Klimaforhandlinger på et politisk nulpunkt
Ekstreme vejrhændelser kloden over er et klart tegn på, at den globale klimaudfordring er mere aktuel end nogensinde. Men COP16-værten, Mexico, bragte sidste uge forventningerne til det kommende topmøde ned på nulpunktet:
”Folk argumenterer ikke længere for en færdig juridisk klimaaftale i Cancún, men for et sæt af beslutninger, som ikke foruddiskonterer, hvilken form en endelig aftale skal have,” sagde klimaforhandler Luis Alfonso de Alba til Information.
Første halvår af 2010 var globalt set det varmeste i den tid, man har målt temperaturen systematisk. I Grønland har en is-ø på størrelse med Langeland revet sig løs, den største i mere end et halvt århundrede.
I Pakistan har usædvanlig kraftig monsun-regn udløst nogle af historiens værste oversvømmelser, der har dræbt 1.600 og drevet 2 millioner mennesker fra deres hjem. Samlet er 14 millioner mennesker, 10 pct. af landets befolkning, påvirket af vandmasserne, og nu truer katastrofens næste bølge i form af bl.a. epidemier, der kan koste yderligere tusinder liv.
Den i forvejen hårdt prøvede nation, der står midt i et omfattende opgør med militante oprørsgrupper, trues også af en alvorlig fødevarekrise:
“Vi skønner, at afgrøder til en værdi af 1 milliard dollar er gået tabt. Vi er alle nødt til at give et bidrag til at hjælpe,” vurderer præsident for Verdensbanken, Robert Zoellick.
Samtidig stiger de internationale fødevarepriser som følge af usædvanlige vejrforhold i andre dele af verden. I Rusland har tørke og brand ødelagt store dele af hvedehøsten og udløst et totalt eksportforbud. I Canada har store mængder regn gjort høsten ubrugelig.
Spekulanter på verdens råvarebørser udnytter den pressede situation til at handle priserne op for at tage store gevinster hjem. Samme mekanisme sås under fødevarekrisen i 2007-2008, hvor fattige over hele verden protesterede mod de skyhøje priser. Pentagon har advaret om, at det vilde vejr “kan medvirke til ustabilitet og konflikter”.
I Pakistan møder regeringen hård kritik for sin håndtering af katastrofen, og militæret har reelt muligheden for at tage magten, hvis det ønsker det. Det lader dog ikke til at være tilfældet, og kun derfor kan Asif Ali Zardari fortsat kalde sig præsident, vurderer iagttagere.





