Usikkerheden om valget af formand for Kommunernes Landsforening kan blive yderligere et led i svækkelsen af den engang så magtfulde organisation. Lederkrisen finder nemlig sted på et tidspunkt, hvor det kommunale demokratis fremtidige rolle er yderst usikker. På den ene side vil centraladministrationen gerne have mere hånd i hanke med kommunernes velfærdsservice. På den anden side decentraliseres flere og flere opgaver helt ud til de enkelte institutioner og fælleskommunale institutioner. Markedsgørelsen vinder indpas på stadig flere velfærdsområder, og det tømmer gradvis det kommunale demokrati for indhold. I den situation kunne lokalpolitikken få nyt liv, hvis den kom til at handle om målsætninger og kvalitetsnormer for velfærdsproduktionen. Men det vil forudsætte, at KLs politiske ledelse bliver stærk og offensiv, og det tyder den hidtidige uro og ubeslutsomhed ikke på, skriver Mandag Morgen i en vurdering af fremtidsudsigterne for landets kommuner og deres organisation. Begge parter står ved starten af 1998 foran deres måske mest afgørende valgperiode.