Det er lørdag aften, og der er fest på universitetet i Kenyas tredjestørste by, Kisumu. Salen koger til de afrikanske rytmer. Mellem de sorte musikere på scenen står en kineser med dreadlocks og spiller på et større udvalg af eksotiske fløjter. Det fungerer perfekt, og alle oplever et forrygende og sveddryppende møde mellem vidt forskellige former for musik, der alligevel swinger sammen.

Man plejer at sige, at Kinas globale engagement er rent praktisk og økonomisk. Der er ikke mange varme følelser involveret – i modsætning til eksempelvis USA's globale indflydelse, der i hvert fald tidligere i høj grad var præget af soft power og kulturel inspiration og udveksling.

Jeg havde for nylig lejlighed til at følges rundt i Kenya med en gruppe kinesiske ngo’er og investorer med fokus på sociale investeringer. Kineserne var der som del af en konference med deltagere fra hele verden om bæredygtig udvikling.

De var tydeligvis kommet for at engagere sig i praksis. Under samtalerne og besøgene blev der taget notater og knyttet kontakter, og på den sidste dag fremlagde kineserne en lang liste over projekter, som de var klar til at gå ind i: vidensudveksling mellem et lokalt fiskeopdræt og et kinesisk universitet, hjælp til at betale skolegang for en håndfuld børn på et fattigt børnehjem, en stribe forslag til at bygge faciliteter til turister ved en af stedets ellers ufremkommelige seværdigheder, deltagelse i en enorm kinesisk idékonkurrence for entreprenører og så videre.

Konkrete, brugbare forslag til samarbejde, og som meget klart blot var tænkt som første skridt til tættere samhandel.

Det kinesiske engagement, jeg oplevede i Kenya, var bestemt præget af kultur og varme menneskelige møder, og samspillet mellem den kinesiske musiker og det afrikanske band var blot ét eksempel. Mit indtryk var, at kineserne var oprigtigt interesserede i at samarbejde og hjælpe – og deres engagement falder på et tørt sted.

Alligevel blinker der en advarselslampe et sted. De velmenende og velovervejede kinesere, der engagerer sig, er også en del af en langt større dagsorden, der handler om at sikre Kina en ny og stærkere position i verden.

Kinas nye silkevej til Europa og Afrika

Den dagsorden viser sig tydeligt, når man ser på projektet ’Belt and Road’, der er overskriften på præsident Xis masterplan, der skal forbinde Kina med landene langs hele den gamle silkevej, langt ned i Sydøstasien og ind i Afrika.

Planen består især af en lang række enorme infrastrukturprojekter – motorveje, broer, lufthavne, jernbaner og havne i mere end 60 lande – som Kina støtter eller låner penge til at opføre. Samlet er der planlagt projekter for over 1.000 milliarder dollar, omkring 6.800 milliarder kroner.

Der er meget delte holdninger til Belt and Road. Kineserne præsenterer det som en win-win-situation. Med en bedre infrastruktur kan landene endelig få sat skub i væksten og blive en del af verdensøkonomiens forsyningskæder.

Men infrastrukturen gør det naturligvis også lettere for Kina at eksportere varer og at importere råstoffer fremover. Desuden er de mange projekter et kæmpe marked for de altovervejende kinesiske selskaber, der bygger vejene, leverer togene og kraftværkerne. 

Belt and Road har været sammenlignet med den amerikanske Marshall-hjælp til genopbygningen af Europa efter Anden Verdenskrig. USA's investeringer var med til at bringe Europas økonomi på fode igen – men de betød også, at USA og Europa blev langt tættere integreret økonomisk, politisk og kulturelt.

På samme måde vil Belt and Road uvægerligt gøre de lande, der er del af det infrastrukturelle netværk, langt tættere forbundet til Kina – på godt og ondt.

Modsat Marshall-hjælpen kommer de involverede lande dog i høj grad til at betale selv. Kina står klar med lån til de store planer, men pengene skal betales tilbage. Allerede nu er det tydeligt, at nogle lande har meget svært ved at afdrage på de store projekter, de har kastet sig ud i sammen med kineserne.

Det gælder blandt andet Kenya.

Jernbanen, der ender blindt

Som så mange andre turister tog jeg på safari i den store Kenya National Park, der ligger lige op til Nairobis lufthavn. 45 minutters kørsel fra millionbyens centrum kan man opleve løver, næsehorn, giraffer og flodheste i deres naturlige omgivelser.

Men tværs gennem nationalparken, hævet på betonpiller, går en helt ny jernbane – et massivt anlæg, der virker som et næsten surrealistisk fremmedelement på savannen.

The standard gauge railway, som er en del af Belt and Road, er blevet symbolet på den kinesiske involvering i Afrika. Jernbanen er bygget af kinesiske firmaer, og pengene til opførelsen har Kenya lånt af den kinesiske stat.

Jernbanen skal erstatte den 90 år gamle og nu stort set nedlagte jernbane, som englænderne byggede fra havnebyen Mombasa ind i landet til hovedstaden Nairobi og videre vestpå til Viktoriasøen, hvorfra der er forbindelse til jernbanerne i Uganda og Rwanda.

Den første fase af byggeriet, de 485 kilometer fra Mombasa til Nairobi, blev indviet i 2017, og næste fase, der fører banen 120 kilometer vest for Nairobi, er netop blevet indviet. Men færdiggørelsen af projektet er kommet i alvorlige vanskeligheder, fordi kineserne i juli bremsede lånene til den sidste fase af byggeriet, af frygt for at Kenya ikke kan betale.

