Læg mærke til Karen Ellemann.

Det kan godt være, at social- og indenrigsministeren ikke rager så meget op sammenlignet med regeringens øvrige ministre. Det kan også godt være, at mange af hendes sager drukner i medierne, som har mere fokus på efterårets store politiske slagsmål om skattelettelser, udlændinge og Danmarks økonomi frem mod 2025.

Men tag ikke fejl. Hvis Karen Ellemann formår at gennemføre sine aktuelle politiske projekter, kan hun gå hen og blive en stor reformator af socialpolitikken, der vil sætte sig spor mange år ud i fremtiden.

Blandt andet lægger hun op til en øget markedsgørelse af velfærdssamfundet, som for bare få år siden ville have udløst en politisk tsunami på Christiansborg. Private virksomheder skal have større mulighed for at få del i de offentlige velfærdsopgaver, borgerne skal frit kunne vælge mellem flere velfærdsvarer på hylderne, og en ny takstreform skal sikre en mere fair konkurrence mellem leverandørerne.

”Vi har allerede plukket mange af de lavt hængende frugter som for eksempel frit valg af hjemmepleje. Nu skal vi have tydeliggjort de opgaver, som ikke partout skal løses af det kommunale. Det er langt mere end hjemmehjælp. Det kan også være den personlige pleje,” siger Karen Ellemann i et interview med Mandag Morgen.

Hun spiller også snart ud med en reform af serviceloven, som skal dæmme op for den dybe mistillid mellem borgere og sagsbehandlere, styrke retssikkerheden og sikre, at hjælpen i højere grad rettes mod at få folk i uddannelse eller job. Men det er et brandvarmt politisk emne. Den tidligere radikale socialminister Manu Sareen brændte fingrene og måtte opgive projektet pga. alt for stor uenighed mellem kommunerne og de mange interesseorganisationer. Karen Ellemann insisterer dog på at få gennemført reformen.

”Jeg har brugt et år på at lege ægteskabsrådgiver og få parterne til at finde sammen. Der er ikke varme følelser. Men nu kommer jeg inden længe med mit udspil, da vi ikke som samfund kan være tjent med den ekstreme grad af mistillid mellem parterne,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Hvad blev der af socialpolitikken?

Fremover skal socialpolitikken også bygge på en langt større viden om, hvilke indsatser der har størst effekt. Karen Ellemann erkender, at en stor del af de 45 milliarder kr., som hvert år bruges på udsatte børn og voksne, ikke gør en tilstrækkelig stor forskel. Hun er også positiv over for at etablere et nationalt udviklings- og forskningsprogram inden for det sociale område for at få udbredt de mest effektfulde indsatser.

Vejen er brolagt med udfordringer

Ledetråden i Karen Ellemanns socialpolitik er de ti nye sociale mål som f.eks., at flere udsatte unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse, flere udsatte skal i job, og færre skal være hjemløse. På en række områder går udviklingen dog den gale vej.

Vejen til politisk succes for Karen Ellemann er med andre ord brolagt med udfordringer. Trods næsten et års arbejde som mægler er det endnu ikke lykkedes hende at få kommunerne og de mange interesseorganisationer på talefod om hendes kommende reform af serviceloven. Det lover ikke godt for de kommende forhandlinger.

Hun vil bruge sit ministerium som en slags oplysningsvirksomhed over de sociale indsatser med stor effekt for at få udbredt de gode eksempler. Men hun har ikke en kølle, hun kan svinge over kommunerne, hvis de ikke lytter og følger hendes råd. Derfor kan hendes store – og nødvendige – kamp for mere viden ende som et flop.

Det kan også virke som en modsætning, når Karen Ellemann både taler om markedsgørelse af velfærdssamfundet og samtidig efterlyser øget evidens. For der er ikke megen dokumentation for, at det private både er billigere og bedre til at løse klassiske velfærdsopgaver. Hendes vision er derfor på det område mere båret af stærke, liberale holdninger end af viden om, hvad der virker.

Skruer op for ambitionerne

Før valget sidste år lagde Venstre op til en øget markedsgørelse af velfærdssamfundet. Derfor var det ventet, at statsminister Lars Løkke Rasmussen ville sætte gang i en række nybrud af velfærdssamfundet på samme måde som under de skiftende VK-regeringer i 00’erne. Men det har foreløbig ikke været tilfældet.

