Danisco skal have presset nyindkøbte Cultors indtjening et godt stykke op over 600 millioner kr. om året, før den danske virksomheds aktionærer kan begynde at nyde godt af overtagelsen. Der bliver tale om en kraftanstrengelse set i lyset af Cultors seneste resultat på 84 millioner kr. samt beskedne udsigter for flere af Cultors produktområder. Udgiften til finansieringen af købet til 9,5 milliarder kr. beløber sig ifølge Ugebrevets beregninger til 650 millioner kr. i årlige goodwill-afskrivninger og rentebetalinger efter skat. Overtagelsen har delt aktieanalytikerne i to lejre. Men ifølge flere analytikere er det endnu umuligt at vurdere, om Danisco betalt for høj en pris for den kriseramte finske virksomhed, der blev købt for 5 milliarder kr. over markedsværdien. Forventningerne til indtjeningen de næste to år blev imidlertid allerede justeret ned i sidste uge. Daniscos aktiekurs har i ugens løb ligget stille eller faldet en smule. Cultors kurs er til gengæld røget i vejret.