”Ingen i Venstre kunne drømme om at komme på kant med de internationale konventioner.”

Det var ordene, da den nyudnævnte integrationsminister Bertel Haarder mødte pressen i 2001. Nu drømmer Venstre om at gå helt til kanten.

“Vi er gået til kanten af konventionerne, og det er korrekt, at der er en procesrisiko i forhold til spørgsmålet om familiesammenføringer, men det er en risiko, jeg er villig til at løbe,” siger udlændingeminister Inger Støjberg (V) om de 21 forslag til stramningerne på asyl- og udlændingeområdet, som regeringen forventes at sende til afstemning den kommende uge.

Det skal være sværere at få permanent opholdstilladelse, asylansøgerne skal selv betale for deres ophold, hvis de kan, og ydelserne til flygtninge bliver markant beskåret.

Signalet er klart: Regeringen er villig til at stramme reglerne, selv hvis det betyder, at Danmark taber en eventuel sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det er faldet mange for brystet, men det burde ikke overraske nogen, for det er ikke første gang, Venstre bevidst er gået helt til grænsen.

Helt til kanten

Dengang integrationsministeren hed Søren Pind, strammede han udvisningsreglerne, så kriminelle udlændinge skulle udvises, medmindre det med sikkerhed ville betyde, at Danmark kunne blive dømt for at overtræde internationale konventioner.

[graph title="Pa° kanten igen og igen" caption=" " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/32959-van_pu%cc%88-kanten-igen-og-igenweb.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/2eadb-van_pu%cc%88-kanten-igen-og-igenweb.png" text=""] [/graph]

“Vi går helt til kanten, og politikerne påtager sig hermed en procesrisiko,” sagde han under en debat i folketingssalen i 2011, hvor de radikale beskyldte ham for at være på “kollisionskurs med alle internationale forpligtelser”.

Hvis det alligevel kommer bag på nogen, kan det skyldes, at Venstres daværende integrationsordfører Karsten Lauritzen sidste år udtrykte bekymring, da justitsminister Mette Frederiksen (S) foreslog, at flygtningene først skal have krav på familiesammenføring, efter de har været et år i Danmark.

“Vi er ganske overbeviste om, at familiesammenføringsdelen kan være problematisk i forhold til Danmarks internationale forpligtelser,” sagde Karsten Lauritzen efter et samråd om forslaget og såede tvivl om, hvorvidt Venstre overhovedet ville støtte det. “Vi vil ikke være med til at stemme for en lov, der kan være i strid med konventionerne.”

Kritikken er blevet et kompliment

Eksemplerne viser, at holdningen til konventionerne og deres betydning har forandret sig, siger Mikael Børsting, der har fulgt og været dybt involveret i dansk politik siden begyndelsen af nullerne. Først som politisk reporter for Information og Politiken, siden som pressechef i Venstre og særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen.

Siden Venstre og Konservative indtog regeringskontorerne med støtte fra Dansk Folkeparti i 2001, er asyl- og udlændingepolitikken blevet strammet et utal af gange, og i mange tilfælde er stramningerner blevet kritiseret for at være på kant med konventionerne.

24-årsreglen var på kanten. Tilknytningskravet, indfødsretstesten og starthjælpen var på kanten. Integrationskontrakter, pointsystemet, de sværere betingelser for at få permanent opholdstilladelse, de gentagent skærpede udvisningsregler, fodlænker og den ugentlige mødepligt til udlændinge på tålt ophold var på kanten.

Men der er forskel på, om beskyldningerne er blevet betragtet som kritik eller komplimenter.

I 2001 strammede den nyvalgte VK-regering udlændingepolitikken for at imødekomme en tiltagende folkelig kritik og for at tage hensyn til sit støtteparti DF. Men Venstre gjorde samtidig et nummer ud af, at Danmark stadig var en duks, når det kom til at overholde internationale konventioner.

“Specielt 24-årsreglen medførte en del international kritik, men det var ikke nogen kritik, man var stolt af,“ siger Mikael Børsting, som i dag er partner og public affairs-direktør i kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese.

“Regeringen gjorde en dyd ud af at kommunikere, at Danmark holdt sig på den rigtige side af konventionerne, mens DF testede den med en række forslag. Bl.a. at afvise indfødsret til personer med posttraumatisk stress, hvilket Haarder afviste. Det var altså en kant og en grænse for regeringen, hvilket både Venstre og DF havde det godt med,” siger Mikael Børsting.

I 2004 skrev han en biografi om den daværende integrationsminister, hvor en scene fra de tidlige forhandlinger mellem regeringen og DF illustrerer forskellen. Søren Krarup foreslog, at man skulle være langt mere selektiv, når det kom til, hvem der kunne få indfødsret i Danmark og efter et ophedet skænderi mellem Krarup og Haarder blev DF’eren smidt ud af ministerkontoret med ordene: “Man skulle fandeme ikke tro, du var præst.”

Farvel til dydens sti

Venstres holdning kan også ses af Haarders reaktioner på anklagerne om konventionsbrud. Uanset om de kom fra FN’s flygtningehøjkommissariat, Europarådet eller en af de toneangivende organisationer, afviste Bertel Haarder, at der skulle være noget at komme efter. “Vi holder os på dydens sti,” sagde han til Berlingske i 2003.

I dag er situationen en anden. Flygtningestrømmene er blevet et reelt politisk problem og en dagsorden, der fylder meget for de alle de store midterpartier.

“Hvor man før skulle vise kant til DF, er regeringen nu i en situation, hvor den skal vise, at den kan følge med og tør teste konventionerne. Det er ligefrem blevet et hædersmærke, når der kommer kritik fra FN- og EU-systemet. Og det er jo ikke kun Venstre, der har flyttet sig. Også Socialdemokraterne bakker op om kursen. Det er blevet legitimt at stille sig samme sted, som DF altid har stået,” siger Mikael Børsting.

Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og de konservative vil have regeringen til at tage et opgør med konventionerne, og Venstre er ikke som udgangspunkt imod tanken. Omvendt stod DF ganske alene, da Søren Krarup i 2003 sagde til Information, at han ville opsige menneskerettighedskonventionen. Både vennerne i VK-regeringen samt en samlet opposition gik i rette med DF. Partierne har flyttet sig på konventionsspørgsmålet, ligesom de har rykket sig i forhold til udlændingepolitikken.

Konventionskortet

Professor Rune Stubager, der forsker i politisk holdningsdannelse, forklarer, at det først og fremmest er partierne, der har rykket sig:

“Måske er danskerne mere bekymrede for flygtningestrømmene på grund af den situation, vi står i, men i det store og hele er der ikke sket voldsomme holdningsændringer på området de seneste år.”

Men konventionerne er en markør i debatten. Partier som Dansk Folkeparti trækker dem frem som hadeobjekter, mens de radikale betragter dem som en art hellige tekster, forklarer han.

Så når NGO’er og oppositionspartier kritiserer udlændingepolitikken for at være på kanten af konventionerne, er det ikke nødvendigvis et problem for regeringen: “Kritikken tjener deres politiske interesser,” siger Rune Stubager:

“Det sender et klart signal om, at Venstre går så langt som overhovedet muligt på udlændingeområdet, og det sender et effektivt signal til flygtninge ude i verden om, at Danmark ikke er et attraktivt sted at komme til som flygtning”