Der er dog sket ændringer. Regeringen har f.eks. genindført en behandlingsgaranti på en måned. Den betyder, at folk nu kan blive behandlet på et privathospital efter blot en måneds ventetid på et offentligt sygehus og derfor ikke længere skal vente to måneder. Det vil betyde flere kunder i butikken for de private hospitaler og klinikker.

Men nu agter regeringen også at skrue op for ambitionerne om at give private virksomheder større mulighed for at få del i de offentlige velfærdsopgaver.

Regeringen vil give øget frit valg til borgerne, større frihed til de enkelte institutioner og gøre det nemmere for private og andre ikke-offentlige leverandører at drive plejehjem, børnehaver og andre institutioner.

”Vi mener ikke, at det offentlige skal have monopol på at løse en række opgaver, og vi tror grundlæggende på, at konkurrence er sund. Det giver også øget fokus på, hvad kerneopgaven er,” siger Karen Ellemann.

Den senere tids mange konkurser blandt private hjemmehjælpsfirmaer har givet kommunerne nogle voldsomme udfordringer, da de har forsyningspligten og dermed ansvaret for, at fru Jensen får den hjælp, hun har behov for. Senest har ambulanceselskabet Bios’ meget omtalte konkurs voldt store problemer for Region Syddanmark.

Men den slags kritiske eksempler får ikke Karen Ellemann til at ryste på hånden. Hun vil gerne skrue mere op for privatiseringen. Folk skal i højere grad kunne vælge private og selvejende leverandører som alternativ til de nuværende kommunale tilbud.

”Men det ændrer ikke ved, at vi må og skal være skarpe på, hvad tingene koster. Det handler om mennesker og ikke systemer,” siger Karen Ellemann.

Det kan f.eks. betyde, at ældre fremover skal have mulighed for at vælge mellem private og kommunale sygeplejere, hjælp til rehabilitering og leverandører af mad.

Karen Ellemann vil også sikre en langt større og mere mangfoldig palet af udbydere ved bl.a. at udlicitere flere opgaver og omdanne kommunale institutioner til selvejende institutioner eller aktieselskaber. På den måde lægger hun op til at bryde den offentlige sektors monopollignende status og give private virksomheder bedre muligheder for at få del i velfærdsopgaverne.

Statens opgaver skal også udbydes

Karen Ellemann kommer til efteråret med et stort udspil sammen med erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen. De to ministre vil have sendt langt flere opgaver i udbud. Det gælder ikke kun kommunale opgaver. Også staten skal sende flere opgaver i udbud, som private kan byde ind på. Og ligesom under VK-regeringerne vil der formentlig også denne gang blive indført et konkret mål for, hvor stor en andel af opgaverne der skal konkurrenceudsættes.

”Vi kommer til at diskutere udbudsprocenten igen. Vi har ikke lagt os fast endnu, men det har tidligere været en rettesnor, som skubbede ret meget til den dagsorden,” siger Karen Ellemann.

Dermed skærper hun også planerne i forhold til regeringsgrundlaget. Heri er der blot lagt op til, at kommunerne skal konkurrenceudsætte flere opgaver. Men nu kommer det altså også til at gælde statslige opgaver som f.eks. fartkontrol eller transport af afviste asylsøgere, som DI har foreslået.

Karen Ellemann vil også lave en takstreform for at få et mere præcist billede af, hvad tingene koster på det sociale område, når f.eks. børn anbringes på en døgninstitution. I dag er prisen ofte diffus, da omkostninger til f.eks. it, juridisk bistand eller husleje ikke nødvendigvis er regnet med i den pris, som kommunerne opgiver på en ydelse. Det kan være med til at favorisere kommunale tilbud på bekostning af private, selv om den private institution måske både er bedst og billigst, når alle de indirekte omkostninger bliver regnet med.

”En masse private aktører er med rette frustrerede i forhold til den konkurrence, de har med de kommunale aktører. De er frustrerede over, at hele takstområdet på nogle områder er usammenligneligt. En kommunal plads kan forekomme meget billigere, da der er nogle følgeomkostninger, som bliver pakket ind i noget kommunal administration og derfor ikke er med. En reel sammenlignelighed i, hvad tingene koster, hører med til diskussionen om udbud. Og en takstreform står også på min to-do-liste,” siger Karen Ellemann.

Famler fortsat i blinde

Næsten 170.000 anbragte børn, misbrugere, handicappede og andre udsatte grupper koster hvert år de offentlige pengekasser ca. 45 milliarder kr. Dertil kommer udgifter til indkomstoverførsler og sundhedsydelser til disse grupper. Bliver de regnet med, løber de samlede udgifter op i 76 milliarder kr.

