Her kommer et citat, der er værd at gemme på. Det kommer fra en mand, der siger, han har ventet hele livet – eller i hvert fald lige siden Svend Aukens tid – på at blive minister for klimaet.

”Den forrige minister sagde, at han gik ind for grøn realisme, hvilket jo bare var en undskyldning for ikke at gøre noget.”

Dan Jørgensens ord faldt i et interview med Mandag Morgen, kort efter han selv var blevet minister og havde flyttet klimaet forrest i sin egen titel og øverst på dagsordenen i det ny Klima-, Energi- og Forsyningsministerium. 

Nu står den nye klimaminister med stort K midt i den vanskelige opgave at få både sit eget og sin forgængers partier med på en klimalov, der kan gøre det realistisk at reducere udledningen af drivhusgasser fra blandt andet energiforsyning, transportsektor og landbrug så meget, at samfundets samlede udledning falder med 70 procent inden 2030.

Regeringen har i forvejen givet sig selv verdens største udfordring inden for klimaomstilling. Men udfordringerne kan blive endnu større.

CEOs i DSV, KMD, Novo Nordisk og Salling Group, der nu også kan kalde sig formænd for hver deres klimapartnerskab, vil have et skarpt øje på, om hensynet til vækst og virksomheder får en plads i den nye klimalov. Og V, K og LA arbejder målrettet på at få en slags vækst-veto ind i loven, der sikrer, at løsningerne af klimakrisen hverken må koste vækst eller arbejdspladser.

Spørgsmålet er, hvad det vil betyde for klimalovens muligheder for at skabe reelle forandringer.

Væksten må gerne blive grøn, men den må ikke blive væk 

Der er stormende forelskelser. Og der er fornuftsægteskaber. Økonomiens ægtepagt med klimaet kunne ligne det sidste. Lidt som en gammel ungkarl, der omsider har ladet sig presse til at flytte sammen med klimakampen – men helst ikke vil have, at bruden laver om på hans gode liv og gamle vaner.

For lidt olie skal vi da have. Også i Nordsøen og også efter 2030. Og 2050. Flytrafikken får foreløbigt lov til at flyve under radaren. Afbrændingen af træ i tusind-tonsvis på biomasseværkerne kan vi ikke leve uden. I hvert fald ikke de næste par årtier.

Vi kan nå langt – virkelig langt – med ny teknologi, innovative løsninger og erhvervsledere, der er mere parate til at gå konstruktivt ind i klimakampen end i noget andet land på kloden. Vi kan vækste på utrolig mange måder, der ikke udleder et gram mere CO₂, men tværtimod opfylder både målet om at redde klimaet og konkurrenceevnen på én gang.

Alene det, at både politikere, erhvervsliv, befolkning og pensionskasser nu løber efter det samme mål, har givet os en fantastisk banefordel. På den måde er vi allerede hele verdens lysende fakkel i det dystopisk dunkle klimalandskab. Og måske kan vi i fremtiden også virkelig blive hele verdens bevis for, at det kan lade sig gøre.

Men hvad nu, hvis humlebien ikke kommer op at flyve – eller måske har lidt startproblemer? Er det så klimamålene eller vækstmålene, der må vige?

I det udspil til en klimalov, der for nylig blev lækket til Politiken, er der indlagt en blød landing til politikerne: ’Følg eller forklar’ kaldes princippet. Enten følger klimaministeren klimamålene – eller også forklarer han, hvorfor det ikke er sket. En sandsynlig god forklaring fra ministeren kunne blive, at hensynet til vækst og arbejdspladser kom på tværs.

Og sådan kan verden jo gå sin næsten vante gang – i hvert fald, indtil klimaet laver om på den for os. Mere bindende forestiller klimaministeren sig altså ikke, at den nye klimalov skal være.

En ægte grøn realisme

En anden – mere modig – position kunne være, at politikere i stedet for at installere håndbremser, kattelemme og kæppe i hjulet på klimaloven, turde sige det højt: Det kan godt koste arbejdspladser og forbrugsevne at omstille samfundet – i hvert fald, mens vi bygger vores fælles hjem om til noget, der ikke kun holder vores tid ud.

Som enhver investor ved, så koster en omstilling – især en omfattende en af slagsen – lidt på bundlinjen i de første år. Til gengæld kan en fremtidssikring tjene sig mange gange hjem på lidt længere sigt. 

Hvis ikke begrebet ’grøn realisme’ allerede var taget og udskammet af Dan Jørgensen selv, ville det være fristende at lade det være titlen på en ny klimalov, der ikke får som mål at tøjle den økonomiske vækst – men tværtimod at gøre den til en ven af den grønne omstilling.

Væksten og arbejdspladserne tilhører på lang sigt de samfund, der forstår at omstille sig. Jo før, jo bedre. Og kan vi nå at smitte andre med det, er der også håb for resten af verden. Men det er ikke sikkert, at den korte bane bliver belagt med forbrugsvækst og jobfest.

