Lad os skrue tiden nogle år frem til en ikke så fjern fremtid.

Vi befinder os i en stor fabrikshal i Herning. Her bliver der fremstillet og monteret tunge stålkonstruktioner. Der bliver både arbejdet med stål og aluminium. Alle typer af klassisk smedearbejde. Der er bare en lille ting.

Der er ingen mennesker i fabrikshallen.

For få år siden var der 30 ansatte. Nu er der 10. Og de arbejder primært med salg og administration. Og fabrikken har aldrig haft så stor en omsætning. Takket været nye robotter og en fuld automatisering af produktionen.

Sådan er det også andre steder i Herning. I Jylland. I Danmark. Ja, i hele verden. Millioner af job er forsvundet gennem årene og er erstattet af nogle helt nye, som ingen havde forudset for bare få årtier siden.

Konsulentkoncernen McKinsey Global Institute forudser i en ny analyse, at næsten halvdelen af alt det arbejde, vi udfører i dag, kan automatiseres inden år 2055. Og muligvis allerede fra 2035, hvis vi ikke bliver alt for teknologiforskrækkede.

Det er ikke bare i industrien. Det er stort set alle brancher. Lige fra svejsere og anlægsarbejdere til modedesignere, advokater og administrerende direktører.

Det er i dette lys, at man skal læse industrien nye 3-årige overenskomster. De 230.000 ansatte på ca. 6.000 virksomheder får ”et historisk højt” uddannelsesløft. Lønmodtagerne skal klædes bedre på fagligt, så de er rustet til fremtidens digitale og automatiserede arbejdsmarked. Industrien afsætter 200 millioner kr. de kommende tre år til uddannelse.

Pengene skal bruges til at gøre tusindvis af ufaglærte til faglærte arbejdere, videreuddanne faglærte og funktionærer samt løfte folk med læse- og skrivevanskeligheder. Aftalen forventes nu at sprede sig til de andre overenskomstforhandlinger.

Aftalen er da også blevet nærlæst med stor interesse af adm. direktør Stina Vrang Elias fra tænketanken DEA. For hun er samtidig formand for regeringens ekspertudvalg, der i disse uger og måneder er i fuld gang med at støbe kuglerne til fremtidens voksen-, efter- og videreuddannelsessystem i Danmark.

”Den nye aftale har ikke gjort vores opgave mindre vigtig. Tværtimod. Det har aldrig været vigtigere at designe et moderne system, som er enkelt og simpelt at bruge for både for den enkelte arbejdstager og for virksomhederne. Men det er en kompleks opgave med mange forskellige målgrupper med tilsvarende forskellige udfordringer i forhold til at videre- og efteruddanne sig,” siger Stina Vrang Elias.

Eksperternes endelige rapport forventes færdig til maj. Deres anbefalinger kommer til at blive fundamentet for de kommende trepartsforhandlinger mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter om kompetencer og uddannelse.

Penge er ikke problemet

Det er da også svært at finde eksperter i dette land, der bagatelliserer det danske efteruddannelsessystem.

Det er godt for de enkelte lønmodtagere, da de bevarer deres arbejdsmarkedskompetencer. Det er godt for virksomhederne, da de bevarer deres konkurrenceevne. Og det er godt for samfundet, da det øger værdiskabelsen.

Men sidste weekends aftaler om de 200 millioner kr. er også med til at afdække en række skavanker i det nuværende voksen- og efteruddannelsessystem.

Der er mange, der skal deles om pengene. Deler man f.eks. rent teoretisk pengene ud til alle 230.000 lønmodtagere, svarer det til, at hver enkelt får ca. 80 øre om dagen til uddannelse i tre år. Det får man ikke meget uddannelse for.

Pengene kommer fra Industriens Kompetenceudviklingsfond. Fonden får sine penge fra virksomhederne. De betaler 520 kr. om året per medarbejder. Men hvor mange penge der ligger ubrugt i denne fond, og hvor mange penge der årligt bliver udbetalt fra fonden til uddannelse, ved kun få mennesker. Parterne har besluttet at holde den slags oplysninger hemmelige.

Det er de ikke alene om. Sådan er det også med talrige andre kompetencefonde. Her sidder parterne også tungt på oplysningerne. Og i takt med at uddannelseskøen bliver kortere, hober de ubrugte penge sig op.

3F’s formand Per Christensen håber, at den nye overenskomstaftale mellem CO-industri og DI kan åbne mere for pengekasserne. Han betegner aftalen ”som et markant signal fra begge parter om, at virksomheder og medarbejdere skal optrappe brugen af kompetencefonde – nu med fuld lønkompensation – og hellere i dag, end i morgen,” siger han.

”Det er på høje tid, at virksomhederne påtager sig medansvar for at sikre tilstrækkeligt udbud af kvalificerede medarbejdere. Hver anden virksomhed har i dag ikke en plan for efteruddannelse af deres medarbejdere,” siger Per Christensen.