På trods af de astronomiske beløb ved vi fortsat forbløffende lidt om, hvilke sociale indsatser der har størst effekt. Karen Ellemann lægger derfor op til, at en langt større del af de sociale indsatser skal være baseret på viden og dokumenterede effekter, så pengene bliver brugt bedst muligt.

LÆS OGSÅ: Socialministeren: Beskæftigelsespolitik er også socialpolitik

”Vi har historisk set ikke været skarpe nok til at skære igennem og sige, at der er noget, der virker, og noget, der ikke virker. Og at det, som ikke virker, skal vi lade være med. Vi bruger årligt 45 milliarder kr. på de sociale indsatser. Er resultaterne så gode? Bliver et barn, som har været anbragt uden for eget hjem, hjulpet til rent faktisk at kunne magte livet som voksen? Der er ikke meget, der tyder på det. Al forskning viser jo, at anbragte børn ikke bliver rustet godt nok til at kunne gennemføre en uddannelse og komme ud på arbejdsmarkedet,” siger ministeren.

Senest har Rigsrevisionen og Statsrevisorerne rejst en sønderlemmende kritik af både kommuner og Social- og Indenrigsministeriet for ikke at have nok styr på anbringelsesområdet for børn og unge. Ministeriet bliver bl.a. kritiseret for efter ti års indsats ikke at kunne dokumentere, at kommunernes sagsbehandling, når det gælder anbringelse af børn, er blevet bedre, eller at indsatsen har haft den tilsigtede effekt. En kritik, som Karen Ellemann er enig i.

”Det skal der laves om på, for vi kan ikke gøre en reel forskel, hvis vi ikke kender effekterne af vores indsatser,” konstater hun og tilføjer, at ministeriet allerede er i fuld gang.

Lige før sommerferien offentliggjorde hun sin Socialpolitisk Redegørelse 2016 spækket med tal og analyser over hele socialområdet. Den giver for første gang et samlet røntgenbillede af, hvordan det står til med de mange udsatte danskere. Og ifølge Karen Ellemann viser redegørelsen, at alt for få udsatte børn og unge får et selvstændigt voksenliv, alt for få udsatte voksne får effektiv hjælp til at håndtere f.eks. et misbrug, en psykisk lidelse eller hjemløshed, og at alt for få mennesker med handicap har mulighed for at bruge deres evner på arbejdsmarkedet. Se figur 1.

”Redegørelsen er et vigtigt skridt i bestræbelserne på at reformere socialpolitikken, så der bruges indsatser med dokumenteret effekt,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Eksperter og organisationer: Konkurrencestaten har ædt socialpolitikken

Nu er Karen Ellemann ikke den første socialminister, der vil bygge sin socialpolitik på et fundament af evidens og dokumenterede effekter. Det har stort set samtlige socialministre forsøgt at gøre de sidste mange år. Alligevel går det meget langsomt med at gennemføre visionerne. Hun understreger dog, at hun går helt nye veje.

Som et konkret eksempel fremhæver hun hele opbygningen af Social- og Indenrigsministeriet efter valget sidste år. Den har medført, at der nu er skabt en helt ny analyse- og datastrategiafdeling i ministeriet for at blive skarpere på, hvor der skal sættes ind med nye initiativer, hvor mange mennesker der er tale om, og hvilke kommuner der gør det godt eller skidt på de enkelte områder.

”Det er nytænkning og kræver et langt og sejt træk,” siger hun.

Nyt nationalt forskningsprogram

Karen Ellemann vil bruge ministeriets nye analysekræfter til at få sat gang i flere cost-benefit-analyser for at få dokumenteret, hvilke sociale indsatser der har stor effekt for udsatte grupper og samtidig kan gavne samfundsøkonomien.

Hun vil senere på året lancere en strategi, som kommunerne kan læne sig opad for at få udbredt de gode eksempler. Hun vil dog fortsat lade det være op til den enkelte kommune, hvordan de vil gribe opgaverne an.

”Jeg vil gerne kunne dokumentere, at den gode og kloge måde at arbejde er rentabel, og at den forebyggende indsats betaler sig frem for at slukke ildebrande bagefter, når skaden er sket. Men jeg kommer ikke fra centralt hold og pådutter, hvad den enkelte sagsbehandler skal gøre,” siger hun.