Tænk, hvis Dan Jørgensen fandt modet til at sige det højt. Det ville være ægte grøn realisme.

En klimalov, der ikke må gøre ondt

Om et eventuelt vækst-veto i klimaloven vil fremme en sund symbiose mellem vækst og klima eller virke som en kæp i hjulet på nødvendige forandringer af samfundet, kan kun fremtiden vise. Men fortidens succes med at regulere forurening kunne måske rumme noget af svaret.

Når vi i dag har nogle af verdens mest bæredygtige virksomheder, så skyldes det blandt andet, at politikere gennem tiden har turdet tro på, at skrappe miljøkrav i længden er en fordel for konkurrenceevnen, selv hvis det koster arbejdspladser på kort sigt.

Hvordan mon vores drikkevand ville smage og lugte, hvis politikerne dengang havde udelukket sig selv fra at gribe ind over for forurening af vores grundvand, fordi det skadede landbrugets konkurrenceevne? Eller hvis der fandtes en klausul i miljølovgivningen om, at myndighederne kun måtte gribe ind over for Cheminovas forurening, hvis det ikke kunne gøre kemikalievirksomheden mindre konkurrencedygtig over for konkurrenter i lande, hvor miljøkravene er mindre skrappe.    

Selvom grøn vækst og klimamål et langt stykke hen ad vejen kan gå hånd i hånd, så er det næppe helt uden udfordringer at lade klimalovens bid afhænge af, om det gør ondt på væksten – i hvert fald på kort sigt. Den sandhed kommer politikerne til at forholde sig til før eller siden.

Konkurrence om nødvendighedens politik

De ideologiske kampe om, hvorvidt det er vækstmål eller klimamål der skal være det styrende imperativ for samfundet, udspilles på mange planer. Mens de borgerlige partier håber på at bygge økonomistyring ind i klimaloven, så argumenterer venstrefløjen til gengæld for, at den økonomiske styring af samfundet trænger til lidt elastik.

Budgetloven, der sætter grænser for statens underskud, har fungeret som den økonomiske tyngdelov i dansk politik, siden Corydon indførte den i 2012. Men flere økonomer og politikere på venstrefløjen ser den i stigende grad som en forhindring for nødvendige investeringer i krisetider, ligesom borgmestre af alle kulører anser den som en unødvendigt ufleksibel spændetrøje. Står det til regeringens støttepartier, skal loftet hæves, så Danmark ligesom andre EU-lande kan gå helt til kanten af finanspagtens rammer og leve med strukturelle underskud på op til en hel procent af BNP.  

Begge diskussioner taler ind i en vanskelig afvejning mellem et nødvendigt hensyn til økonomien og en ny slags nødvendighedens politik, der handler om klimaet og mere bløde mål om borgernes trivsel.  

Regeringens drøm er, at de to hensyn kan gå hånd i hånd.

Lykkes den mission, har det store perspektiver. Både for klimaet og den danske økonomi på lang sigt. Drømmen er, at den danske vej kan sælges som systemeksport til andre lande, der lige nu leder efter præcis den gyldne recept, som kan kombinere fortsat vækst i velfærd og økonomi med omstillingen til en mere bæredygtig fremtid. Der er med andre ord meget at vinde.

Skal klimaloven understøtte eller begrænse vækst?

Selvom klimaet har fået et nyt momentum, så er det først med klimaloven, at hensynet til den grønne omstilling kan få institutionel opbakning til at blive en styrende faktor på tværs af politikområder. Det er i hvert fald håbet på den rød-grønne fløj.

Her drømmer man om, at klimaloven – på samme måde som budgetloven – skal kunne hacke alle andre love og sætte en absolut grænse for CO₂-udledningen. En situation, som V, K og LA vil gå langt for at undgå. Logikken i blå lejr er, at der slet ikke bliver nogen grøn omstilling uden grøn vækst. Derfor skal væksten skrives ind i klimaloven. Det er simpelthen forudsætningen for, at loven kan opfylde sit formål, lyder logikken her.

Overfører man samme tankegang til budgetloven, kan man måske forstå, hvorfor opstandelsen er så stor til venstre for midten ved tanken om en klimalov med vækst-veto. Set med venstrefløjens briller svarer det nogenlunde til, at budgetloven blev gjort afhængig af, at loftet over samfundets udgifter ikke skadede velfærden. Sådan en klausul ville hurtigt undergrave hele budgetlovens formål. På samme måde frygter venstrefløjen, at klimalovens effekt vil udhules og undergraves, hvis den kun er bindende, så længe den ikke skader væksten – som loven i deres øjne netop er sat til at tøjle.

Den nye klimaminister står med et ben i hver lejr. Kan han skræve over dem begge og skaffe voldsomme klimareduktioner og stabil vækst på en og samme tid, så vil han skrive ikke bare danmarkshistorie, men også skabe nyt håb for resten af verden. Men det er højt spil, for som regeringens selv bliver ved med at gentage: Vi ved endnu ikke selv, hvordan det skal lykkes.