En række af landets mest profilerede tv-værter, musikere og skuespillere har personlige aftaler med store firmaer om at promovere modevarer som tøj og ure. Det gælder f.eks. tv-værterne Natasja Crone, Cecilie Frøkjær, Camilla Miehe-Renard og Pernille Aalund, der har modtaget dyre og eksklusive ure fra Gucci. “Folk lader sig ubevidst påvirke af de ting, de ser på personligheder. Det er en bedre markedsføring end annoncer,” siger direktør Henrik Mensen, der står bag salget af Gucci-ure i Danmark. Aftalerne er som regel mundtlige og hemmeligholdes, men det er i strid med markedsføringsloven og tv-stationernes egne regler. Sangerinden Zindy Laursen har uden TV2s vidende lavet en privat aftale om at bære tøj fra Mulberry i seersuc-cesen Venner for livet. Det er et brud på TV2s sponsor-regler. Også Cecilie Frøkjærs aftale med Gucci strider mod stationens politik. Ifølge programchef Bo Damgaard er de personlige aftaler “helt uacceptable”. Jurist Birgitte Wested fra Forbrugerstyrelsen finder det meget problematisk, at virksomheder bruger kendte ansigter til at “inficere medier og offentlighed med deres brand”. Kendisserne selv tager det mere afslappet. “Jeg har ikke nogen principiel holdning til at tage imod tilbud på gunstige betingelser,” siger Cecilie Frøkjær.