Annonce

Kina og USA i åbent valutaslagsmål

21. marts 2010 kl. 11.01

USA langer ud efter Kina for at holde yuan-kursen kunstigt nede. Det giver en unfair fordel på verdens eksportmarkeder, mener kritikerne, der vil have præsident Barack Obama til officielt at stemple Riget i Midten som “valuta-manipulator”.

Ministerpræsident Wen Jiabao har afvist anklagerne og gjort det klart, at han ikke lader sig kommandere med: “Vi er modstandere af, at lande peger fingre ad hinanden eller tager stærke midler i brug for at tvinge andre lande til at opskrive deres valutaer.”

At Kinas valuta, yuan, er undervurderet, er ikke nyt. Men det er et voksende problem i den aktuelle situation, hvor den vaklende verdensøkonomi skal på benene igen efter krisen. Det kan ikke lade sig gøre uden Kinas deltagelse. Mens store dele af verden kun lige er kommet ud af recession, venter Kina en vækst på 8 pct. i år.

Siden midten af 2008 har en dollar kostet 6,83 yuan. Og det er den vigtigste årsag til Kinas enorme handelsoverskud på 198 milliarder dollar, mener kritikerne, der hævder, at kursen ligger 30-40 pct. for lavt. Det giver landet mulighed for at sælge varer på et prisniveau, som ikke er til at konkurrere med.

Slaget blev åbnet af 130 vrede amerikanske kongresmedlemmer, men også den amerikanske ambassadør i Beijing har understreget, at man “håber at se en mere fleksibl valutakurs”, og at der er tale om en “reel bekymring” fra amerikansk side. Samtidig har IMF og Verdensbanken meldt sig i koret. Kina har da også  indvilliget i at sende en mand til Washington for at drøfte “gnidninger i handelsspørgsmål” denne uge.
 

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026