Af Melik Kaylan

For ti år siden var jeg som journalist med i en amerikansk handelsdelegation med mulighed for at besøge en afsidesliggende egn i Kina, som grænser op til både Nordkorea og Rusland. Da vi rejste rundt, udpegede de lokale kinesiske værter stolt forskellige attraktioner: stenede øde bjerge i Nordkorea og isolerede klynger med Sovjettidens bygningsværker i Rusland, mens der i Kina til overflod var handel og byggeri i de voksende byer langs grænsen. I en af de byer, i Hunchun med et indbyggertal på 250.000, spurgte en af de regionale embedsmænd, om jeg havde planer om at skrive noget. Måske noget kulturelt, foreslog jeg. Jeg håbede på et vindue ind til kineseres liv i denne fjerntliggende zone.

Den efterfølgende dag indlagde de en åbenlyst færdiglavet to timer lang opvisning med gammel manchu-etnografisk musik og dans med flagrende fjerhaler og farverige kostumer. Jeg forklarede mine pligtopfyldende værter, at jeg havde håbet på noget mere nutidigt – måske noget, der skildrede det moderne liv ved grænsen, noget om rigtige mennesker og forestillinger. Min forespørgsel vakte en masse panderynkende ubehag. Jeg havde spurgt efter dén ene ting, som deres lands autoritære system nærmest ikke kan levere på noget plan: en levende populærkultur.

Statsstyrede narrativer sælger ikke

Kina er med blændende fart blevet globalt konkurrencedygtig på mange områder, fra økonomi og militær til videnskab, sport og endda på kulturelle områder som gastronomi, klassisk musik og samtidskunst. Men det lader ikke til, at landet kan hamle op med Vesten i essentielle mainstreamgenrer som film, popmusik, mode, romaner og lignende. Jeg kalder dem ”essentielle”, fordi uden at gøre sin kultur gældende på et populært plan kan Kina i sidste ende ikke sælge en livsstil, der vækker genklang i verden, eller ambitioner, som folk andre steder vil tage til sig. Kina kan heller ikke bløde forholdet til andre kulturer op og virke mindre som fremmede, der trænger sig på.

Landets eliter har fokus på, hvordan Kina kan forbedre sit ry og kulturelle indflydelse uden for landets grænser, styrke sin soft power og til en vis grad komme uden om negative politiske nyheder som de nylige begivenheder i Hong Kong. Under et partitopmøde i 2014 annoncerede Xi Jinping som bekendt, ”Vi bør øge Kinas soft power, tilbyde et godt kinesisk narrativ og formidle Kinas budskaber bedre til verden”. Og der har vi knasten. Det kan hævdes, at Xi Jinpings tilgang bærer sin egen undergang ved at gå ud fra, at kulturel indflydelse er noget, der kan indføres med et direktiv, som var det en femårsplan under Stalin.

“Vesten var i stand til over for udlandet at overskygge sin mørke historie med populærkultur – en proces, som kinesiske ledere har studeret meget nøje de seneste år,” siger Jing Tsi, der er professor i moderne kinesiske studier ved Yale University. ”Men det står ikke klart, om de er rede til at løbe den risiko. Den type udtryk kommer hjemmefra og nedefra, og kinesisk historie er fuld af tilfælde, hvor massebevægelser ender med at blive destabiliserende.”

Man kunne argumentere for, at den vestlige indflydelse blev så gennemgribende ikke blot på grund af rigdom og magt, men på grund af befolkningens ytringsfrihed, der åbnede muligheder for at skildre karakterer med universelle træk af den slags, som overskrider kulturelle grænser. Fraværet af propagandahensigter gjorde det mere overbevisende og autentisk. Liv, der leves under friere vilkår og er skildret med relativ åbenhjertighed, er simpelthen mere overbevisende, mere dramatisk troværdige. En livlig kultur sælger i sidste ende sig selv. Selv da Vesten stagnerede økonomisk i 1970’erne, indtog rockmusik verden.

Masseunderholdning skaber usikkerhed

Ai Weiwei, den anerkendte systemkritiske kunstner, siger, at Kina “altid har haft en elitekultur, der aldrig opmuntrede til folkeligt engagement, nøjagtig som i deres politik. Derimod er Hollywood og popmusik manifestationer af middelklassen.” Han argumenterer for, at Kinas etpartistyre og top-down-tilgang betyder, at landet “aldrig vil eksportere sin kultur som en naturlig frugt af samfundet”.

“Naturlig” er en brugbar skelnen her, fordi vestlig kultur – særligt amerikansk kultur – hylder naturlige udtryk, det at være sig selv, autentiske følelser. Den etos har været toneangivende for verden, men det er ikke en komfortabel standard for et autoritært system. Kulturer, der domineres af planøkonomi, bliver uundgåeligt foruroliget af masseunderholdning, hvis dna er skabt af individualisme og gennemsigtighed.