Hvis ikke byggeriet føres hele vejen frem til Viktoriasøen forsvinder en stor del af rationalet bag projektet desværre. Den vigtigste funktion af jernbanen skulle være at transportere gods mellem Uganda, Rwanda og Sydsudan, som ikke har adgang til havet, og frem til Mombasa, Østafrikas største havn.

Men som situationen er nu, ender skinnerne i en mellemstor provinsby. Det er derfor, banen er alment kendt under øgenavnet the railroad to nowhere.

Efter at kineserne har smækket kassen i, satser den kenyanske stat i stedet på at slutte forbindelsen ved at renovere og genoplive den gamle engelske jernbane på den sidste del af strækningen. Men det bliver en besværlig forbindelse, for den gamle jernbane har ikke samme sporvidde som den nye.

Den nye bane skulle være hovedfærdselsåren for varehandlen i Østafrika og dermed et vigtigt redskab til økonomisk vækst i hele regionen, men det ser nu ud til at blive langt mindre attraktivt og bekvemt at sende fragt, end man havde håbet. Indtil videre har mængden af gods mellem Nairobi og Mombasa været under halvdelen af det forventede.

Kenya har taget mange store lån i de senere år. Landets gæld er firdoblet siden 2013. Kina er den største långiver og tegner sig for 22 procent af Kenyas samlede lån. 

Vanskelighederne ved at betale af på gælden har givet anledning til bekymring om, hvorvidt Kina vil kunne overtage ejerskabet af Mombasas havn. I Sri Lanka har kineserne overtaget den store Hambantota Havn som betaling for lån til infrastruktur, som den srilankanske regering ikke kunne betale tilbage. I Grækenland blev havnen i Piræus solgt til den kinesiske shippinggigant Cosco i 2016.

Kenya er ikke den eneste nation, der har svært ved at betale for de store infrastrukturprojekter, som er finansieret af kinesiske lån. Malaysia aflyste og genforhandlede sidste år bygningen af en højhastighedsjernbane, og Pakistan, Laos og Djibouti har i de sidste ti år opbygget en betænkelig stor gæld til Kina. Også Egypten og Etiopien er presset på betalingerne.

Samarbejde på kinesiske præmisser

Som en lille fabrikant i en kenyansk landsby skulle man nærmest være idiot for at sige nej, når der kommer en gruppe superflinke kinesere og foreslår et samarbejde, der kan give adgang til at få nogle bedre maskiner fra Kina.

Men selvfølgelig er der en pris et eller andet sted. Det bliver uvægerligt et samarbejde på kinesernes præmisser, og hvis ikke strømmen af varer og ideer går begge veje, ender samspillet i afhængighed. Sidste år eksporterede Kina for 35 milliarder kroner varer til Kenya, mens Kenya kun solgte for 1,2 milliarder kroner til Kina.

I Kenya er mange også utilfredse med, at de store infrastrukturprojekter ikke skaber tilstrækkeligt med lokalt arbejde og ekspertise, fordi arbejdet for en stor del udføres af kinesisk arbejdskraft, især det kvalificerede arbejde. På den nye jernbane er togførere og konduktørerne kinesere.

Sådan har det alle dage været. Hverken briterne, amerikanerne eller danskerne har holdt sig tilbage fra at udnytte forbindelserne til udviklingslandene. Der er ikke noget nyt i, at globalt samspil foregår på de stærkestes betingelser.

Men det er naturligvis nyt at opleve, hvor målrettet og intenst Kina arbejder på at udbrede sin interessesfære og udbygge globaliseringen – samtidig med at USA og Europa er både fraværende, uinteresserede og berøringsangste.

Og det er nyt, at Kinas tilstedeværelse ikke kun handler om store byggerier. Når man går rundt i Nairobi, er kinesiske varemærker, kinesiske restauranter og kinesiske turister blevet en del af bybilledet. I Kenya har stort set alle en mobiltelefon, men de færreste har råd til en iPhone eller en tysk vaskemaskine.

Kinesiske fabrikanter er vant til at fremstille produkter, der er gode nok at løse forbrugernes behov, til en brøkdel af prisen. De starter med at levere til den nederste del af markedet, og derfra arbejder de sig opad, i takt med at kinesisk teknologi og kvalitet hastigt bliver bedre.

For amerikanske, europæiske og ikke mindst danske producenter, der er vant til at levere kvalitet til et mere købedygtigt publikum, er dét en særdeles vanskelig strategi at konkurrere med.

Ud over at den politiske og økonomiske magt tydeligvis skifter i retning af Kina, er problemet, set fra Danmark og den vestlige interessesfære, at Kina har en kultur, som vi på mange områder har svært ved at forlige os med.

Det er skræmmende at se fremgangen for et system, der er præget af mangel på demokrati og gennemsigtighed, som lægger vægt på samfundet fremfor individet, og som overvåger og undertrykker dem, der ikke vil indordne sig partiet.

Der er ingen tvivl om, at når kineserne drager ud, er det som brikker i et langsigtet og strategisk spil, der skal genetablere Kina som Riget i Midten.

Men Kina er også en masse begavede, kompetente, velmenende og velorienterede mennesker, der efter mange år i et lukket og underudviklet samfund nu engagerer sig konstruktivt i verden, og som sætter pris på kunst og naturens skønhed – og en fest på dansegulvet.

Der var hverken amerikansk country eller europæisk pop på programmet til festen i Kisumu. Det var afrikanske rytmer blandet med kinesiske toner, og det er noget helt andet. Men også ganske fedt at høre på.