Danmark skal være pædagogikkens foregangsland. Den vision har socialminister Karen Jespersen, som er formand for Regeringens Børneudvalg. “Som foregangsland skal vi samle op på den nyeste børneforskning og den mest avancerede pædagogik. Vi skal opsøge, efterprøve, fordanske og sprede det bedste, vi kan finde internationalt. Vi skal være pædagogikkens Silicon Valley,” siger Karen Jespersen. Hun mener, at Danmark har brug for en sammen-hængende børnepolitik. Dagpleje, vuggestuer og børnehaver skal inddrages i den danske nations opbygning af kompetencer til videnssamfundet. Som Undervisningsministeriet har sit evalueringscenter, overvejer Socialministeren at skabe en evalueringsinstitution, som systematisk kan kortlægge og udfordre danske børnehavers og vuggestuers udvikling af børn. Kulturbarrieren mellem lærere og pædagoger skal brydes ned, og Karen Jespersen vil gå i clinch med de fritidshjem og klubber, som ikke vil læse lektier med børn og unge. Ugebrevet har interviewet socialministeren om en fremtidens børnepolitik og om vejen frem mod en egentlig børnelov.