Kina har en omfattende underholdningsindustri, selv om det nu til dags er en hæmmet en af slagsen. For bare 20 år siden skulle landets biografer tælles i hundreder, i dag er der op imod 60.000 – omkring 20.000 flere end i USA. Den bedst sælgende film til dato, den statsfinansierede blockbuster ‘Wolf Warrior 2’ indtjente 847 millioner dollar bare i Kina. Selv om filmen er finansieret af militæret, så er det en ægte løssluppen, neglebidende kinesisk Rambo-historie udspillet i Afrika – med en amerikaner som skurk naturligvis.  

Når man har et hjemmemarked af den størrelse med både hele maskineriet og talentmassen, burde udenlandske markeder snart følge trop. Men sådan er det ikke gået. Giganten Dalian Wanda Group byggede Kinas største filmstudier og var klar til at skabe en hjemmeindustri som konkurrent til Hollywood, samtidig med at de indgik partnerskaber med Sony og AMC-biografer i USA. Det lod til at være det perfekte udgangspunkt for at eksportere kinesisk soft power i storskala. Men i 2017 kaldte Beijing Wandas lån tilbage på grund af mistanke om, at det og andre filmselskaber med fuldt overlæg havde overbetalt for udenlandske ejendomme som en fidus til at flytte kapital ud af landet.   

Vil Kina svække Vestens soft power?

I år forhindrede myndighederne, at størstedelen af de kinesiske film blev vist på udenlandske festivaler, fordi der under Taiwans prestigefulde Golden Horse Film Festival for kinesisksprogede produktioner i 2018 var en dokumentarfilmsprisvinder, der priste Taiwans uafhængighed. De berømtheder, der var med fra hovedlandet, fik besked om at undlade at vise følelser, undgå festerne og vende hjem straks. Selv om Kina tillader, at der eksisterer kendis-ordninger for filmstjerner med store økonomiske fordele, er der ingen af talenterne, der lever mondænt og ekstravagant. Næseringe og tatoveringer er ugleset. Staten er modstander af de kendte goder ved stjernestatus i Vesten, hvor berømthed og rigdom giver mere personlig frihed og rigelige muligheder for at leve flot og fornemt.   

Hvem på kontinenter langt derfra ville stræbe efter Kinas stille eftergivende berømtheders livsstil? Det gælder særligt de tilfælde, hvor myndighederne efter forgodtbefindende sender dem ud i kulden, som det skete for Fan Bingbing, der var Kinas stjerneskuespillerinde indtil sidste år, hvor hun forsvandt i flere måneders husarrest beskyldt for at lægge skjul på sin rigtige indtjening og med en bøde på 70 millioner dollar.  

En kulturel genre, som Kina med stor succes udøver på den globale scene, er de store musik- og danseopvisninger. Produktionerne går ud på koordination, disciplin, enhed og apolitisk masseoptog – perfekt rammende for Kinas nuværende nationale prioriteter. Jay Scheib, en succesfuld teaterdirektør, hvis rockopera ’Bat Out of Hell’ for øjeblikket opføres i New York, rådgav en opvisning i Ningbo i Kina med 50 medlemmer af truppen. Han fortæller, at han aldrig hørte kunstneriske uenigheder om fortolkning, sandhed eller kunstnerisk følelse: ”De gjorde præcis, hvad man bad dem om, men blev kun udtryksfulde, når det gjaldt kontraktdetaljer.”  

En forudsætning for eksport af virkelig kultur kunne være, at der er en befolkning, der taler frygtløst om sig selv til sig selv og lader andre lytte med. Tydeligvis er Kina ikke parat til at følge den vej til soft power. Men måske er det ikke nødvendigt. Ai Weiwei tror, at på trods af Beijings mislykkede forsøg på at investere i Hollywood skal pengene nok komme retur i sidste ende. Og som han tilføjer: ”Enhver stor Hollywoodfilms mål i disse tider er at få adgang til Kinas gigantiske marked. Så mange (amerikanske, red.) filmstudier ændrer nu deres sprog og er med til at udøve selvcensur.”

Læg dertil den indflydelse, som Beijing har med 5G og mobiltelefonmarkedet, så har du en bekymrende fremtid, hvor Kinas soft power ikke hviler på at skabe sit eget eksportegnede indhold, men på at forme vores – og på at kontrollere de medier, med hvilke vi overfører kultur til hinanden.

Melik Kaylan er journalist i New York og har skrevet om international politik og kultur for The Wall Street Journal, Newsweek og Forbes. Artiklen er bragt i Wall Street Journal 5. september 2019. Oversat til dansk af Maria Bierbaum Oehlenschläger.