Uddannelse
Opgør om enhedsskolen
KL vil undervise elever i hold efter niveau
Forsker enig: Klasseundervisning hører fortiden til
Klasseundervisningens dage er talte, hvis det står til Kommunernes Landsforening. For at stoppe de støt stigende udgifter til specialundervisning, foreslår KL nu at inddele børnene i hold efter deres faglige niveau. Nye tal viser, at op mod 15 pct. af folkeskolens elever i dag modtager en eller anden form for specialundervisning. KL mener, at det er tegn på, at skolen - som den organiseres i dag - ikke magter at løse sin opgave. Derfor skal skolen gøres mere rummelig, og her er mere holddeling vejen, synes kommunerne. Forslaget møder bred kritik hos både forældre og lærere. De peger på, at niveaudelingen blev afskaffet ved lov for 10 år siden. “Det er en afgørende værdi i den danske folkeskole, at vi ikke deler børnene efter deres evner og udviklingstrin, ” siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening. Professor Niels Egelund mener, at lærerne holder for meget fast i klasseundervisningen, der hører fortiden til: “Lærernes syn på klassen har været konserverende. Efter min mening er holddannelse et svar blandt flere - på, hvordan man kan udvikle skolen. ”