Klimaforkæmperen er en ung, rød, veluddannet kvinde

Det er de unge mod de gamle. De røde mod de blå. De universitetsuddannede mod de ufaglærte og selvstændige. Klimaet splitter befolkningen, og tendensen er klar: De unge mener, klimakampen nytter.

Foto: Morten Voigt
Malin Schmidt

Hver tredje tvivler på ambitiøs klimakurs

Regeringens mål om at være globale klimafrontløbere splitter befolkningen. Det viser Mandag Morgens store valganalyse:

  • Hver tredje vælger tror, den danske indsats gør en forskel.
  • Hver tredje vælger mener, at den danske indsats er ligegyldig i det store billede.
  • Og befolkningen er lige så delt på spørgsmålet om, hvorvidt klimahysteriet er gået over gevind. 

Imens klimaminister Dan Jørgensen tror på, at Danmark kan gå forrest og trække resten af verden med sig i en effektiv grøn omstilling, er Danmarks store forbrug af biomasse et problem ifølge eksperter.

Læs interviewet med med Dan Jørgensen her:

Klimaministeren: Vi skal bruge vores rigdom til at gå foran i den grønne omstilling

Minister overvejer nye regler for biomasse

Når S-regeringen i disse dage begynder sine møder med Folketingets partier om en ny bindende klimalov og profilerer sig på "ualmindeligt ambitiøse" klimamål, har de fremtiden med sig. De unge mener nemlig, at klimakampen nytter og er overbeviste om, at det, vi gør for klimaet i Danmark, betyder noget i det store billede. Se figur 2.

Det viser Mandag Morgens store vælgerundersøgelse, der er lavet i samarbejde med Jørgen Goul Andersen, professor på Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet og en af landets førende valgforskere, som har fulgt vælgernes adfærd tæt gennem de seneste 40 år.

”De unge er klimabevidste på en anden måde end rent politisk. For dem handler det om, at de er en del af en bevægelse. Det handler også om identitet, måske fordi de i første række tænker på, hvad de selv kan gøre. Sådan var det i øvrigt også for 68-generationen og kvindebevægelsen, der mente, at ’det personlige er politisk’. Det har den unge generation i dag i den grad taget til sig.”

Vælgerundersøgelsen, hvor 5.800 vælgere umiddelbart efter valget blev spurgt om holdninger, værdier og adfærd, viser, at befolkningen er splittet. Se figur 1.

”Klimaet har især haft en klar mobiliseringseffekt på de unge, hvilket vi også så i 1970’erne,” siger Jørgen Goul Andersen.

Kvinder versus mænd

Op mod halvdelen af de vælgere, der tog stilling, 34,6 procent – der var mange ”ved ikke” med videre – var helt eller delvist enige i, at det er ligegyldigt, hvad vi gør for klimaet i Danmark i forhold til det store billede. Ligesom der var næsten lige så mange enige som uenige i, at klimahysteriet er gået over gevind. 35,7 procent var helt eller delvist enige, mens 40,8 procent var helt eller delvist uenige. Vælgerundersøgelsen viser især kraftige brudflader mellem generationer, politisk observans og køn.

Jo yngre, jo mere rød og jo højere uddannet, jo større er sandsynligheden for, at vælgerne mener, at klimakampen nytter. Jo ældre, jo mere blå og jo kortere uddannet, jo større er sandsynligheden for, at svarpersonerne mener, at klimahysteriet er gået for langt. Og det er ikke rene reflekssvar, påpeger Jørgen Goul Andersen.

De samme svarpersoner var også mindre tilbøjelige til at ville bruge flere penge på klima og miljø. Også selv om der også er folk blandt svarpersonerne, der støtter miljø- og klimakampen, men tvivler på, hvor meget det nytter – og synes, det nogle gange går over gevind. Blandt klimabenægterne og blandt dem, der vil skære ned på indsatsen – de er ikke så mange, men de findes – er der en udpræget lav tillid til politikerne.

Mens man generelt kun finder små kønsforskelle i synet på miljø- og klimaspørgsmål, for eksempel i spørgsmålet, om man i Danmark skal bruge flere eller færre penge på miljø og klima, slår spørgsmålet om betydningen af Danmarks bidrag på klimafronten markant ud mellem kvinder og mænd, lyder konklusionen fra Jørgen Goul Andersen, der peger på en mindre, men stadig klar forskel, der viser sig, når man ser på uddannelse og job.

De, der udtrykker mest skepsis til den danske indsats i klimakampen, arbejder typisk i ufaglærte job eller som selvstændige, mens lavere og højere funktionærer udtrykker mindst skepsis. Samme mønster ser man, når det gælder uddannelse: De mest skeptiske i forhold til klimakampen har en kort videregående, en erhvervsfaglig uddannelse eller grund- og folkeskole som højeste uddannelse, mens de mest positive i forhold til klimakampen typisk har en lang videregående uddannelse eller gymnasium som højeste uddannelse.