Måske bliver der kastet mere lys over sagen, når regeringens ekspertudvalg kommer med sin rapport til maj. Det omfattende hemmelighedskræmmeri om kompetencefondene var i hvert fald årsag til, at forskningsleder Jørgen Søndergaard fra SFI – Det Nationale Center for Velfærd – smækkede med døren, da han i januar højst usædvanligt trak sig som formand for ekspertudvalget og overlod jobbet til Stina Vrang Elias.

For arbejdsmarkedets parter ville heller ikke udlevere oplysninger om deres kompetencefonde til regeringens ekspertudvalg. Og så følte Jørgen Søndergaard, at han ikke kunne lave sit arbejde godt nok.

Nu har parterne ganske vist lovet, at de gerne vil åbne mere for arkiverne, så snart overenskomstforhandlingerne er afsluttede. Men hvor meget de reelt vil lægge frem, kan kun fremtiden vise.

Milliarder hober sig op

De mange ubrugte midler til efteruddannelse får arbejdsgiverne til at slå i bordet. De kræver pengene retur til virksomhederne. For mens universiteter, professionshøjskoler og andre uddannelsesinstitutioner skal spænde livremmen ind, samler milliarder af kroner til uddannelse blot støv på en konto i Undervisningsministeriet.

Virksomhedernes brug af AMU er faldet drastisk de senere år, mens staten fortsat har opkrævet penge af virksomhederne til efteruddannelse. Og derfor er der nu hobet 2,6 milliarder kr. op, som ikke bliver brugt til formålet.

”Vi mener, at det er virksomhedernes penge. Derfor skal vi finde en løsning, der sikrer, at VEU-opsparingen, som de private virksomheder har til gode fra staten, bliver ført tilbage virksomhederne. Vi skal også sikre, at virksomhederne fremover ikke betaler for meget. Derfor skal vi lave en omlægning af opkrævningen af disse penge, så vi i højere grad betaler efter regning,” siger DA’s uddannelses- og integrationschef Jannik Bay.

De ubrugte milliarder af kroner til uddannelse kan tyde på, at det ikke er mangel på penge, der er den største udfordring ved det danske efteruddannelsessystem.

Det er måske snarere manglende motivation hos mange lønmodtagere – specielt blandt ufaglærte med allerstørst behov – for at komme på skolebænken. Det kan også hænge sammen med, at mulighederne ganske enkelt ikke matcher de behov, som virksomhederne og medarbejderne efterspørger. Som Jannik Bay fra DA udtrykker det:

”Vi har en række meldinger fra virksomheder, som oplever, at AMU-systemet er for ufleksibelt og bureaukratisk. Der er behov for at sikre, at systemet tager mere udgangspunkt i virksomhedernes behov. Det kan f.eks. være i form af mere virksomhedstilpassede kurser, undervisning afholdt ude på virksomhederne og mere fleksible rammer for kurser afholdt uden for den formelle arbejdstid,” siger Jannik Bay .

Nogle er mere udsatte end andre

De kommende uger vil vise, hvor meget uddannelse kommer til at vægte i de nye overenskomster på det private område.

Men lønmodtagere i nogle brancher er mere udsatte end andre for at blive ofre for den øgede automatisering af arbejdsmarkedet. Det viser den nye analyse fra McKinsey. Danmark indgår ganske vist ikke i analysen. Men det gør sammenlignelige lande som Sverige og Norge. Knap halvdelen af alle job i Sverige – 46 pct. – har potentiale til at blive automatiseret inden 2055. I Norge er det 42 pct.

Specielt ansatte inden for fremstillingsvirksomheder, sundhed og omsorg samt detailbranchen bliver hårdt ramt af automatiseringen. Og intet tyder på, at det vil blive meget anderledes i Danmark. Se figur 1.

Det behøver ikke nødvendigvis at føre til massearbejdsløshed. Rapporten forudser, at den galopperende automatisering vil medføre en global vækst i produktiviteten på 0,8-1,4 procent årligt.

Ligesom skiftet fra landbrug til industri i det 20. århundrede førte til oprettelsen af nye job, vil skiftet til automatisering også åbne muligheder for nye arbejdspladser for masser af mennesker. Der vil blive skabt nye job, som ikke er opfundet i dag.

Det er også værd at huske på, at der hvert år forsvinder omkring 200.000 job i Danmark. Sådan har det været i mange år. Nogle job forsvinder, fordi robotter eller anden ny teknologi dukker op på fabrikkerne. Nogle job bliver flyttet til Kina eller andre lande. Men heldigvis dukker nye job op. Og bortset fra de ”sorte” år under krisen, bliver der netto hvert eneste år skabt flere job på det danske arbejdsmarked.

Men skal den denne udvikling fortsætte i en tid med stigende global konkurrence, forudsætter det, at folk har de nødvendige kompetencer, og at Danmark får et mere effektivt voksen- og efteruddannelsessystem.