Folkeskoleforlig
Politiske intriger og forpestet klima bag folkeskoleforliget
Skarpe opgør imellem regeringspartierne
Samarbejdet mellem Venstre og de Konservative er særdeles anstrengt. Regeringens interne arbejdsprocesser er til tider kaotiske og præget af personlig og partitaktisk egoisme. Det viser de netop overståede forhandlinger om folkeskolen. Ugebrevet har kortlagt det politiske magtspil bag folkeskoleforliget. Det afdækker et forpestet forhandlingsklima og et indviklet politisk intrigespil med skarpe konfrontationer imellem de to regeringspartnere. Sagen får en ellers besindig konservativ minister til at overfuse en Venstre-ordfører nede i folketingssalen. Socialdemokratiets Frank Jensen siger direkte til Ugebrevet, at klimaet på et tidspunkt gjorde forhandlingerne næsten umulige. Resultatet af de politiske udskejelser er en aftale om bindende mål for folkeskolens undervisning, hvor effekterne efter alt at dømme vil være sparsomme.