i regionsrådene og internt i sundhedsrådene”. 
Der er næppe nogen steder i sundhedsvæsenet, hvor man oplever, at der er for mange ressourcer. Selv hvis der tilføres flere penge, vil behovene stadig overstige midlerne. Alle kan bruge mere. Derfor bliver omfordeling ikke bare nødvendig, men også konfliktfyldt og smertefuld. 
Det drejer sig ikke kun om økonomi, men også om faglige ressourcer og sundhedspersonale. Fordelingen af speciallæger er for eksempel geografisk pilskæv. Et mere lige sundhedsvæsen forudsætter, at ressourcer – også de faglige – i højere grad flyttes derhen, hvor behovene er størst. 

For hele Sundhedsdanmark er det et livsnødvendigt indgreb for legitimiteten af vores fælles velfærdssamfund. 

Det har omkostninger. Forandringerne mod mere lighed i sundhed vil for nogle opleves som et tab. Men for andre er det en nødvendig forudsætning for overhovedet at kunne følge med. Og for hele Sundhedsdanmark er det et livsnødvendigt indgreb for legitimiteten af vores fælles velfærdssamfund.

Uligheden kan kun reduceres gennem handlinger og konkrete prioriteringer. Det vigtigste spørgsmål for det danske velfærdssamfund i 2026 bliver derfor ikke, om vi alle bekymrer os om ulighed i sundhed.Spørgsmålet er, om politikerne er villige til at gennemføre de indgreb, der skal til for at bekæmpe den – også når det gør ondt.