Kapitalismen har fået en ny mutant – og Danmark er frontløber

Der er de politiske paradigmeskifter, der annonceres vidt og bredt, og som så aldrig rigtigt materialiserer sig. Og så er der de paradigmeskifter, som aldrig annonceres, men som til gengæld skaber dybe forandringer.

Uden at nogen for alvor har sat ord på det, er den politisk økonomiske tænkning i Danmark – den danske kapitalisme, om man vil – ved at forandre sig grundlæggende.

Danmark står på grund af klimakrisen og krigen i Ukraine midt i en historisk transition af den sidstnævnte slags.

Uden at nogen for alvor har sat ord på det, er den politisk økonomiske tænkning i Danmark – den danske kapitalisme, om man vil – ved at forandre sig grundlæggende.

Danmark, der i de seneste tre årtier har været præget af en bred konsensus om en globaliseringsbegejstret markedskapitalisme, begynder nu at praktisere en såkaldt strategisk kapitalisme, hvor staten af hensyn til nationens sikkerhed vælger at spille en proaktiv rolle som ejer af virksomheder og infrastruktur, som man tidligere anså for at ligge bedst under privat ejerskab.

Det er på den baggrund, at man skal se en række beslutninger fra SVM-regeringen i 2023 om at styrke statens ejerskab inden for produktion af strøm og ammunition og i forbindelse med den finansielle rekonstruktion af flyselskabet SAS.

• maj 2023 meddelte regeringen, at staten skal eje 20 procent af fremtidige havvindmølleparker.
• oktober 2023 blev det meddelt, at staten øger sin ejerandel i SAS fra knap 22 til knap 26 procent.
• oktober 2023 meddelte forsvarsministeren, at staten har købt den tidligere ammunitionsfabrik i Vendsyssel, hvor man nu igen vil have produktion af ammunition på dansk jord.

Det er ikke kun i Danmark, at statsligt ejerskab af industrier og infrastruktur står midt i en renæssance. Det samme sker i en række lande i Europa og i USA, ifølge tre forskere ved Finlands Institut for Internationale Anliggender, FIIA.

I artiklen ’Strategic Capitalism: Implementing Economic Security Through Industrial Policy’ beskriver Cordelia Ponczek og hendes to medforfattere strategisk kapitalisme som værende “karakteriseret ved selektiv statsintervention af hensyn til sikkerheden i en økonomi, der i øvrigt er baseret på privat foretagsomhed”. Forskerne konstaterer, at bevægelsen i retning af strategisk kapitalisme i ellers frihandelsorienterede vestlige lande begyndte i starten af 2010’erne, hvor tvivlen om betimeligheden af ekstremt tætte handelsrelationer med lande som Kina og Rusland begyndte at melde sig.

Cordelia Ponczek forsker i politisk økonomi ved University of Oxford, og hun er for tiden gæsteforsker ved et projekt om geoøkonomi ved FIIA. Hun peger på, at det er den danske regerings bevæggrunde til at sikre sig ejerandele i et flyselskab eller havvindmølleparker, der afgør, om de kan ses som et udslag af strategisk kapitalisme.

”Hvilken ekstra sikkerhed og værdi tilfører den aktuelle begivenhed eller sektor en given regering, i dette tilfælde den danske? Er der risiko ved ikke at handle eller ikke at blande sig, og hvordan afvejes det i forhold til omkostningerne ved regeringens involvering?” siger Ponczek, der understreger, at strategisk kapitalisme ikke nødvendigvis indebærer overtagelse af en virksomhed eller overtagelse af en majoritetsandel af en virksomhed. Den kan også drives gennem subsidier til særlig produktion eller politikker, der tilskynder til investeringer i en given sektor.

Ifølge Ponczek er der stor forskel på landes evne til at bedrive strategisk kapitalisme effektivt. Det afhænger både af effektiviteten af ​​offentlige institutioner og af graden af offentlig tillid.

Ny form for blandingsøkonomi

Anders Lundkvist er en dansk politisk økonom, der i 2017 udgav et 400 sider langt bogportræt af den danske kapitalisme. Han mener, at det giver god mening at tale om en strategisk kapitalisme som en ny variant af kapitalismen mellem den utøjlede markedskapitalisme og den mere kontrollerede statskapitalisme, man ser i eksempelvis Kina.

”Når staterne for alvor prioriterer national sikkerhed og miljøhensyn, opstår der ret naturligt en bevidsthed om, at markedet ikke alene kan levere den ønskede udvikling. Og så er det, at politikerne kan være fristede til at bedrive det, du kalder strategisk kapitalisme, og som er en ny udgave af det, man også kalder en blandingsøkonomi,” siger Lundkvist.

Siden 2020 har covidkrisen, Ruslands angrebskrig mod Ukraine og ikke mindst den grønne omstillings kamp om kritiske råmaterialer fået stadigt flere lande til at lægge hidtidige politikker om værdien af samhandel og gensidig afhængighed på hylden.

I stedet fokuserer nationale sikkerhedspolitiske strategier, som den opdaterede danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi og EU’s såkaldte økonomiske sikkerhedsstrategi fra sommeren 2023, på at reducere afhængigheden af andre regimer og på værdien af – inden for eget territorium – at have sikker adgang til energi, til udvalgte ressourcer og til særligt vigtige industrier, ligesom man skal have kontrol over kritisk infrastruktur.

Den nye strategiske kapitalisme med betydelig statslig indblanding støder i sagens natur mod eksempelvis EU’s konkurrencelovgivning, og derfor har man i EU – blandt andet i forbindelse med en ny industripolitisk strategi – vedtaget at lave en række undtagelser, som gør det muligt at give statsstøtte til udvalgte industrier eller at lade staten overtage ejerskabet helt eller delvist.

At Vesten har ændret syn på, hvordan den globale kapitalisme bør udvikle sig, stod for alvor klart i april 2023, hvor USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, erklærede den ultraliberale såkaldte ‘Washington Consensus’ død og indvarslede en ny amerikansk kurs for landets egen økonomi og for de økonomiske relationer, USA ønsker sig med resten af verden.

Det er med andre ikke kun i Danmark, at kapitalismen skifter ham i disse år.