”Når gymnasiet er højeste uddannelse, er det typisk studerende, der ikke er færdiguddannede. Det er altså igen de meget unge, der gør sig gældende her,” siger Jørgen Goul Andersen.

Klimaet ser rødt

Danmark er kendetegnet ved, at klimaspørgsmålet fra starten blev opslugt af den traditionelle politiske venstre-højre-akse, lyder det fra Jørgen Goul Andersen.

”I 1985 var det så ekstremt, at man nærmest kunne forudsige folks miljøholdninger ud fra deres holdninger til fagforeningskollektivisme. Så markant er det ikke i dag,” siger han.

Men det er stadig sådan, at jo længere til venstre – det vil sige Enhedslisten, SF og Alternativet, men også Socialdemokratiet og De Radikale – jo mere positiv overfor, at det nytter i det store billede at gøre noget ved klimaet i Danmark. Og jo længere til højre, jo mere negativ.

På miljøsiden er det endda sådan, at de vælgere, der stemmer Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige eller Stram Kurs, ligger klart til højre for VK-vælgerne, mens de ofte ligger tættere mod midten på fordelingspolitiske spørgsmål.

”Det har historiske rødder. ”Blå Bjarne” er temmelig grøn, og sådan har det været siden 1971, fordi Socialdemokraterne var hurtige til at omstille sig. VS var født grøn, SF blev det for alvor, da den gamle generation forsvandt midt i 1970’erne, og De Radikale kom med kort efter,” siger Jørgen Goul Andersen.

Og sådan blev klimasagen historisk set venstreorienteret, mens højrefløjen forblev skeptisk.

”Da Pia Kjærsgaard spøgefuldt brugte ordet ’klimatosser’ i EP-valgkampen, var hun formentlig overbevist om, at hun havde sine egne vælgere med sig. Et pænt stykke hen ad vejen ser det også ud til, at hun havde ret. I hvert fald blandt de DF-vælgere, der blev tilbage efter folketingsvalget,” siger Jørgen Goul Andersen.

Erhvervslivet er grønt

Der er ellers næppe nogen grund til, at klimakampen værdipolitisk ligger til venstre for midten. Erhvervslivet er tiltagende grønt, og førende erhvervsledere har længe efterlyst større klimaambitioner hos politikerne. For eksempel gik topcheferne i Novozymes, Danfoss, Grundfos, Velux og Rockwool ud med en samlet appel til politikerne i kølvandet på den daværende regerings stort anlagte klimaudspil i slutningen af 2018.

”Hvis vi ikke kommer i gang nu, så venter der det danske samfund en milliardregning i den nærmeste fremtid,” som administrerende direktør i Danfoss Kim Fausing formulerede det til Ritzau dengang.

”Venstre og Konservative har været fodslæbende på klima. De har simpelthen været langsomme til at gribe dagsordenen, også i forhold til dansk erhvervsliv, der har fokuseret på miljørigtighed og energibesparelser og gerne vil reguleres, fordi det styrker danske virksomheders konkurrenceevne i EU,” siger Jørgen Goul Andersen. 

Blandt Venstres vælgere var forskellen da heller ikke så stor. 43 procent var helt eller delvist enige i, at det er ligegyldigt for det store billede, hvad vi gør for klimaet i Danmark, mens 35 procent var helt eller delvist uenige. Konservative lå længere nede på skalaen. Her mente 51 procent, at klimahysteriet var gået over gevind, mens kun 28 procent afviste den tanke.

Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, præsenterede ellers før folketingsvalget Konservative som "blå bloks grønne parti", og partiet kom med et udspil til en ambitiøs klimalov, hvor Klimarådet skulle styrkes, og med forslag om indførelse af CO2-budgetter og grønne trepartsforhandlinger.

”Det er gået lidt op og ned for De Konservative, der nogle gange har forsøgt at profilere sig som et grønt alternativ til Venstre. Men Venstre tog også en hurtig grøn drejning op til valgkampen. Og gennemsnitligt var de konservative vælgere ikke mere grønne end Venstres ved 2019-valget på spørgsmålene om klimahysteri og om, at det er ligegyldigt, hvad vi gør i Danmark. Endda lidt mindre grønne,” siger Jørgen Goul Andersen. For Venstre og Konservative har ikke vidst, hvilket ben de skulle stå på.

”Konsekvensen blev, at den anden fløj løb med den grønne dagsorden. Det går igen, når vi spørger vælgerne, hvem der har mest troværdighed på klima- og miljøspørgsmål. Her bliver Socialdemokraterne bedømt entydigt meget bedre end de borgerlige hver eneste gang.”

Omtalte personer

Jørgen Goul Andersen

Professor, Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet, forfatter
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1977)

Kim Fausing

Koncerndirektør, Danfoss
maskiningeniør (Århus Teknikum 1987), eMBA (London 1996)

Mette Abildgaard

MF og politisk ordfører (K), formand for Statsrevisorerne
cand.soc. i offentlig forvaltning og kommunikation (Roskilde Uni. 2013)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu