Klynk eller konkurrencekultur?

Forskellen mellem fiktion og virkelighed var hårfin i den forløbne uge.

Danskerne havde knap nok fordøjet det første afsnit af Forbrydelsen III, hvor det store familieejede selskab “Zealand” truede med at flytte ud, før Danfoss’ topchef, Niels B. Christiansen, i Mandag Morgen advarede om, at industriproduktionen måske er flyttet ud af landet om ti år. 

Det er altså ikke bare fiktion. For nogle virksomheder er det den barske virkelighed, at deres innovationskraft, teknologiske fornyelse, organisatoriske agilitet, intelligente løsninger og ledelsesmæssige evner ikke længere giver tilstrækkeligt store fordele i den globale konkurrence, når hjemnationen er Danmark.

Siden 2000 er den danske lønkonkurrenceevne forringet med 20-30 pct. i forhold til vores nabolande. Vi har tabt eksportmarkedsandele på samme niveau. ?Væksten på hjemmemarkedet har været verdens svageste, kun stærkere end Italiens. Og produktivitetsvæksten har siden systemskiftet i 2001 hørt til de allerringeste i den vestlige verden.

De barske realiteter, der kan læses ud af den konkurrenceevneredegørelse, som regeringen offentliggjorde her forleden, var i tirsdags hovedemnet på DI’s årsmøde. Den provokerende og alarmerende advarsel fra Danfoss var på alles læber, og Venstres finansordfører, Peter Christensen, benyttede den til at strække armen frem til et blåt finanslovsforlig med regeringen.

Skruen uden ende

Det er godt, hvis politikerne kan lægge de taktiske manøvrer til side og lave et langsigtet nationalt kompromis, der gør noget seriøst ved samfundets største udfordringer.

Men hvor alvorlig er situationen egentlig? På nogle erhvervsledere lyder det, som om NOx-afgifter og fedtafgifter er hovedproblemet. Og DI’s adm. direktør, Karsten Dybvad, mener, at politikerne hvert år skal sænke de mest skadelige skatter og afgifter med 4-5 milliarder kr. frem mod 2020. Skruen af krav har ingen ende.

En marketingekspert udtalte forleden, at der er tale om guerillametoder fra erhvervslivet, idet de konstant truer politikerne med at flytte flere arbejdspladser ud af landet. Og der er noget om snakken.

Det virkede nærmest kunstigt, da Karsten Dybvad fra talerstolen på den ene side hilste statsministerens udmelding om ikke at lægge nye afgifter på erhvervslivet velkommen og så i samme åndedrag sagde, at “vi er nu presset så langt ud, at vi bliver nødt til at reducere omkostningerne”.

Undskyld, hvorfor skal vi have ondt af virksomhederne på det punkt? Naturligvis bør virksomhedsledere reducere omkostningerne eller finde nye veje til mere værditilvækst, hvis deres virksomhed er under pres. Det burde være elementært.

Hvem vil påtage sig et ansvar?

Er det politikernes skyld, at lønkonkurrenceevnen i det sidste årti er forringet så kraftigt? At produktivitetsvæksten er stagneret? At investeringerne i nye teknologier er haltet bagefter udlandet, og at under halvdelen af de danske virksomheder er innovative?

[quote align="right" author=""]Undskyld, hvorfor skal vi have ondt af virksomhederne på det punkt? Naturligvis bør virksomhedsledere reducere omkostningerne eller finde nye veje til mere værditilvækst, hvis deres virksomhed er under pres. Det burde være elementært.[/quote]

Nej, det er i første række erhvervsledernes ansvar at gøre noget ved disse forhold og dermed bidrage til at genskabe den strukturelle konkurrenceevne. Fagbevægelsens ledere kan godt bidrage noget mere, men i sidste instans må erhvervslederne holde op med at klynke og selv tage ansvar for at få deres virksomheder op i gear, presse medarbejderne til at yde en større indsats, sætte turbo på innovationen, investere i nye teknologier og omlægge organisationen, så produktiviteten igen bliver i verdensklasse.

Niels B. Christiansen fra Danfoss er et godt eksempel på, at dygtig ledelse og et klart fokus faktisk kan skabe milliardresultater – også i Danmark. Det samme har Lars Rebien Sørensen i Novo Nordisk bevist til fulde. Og det var forfriskende at høre Linaks adm. direktør, Bent Jensen, sige på årsmødet, at det faktisk godt kan lade sig gøre at konkurrere og producere i Danmark. “Vi må give op, hvis man kun taler om pris, pris og pris. Så kan det ikke lade sig gøre at producere i Danmark. Derfor handler det om at være innovative og være meget tæt på kunderne,” sagde han.

Måske er Danmarks problem ikke bare, at vi mangler politisk lederskab, men også at vi mangler flere dygtige erhvervsledere, der i stedet for at kæmpe for den næste bonusordning, en endnu mere lukrativ fratrædelsesordning og en højere løn begynder at tage deres ledelsesansvar så alvorligt, at de gør virksomheden i stand til at konkurrere fra Danmark på trods af de skrappe rammevilkår?

