Borgerne og erhvervslivet bliver nu tabere i et magtspil omkring forvaltningen af sygehusene i hovedstaden. Efter at regeringen tilsyneladende har droppet planerne om en hovedstadsreform, bliver det så godt som umuligt at få gang i det i forvejen meget anstrengte samarbejde mellem Hovedstadens Sygehusfælleskab og sygehusene i Københavns Amt. Situationen nærmer sig det groteske. Det fremgår af vurderinger fra en række centrale aktører i sygehuspolitikken. Formanden for Sundhedskartellet, Jette Søe, kalder samarbejdet mellem H:S og sygehusene i Københavns Amt for en “stillingskrig”, og hun beklager “det enorme spild af ressourcer”. Direktøren for Den Almindelige Danske Lægeforening, Jørgen Funder, mener, at det bliver umuligt for regeringen at overtale de lokale politikere til at afgive specialer og lave en mere intelligent fordeling af opgaverne. Perspektiverne er alvorlige. Ikke alene går borgerne i hovedstaden glip af en bedre kvalitet i behandlingerne. Planerne for etablering af et internationalt medico-industrielt kraftcenter i Øresundsregionen risikerer også at blive afsporet.