Annonce

Kassetænkning eller statscirkus?

24. oktober 2010 kl. 22.24

Det ligner en ren tilståelsessag. De mange eksempler på meningsløs aktivering af ledige har nu fået beskæftigelsesminister Inger Støjberg til at love en hurtig reform. Hun vil straks indkalde forligspartierne for at finde ud af, hvordan man kan undgå kassetænkning i kommunerne.

Som hun udtrykte det over for Berlingske Tidende, vil hun gøre op med aktiveringskurser, “hvor folk skal sige som en pipfugl eller lege med skumfiduser.” Bag de kække formuleringer gemmer sig en række mere alvorlige spørgsmål, som ministeren foreløbig har haft held til at glide af på.

For som bekendt var det ikke kommunerne, der ønskede den nuværende model, hvor de får refunderet 65 pct. af udgifterne, når de ikke-forsikrede ledige er i aktivering, men kun 35 pct. i passive perioder. Det var regeringen. Faktisk har kommunerne gentagne gange advaret om, at den store forskel ville øge incitamenterne til masseaktivering.

Det var heller ikke kommunerne, men regeringen, der ville gøre alle ledige “arbejdsmarkedsparate”. Mere end 9 milliarder kr. er spildt på aktivering til svage ledige, dokumenterede Rigsrevisionen for nylig.

Endelig var det regeringen, der pludselig, under finanslovsforhandlingerne for to år siden, besluttede, at kommunerne skulle overtage landets jobcentre og dermed ansvaret for de forsikrede ledige. På det tidspunkt var arbejdsløsheden ved at eksplodere, og der var ingen dokumentation for, at de kommunale jobcentre var bedre end de statslige.

Det har ikke skortet på advarsler mod det nuværende system – fra de økonomiske vismænd, fra Arbejdsmarkedskommissionen og fra flere arbejdsmarkedsforskere.

Når ministeren nu alligevel er i gang med at se på refusionssatserne for kontanthjælpsmodtagerne, burde hun måske give hele jobcenterreformen et servicetjek. Hvis hun virkelig ønsker at rydde op i hele beskæftigelsessystemet, skulle hun måske overveje at tage ansvaret for jobformidlingen igen og lade staten overtage jobcentrene.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026