Det er måske lidt hårdt sagt, for der er mange dygtige erhvervsledere i Danmark. Men der er også en del, der ikke performer godt nok.

Udfordringen til den danske model

I Danmark har vi udviklet en samfundsmodel, hvor høje skatter og afgifter har garanteret et højt socialt sikringsniveau, der har muliggjort en i vestlig sammenhæng meget høj grad af fleksibilitet og jobmobilitet på arbejdsmarkedet. Samtidig har det givet plads til at investere i ny infrastruktur, udvikling af effektive institutioner, bedre miljøforhold, uddannelser og forskning. Dette institutionelle særpræg er hovedårsagen til, at Danmark i mange år har rangeret højt i internationale sammenligninger af nationernes konkurrenceevne.

De historiske præstationer må dog ikke blive en sovepude. Vi har nærmest haft ti års nulvækst, og vi er rykket adskillige pladser ned på ranglisterne.

Der er mange strukturelle udfordringer for den danske konkurrenceevne, som politikere, erhvervsledere og fagbevægelsen har et fælles ansvar for at være med til at løfte.

Her er til en start ti udfordringer, som man burde gå i gang med at løse:

1. Nedslidte og overfyldte veje,
2. for få fiberoptiske netværk og for lav informationsteknologisk hastighed,
3. for ringe faglige præstationer i uddannelsessystemet fra folkeskoler til universiteter,
4. for lidt innovationskraft blandt elever og studerende,
5. for ringe produktivitetsvækst,
6. for lille ressourceeffektivitet,
7. for lidt innovation i de små og mellemstore virksomheder,
8. for lidt konkurrence i detailhandelen og deraf følgende høje forbrugeromkostninger,
9. for lav produktivitet og for meget bureaukrati i den offentlige sektor,
10. for rigide udlændingeregler, der bl.a. presser udenlandske ph.d.ere ud af landet.

På disse 10 felter – og mange flere – skal Danmark i de kommende år tage et tigerspring fremad, hvis vi igen skal genoprette konkurrenceevnen.

Et sted at starte for politikerne – hvor det ikke behøver at koste ekstra penge – kunne være, at invitere borgerne og medarbejderne til at genopfinde den danske velfærdsmodel, så man gennem innovation, afbureuakratiseringer, digitale serviceløsninger og myndiggørelse af borgere og medarbejdere skaber bedre velfærd for færre penge.

Den nye konkurrencemodel

Det er ekstremt forsimplet blot at tænke i kortsigtede omkostninger. Og det er for nemt, når erhvervslivet konstant henviser til lønninger og skatteniveau. Hvis Danmark skal konkurrere på lavere lønninger og lavere priser, ender vi alle sammen med at blive fattigere.

Den forsimplede politisk-økonomiske diskurs, der dominerer for øjeblikket, viser, at man ikke har forstået ret meget af, hvad Harvard-professor Michael E. Porter har påpeget i sit store værk om nationernes konkurrenceevne.

NOx’erne er f.eks. ekstremt forurenende og skader danskernes helbred, med høje miljø- og sundhedsomkostninger til følge. Derfor kan det være samfundsmæssigt gavnligt via højere afgifter at presse dem ud af markedet. Og hvis de danske virksomheder udfaser NOx’erne før andre nationer, vil de have et konkurrencemæssigt forspring, når disse nationer når til samme erkendelse. Danfoss og Grundfos havde ikke vokset sig til store succesrige koncerner, hvis ikke danske politikere tidligt havde stillet skrappere energikrav end i andre nationer.

Der kan isoleret set være gode argumenter for at konvertere nogle milliarder af gamle forældede erhvervsstøtteordninger til f.eks. en markant lavere selskabsskat i en verden, hvor denne form for skat bliver stadig mere udhulet. Men der skal mere til at styrke en nations konkurrencekraft på langt sigt.

Det er netop på evnen til at konkurrere på trods af høje omkostninger, skrappe miljøkrav og høje forbrugerkrav, at verdens mest innovative nationer vinder i den globale konkurrence.

I stedet for at stræbe efter de ekstraordinære præstationer er vi måske ved at udvikle en klynkekultur, hvor det er nemmere at brokke sig over de forhindringer, man møder, end at fokusere på, hvad man selv kan gøre for at finde nye innovative løsninger og veje ud af krisen.

Dybest set handler det om, hvilket samfund vi vil bygge i Danmark. I klynkesamfundet har man ondt af sig selv og fortæller hele tiden omverdenen, at man har det virkelig hårdt. Man bilder sig selv og andre ind, at problemerne altid skyldes de andres gerninger.

Det er på høje tid at få brudt denne ondartede og nedslidende spiral, så man kan samle kræfterne om at skabe et konkurrencesamfund. Erhvervslederne kan gå i gang allerede i deres egne virksomheder med det, de selv har indflydelse på. Politikerne må på Christiansborg tage fat på opgaven allerede i finansloven.

Sværere behøver det ikke at være.