Knald eller fald G20-topmøde kan udløse voldsomme aktiekursfald Hvis ikke G20-topmødet den 2. april kommer med en overbevisende plan for stabilisering af finanssektoren, fjerner giftige banklån og laver økonomiske reformer, kan det føre til en nedsmeltning på markedet med voldsomme aktiekursfald på mellem 30-40 pct. til følge. Det vurderer en række af verdens førende økonomer, som Mandag Morgen har talt med. “Mit hovedscenarie er, at Standard & Poor’s-indekset skal falde fra de nuværende 800 til 4-500, før vi har ramt en bund, ” siger James Montier fra Société Générale, der heller ikke vil afvise statsbankerot i et EU-land. Underdirektør i OECD, Adrian Blundell-Wignall, advarer om, at “bomberne ligger der stadig. Før vi finder en holdbar løsning, kan man ikke afhænde uden forfærdelige tab”.