Hun fremhæver også den seneste satspuljeaftale som et eksempel på, at pengene fremover i højere grad skal bruges på indsatser med dokumenterede effekter. Satspuljepartierne blev sidste år enige om at afsætte knap 100 millioner kr. til at støtte de kommuner, som ville bruge en række gode erfaringer fra Sverige og Herning til en tidligere forebyggende indsats og dermed forhindre, at mange unge bliver anbragt uden for eget hjem.

Karen Ellemann ser gerne, at særlige ’rejsehold’ skal rundt til kommunerne for at hjælpe dem i gang med nye sociale programmer med dokumenterede effekter, så de gode erfaringer kan sprede sig som de berømte ringe i vandet. I forvejen har Socialstyrelsen et rejsehold, som hjælper kommunerne med at implementere effektfulde strategier for hjemløse som f.eks. programmer som Housing First.

”Min vision er at få skabt en slags supertanker af stærke fagpersoner, som rejser ud til de enkelte kommuner. De bryder ikke døre op. De bliver inviteret af kommunerne, som gerne vil opruste på området. Rejseholdene skal hjælpe til med at lave f.eks. gode børnefaglige undersøgelser, hvor man husker at inddrage barnet, familien og netværket,” siger Karen Ellemann.

Hun er positiv indstillet over for et forslag fra Socialpædagogerne, Socialrådgiverne og Danske Professionshøjskoler, hvor de opfordrer til at etablere et nationalt udviklings- og forskningsprogram inden for det sociale område. Et program, som skal udvikle, teste og formidle videnskabelig viden og praksis. Det kan ifølge de tre forslagsstillere finansieres af en promille af, hvad der bruges til det sociale område – altså 50 millioner kr. årligt.

”Det er et interessant og spændende forslag,” siger Karen Ellemann og tilføjer: ”Det skal i givet fald være koblet meget tæt op på praksis. Jeg tager meget rundt og besøger mange kommuner. Går tæt på dem. Helt ind på socialrådgiverens kontor. Kigger med over skulderen for at fornemme, hvor de mangler redskaber og handlemuligheder. Sagsbehandlingen bliver ikke bedre, hvis vi sidder afkoblet fra hverdagen og udtænker geniale nye metoder. Men jeg vil meget gerne diskutere forslaget nærmere for at finde ud af, hvordan vi kan strikke det sammen.”

Slagsmål truer

Karen Ellemann risikerer om kort tid at ende med at få en hovedrolle i et nyt og dramatisk slagsmål på det sociale område. Hun er ved at lægge sidste hånd på et nyt stort udspil til en ny reform af serviceloven og indkalder om få uger de politiske partier til forhandlinger. En sag, der næsten med garanti kommer til at udløse et nyt politisk drama.

Reformen skal bl.a. sikre, at hjælpen i højere grad bliver rettet mod at få folk i uddannelse eller job. Indsatsen skal være mere helhedsorienteret, lovgivningen skal være mere klar og forståelig, og kommunerne skal i højere grad kunne styre og prioritere udgifter til området.

”Jeg oplever en ekstrem stor og meget problematisk tillidskløft mellem den kommunale sagsbehandler på den ene side og den enkelte borger og deres pårørende på den anden side. Mange folk har en fornemmelse af, at de ikke får, hvad de har krav på, at loven ikke bliver overholdt, og at afgørelsen er forkert. Når man ser på klagesagerne i ankesystemet, er det voldsomt, hvor meget der bliver påklaget. Noget bliver hjemsendt, fordi det ikke er sagsoplyst korrekt, noget er afgjort forkert, og noget skyldes, at lovgivningen er uklar. Det er ikke holdbart,” siger Karen Ellemann.

Hun risikerer dog at lide samme skæbne som sin forgænger, den tidligere radikale socialminister Manu Sareen. Han forsøgte at gennemføre en lignende reform. Men måtte opgive. Forslaget endte i et bittert opgør mellem kommunerne og de mange interesseorganisationer, som frygtede, at der var tale om en spareøvelse. Og derfor endte det med, at Manu Sareen – til manges overraskelse – måtte droppe forslaget.

Sådan håber Karen Ellemann selvfølgelig ikke det går denne gang.

”Nogle mener, at jeg bare vil give kommunerne noget mere styring med området. Jeg mener, at vi som politikere har et ansvar for, at lovgivningen er til at forstå og arbejde med. Vi må finde nogle kompromiser til at få forenklinger og klarhed ind i lovgivningen, så der bliver lavet korrekte afgørelser. Nu har jeg lyttet til, hvad parterne mener. Så må jeg politisk tage stilling til, hvad jeg spiller ud med. Mit mål er at nå en bred politisk aftale.”