Kina savner soft power

Beijing er ivrig for at øve kulturel indflydelse, men kun et frit samfund i åben samtale med sig selv kan skabe global efterspørgsel.

Af Melik Kaylan

For ti år siden var jeg som journalist med i en amerikansk handelsdelegation med mulighed for at besøge en afsidesliggende egn i Kina, som grænser op til både Nordkorea og Rusland. Da vi rejste rundt, udpegede de lokale kinesiske værter stolt forskellige attraktioner: stenede øde bjerge i Nordkorea og isolerede klynger med Sovjettidens bygningsværker i Rusland, mens der i Kina til overflod var handel og byggeri i de voksende byer langs grænsen. I en af de byer, i Hunchun med et indbyggertal på 250.000, spurgte en af de regionale embedsmænd, om jeg havde planer om at skrive noget. Måske noget kulturelt, foreslog jeg. Jeg håbede på et vindue ind til kineseres liv i denne fjerntliggende zone.

Den efterfølgende dag indlagde de en åbenlyst færdiglavet to timer lang opvisning med gammel manchu-etnografisk musik og dans med flagrende fjerhaler og farverige kostumer. Jeg forklarede mine pligtopfyldende værter, at jeg havde håbet på noget mere nutidigt – måske noget, der skildrede det moderne liv ved grænsen, noget om rigtige mennesker og forestillinger. Min forespørgsel vakte en masse panderynkende ubehag. Jeg havde spurgt efter dén ene ting, som deres lands autoritære system nærmest ikke kan levere på noget plan: en levende populærkultur.

Login