Virksomheder med dårlig etik risikerer nu at blive hængt ud offentligt. De danske forbrugere og deres organisationer er klar til et opgør med firmaer, der overtræder menneskerettigheder, har dårligt arbejdsmiljø eller ser stort på ligestilling. Forbrugerrå-det vil som noget nyt også teste varer og firmaer på etiske og sociale kriterier. Folk skal kunne se, om alt fra kosmetik og løbesko til hårde hvidevarer er fremstillet med respekt for mennesker og samfund. Og rådet vil ikke vige tilbage for at hænge synderne ud i offentligheden, siger afdelingschef Villy Dyhr. Meldingen kommer forud for et seminar i Forbrugerrådet om etisk forbrug på onsdag, og på et tidspunkt hvor danskernes holdninger til etik er stærkere end nogensinde: Hver anden afviser katego-risk at tage job i virksomheder, der overtræder menneskerettigheder, viser nye tal. Seks ud af ti mener, at danske virksomheder, der opererer i u-lande skal holde lige så høje standarder for arbejdsmiljø som i Danmark. Også den uafhængige organisation Forbrugerinforma-tion satser nu ambitiøst med en central dansk Internetportal, der skal samle etisk information ét sted, så forbrugerne får lettere ved at vælge til og fra i butikker-ne. En færdig plan er ved at blive udarbejdet i samarbejde med flere fremtræden-de virksomheder, herunder Dansk Supermarked, Coca-Cola og DSB. Det er dog endnu uklart, hvordan resten af erhvervslivet stiller sig til udspillet, som betyder, at virksomhederne skal lade deres etiske praksis overvåge af en uafhængig kontrolinstans.