Hvad kommer efter velfærdsstaten?

”Regeringens største opgave bliver at forny velfærdssamfundet. Realiteten er, at velfærdssamfundet i sin nuværende udformning har overlevet sig selv – overhalet af opgaver, det ikke er gearet til at løse. Det forudsætter et opgør med en række tabuer og myter om, hvordan et velfærdssamfund skal fungere og finansieres. Det skal ske igennem en række reformer, der skal forløse sektorens egne kreativitets- og produktivitetsreserver. Det betyder afvikling af et forholdsvis stift og politisk styret system til fordel for en model, der slipper velfærden løs over for borgerne – og samtidig åbner for helt nye alliancer mellem offentlig og privat sektor. Det er kort fortalt den udfordring og de muligheder, velfærdssamfundet konfronteres med.”

Ovennævnte formulering er absolut ingen nyhed. Den kan tværtimod fejre 20-års jubilæum i år. Den stod som konklusionen på notatet ”Slip velfærden løs”, som Mandag Morgen offentliggjorde i oktober 1994.

Den bagvedliggende tænkning gik igen i en række andre publikationer, ”Velfærdsalliancen”, ”Fremtidens krav til offentlige ledere”, ”Fra forsørgerkultur til udviklingskultur” m.fl., og en række konferencer og workshops. De havde alle til fælles at drøfte en fornyelse af en velfærdsmodel, der helt forudsigeligt skulle gentænkes. Det billede tegnede sig meget klart i Mandag Morgens krystalkugle.

En forudsigelig udvikling

Dagens udgave af Mandag Morgen illustrerer, at forudsigelsen var korrekt. Velfærdsstaten, som vi kender den, er under afvikling – og har været det gennem en årrække. Det er den konklusion og det perspektiv, der kan trækkes ud af Mandag Morgens Velfærdspanel, som omfatter toneangivende ledere og medarbejdere i den danske velfærdssektor.

87 pct. forventer, at de danske velfærdsydelser om ti år vil blive langt mere behovsrettede end i dag. Det gælder bl.a. børnecheck, hjemmehjælp m.v. En række eksperter ser det som et opgør med den universelle model.

[quote align="right" author=""]Billedet står nu så klart, og eksemplerne er så mange, at det er naturligt og nødvendigt at tage en fundamental debat om, hvad der kommer efter velfærdsstaten i dens klassiske udformning.[/quote]

Det er ikke en pludseligt opstået udvikling. Velfærdsledere har i tidligere undersøgelser udmalet samme perspektiv. Og Mandag Morgen forudsagde det som sagt for 20 år siden. Men billedet står nu så klart, og eksemplerne er så mange, at det er naturligt og nødvendigt at tage en fundamental debat om, hvad der kommer efter velfærdsstaten i dens klassiske udformning.

Opgøret med den gamle velfærdsmodel er ikke et fravalg af en stærk og effektiv offentlig sektor eller af et velfungerende statsapparat. Det er et tilvalg af et system, der er tilpasset en ny økonomisk, demografisk og teknologisk virkelighed – en virkelighed, hvor borgerne og civilsamfundet spiller en langt mere aktiv rolle.

Alene teknologien betyder, at borgerne i langt højere grad både har mulighed for og en egeninteresse i at være selvhjulpne. Sundheds- og plejesektoren er kun ét eksempel blandt flere.

Behov for en ny vision

Lægges alle de ændrede forudsætninger sammen, understreger de behovet for en ny velfærdsvision. Professor Ove Kaj Pedersen har med ”Konkurrencestaten” givet sit spændende bud på livet efter velfærdssamfundet. Velfærdspanelets udmeldinger kan også opfattes som en efterspørgsel efter en ny model. Ét er at afvise det hidtidige og antyde nogle mulige alternativer. Et andet, og nok så vigtigt, er at konkretisere, hvad dette alternativ kunne bestå af.

Velfærdsstaten har igennem årtier været et af de stærkeste træk i danskernes fælles identitet – på godt og ondt. Et effektivt velfærdssystem har også været en vigtigt, men overset, konkurrenceparameter og er utvivlsomt en del af forklaringen på, at de nordiske økonomier har været så modstandsdygtige over for økonomiske kriser.

Vi har altså at gøre med nogle helt fundamentale elementer i vores selvforståelse såvel som vores konkurrenceevne. Når de udfordres, må vi nødvendigvis udvikle effektive og troværdige svar. Danmark har tradition for at nedsætte kommissioner og udvalg til at håndtere og undersøge nye udfordringer. Den metode har både styrker og svagheder – hvad erfaringerne da også viser. Men det ændrer ikke ved, at der netop nu kunne være behov for et samlet perspektiv på, hvordan velfærdssamfundet kan omstilles til en ny virkelighed – et initiativ, der satte sig for at nytænke velfærdsmodellen.

Der er hårdt brug for et velargumenteret input til debatten. Det kunne komme fra en kreds af uafhængige nøglepersoner fra alle dele af samfundet – gerne med inspiration fra udenlandske iagttagere – som havde til opgave at tegne billedet af velfærdssamfundets næste naturlige udviklingstrin.

Et ambitiøst projekt

Kort før jul blev der præsenteret et spændende projekt, der under titlen DK2050 skal opstille scenarier for, hvordan vi kommer til at bo og leve i byerne i 2050.

Bag ideen står ti kommuner, fire ministerier, to regioner, flere private virksomheder og ikke mindst Realdania. Processen drives af Dansk Arkitektur Center, og der er næppe tvivl om, at resultatet bliver et kreativt indslag i debatten om Danmarks mulige udvikling.

Danmark har gode erfaringer med at kortlægge mulige tendenser for at finpudse omstillingsberedskabet. Men med al respekt for dette og lignende projekter ville det være mindst lige så indlysende og nærliggende at udvikle en vision og en plan for, hvordan hele krumtappen i det danske samfundsmaskineri kunne udvikles inden for den næste halve snes år. Ikke som en uforpligtende vision, men som et projekt, der med afsæt i den erkendte virkelighed pejlede sig ind på, hvordan det nuværende velfærdssamfund kan opgraderes eller omformes, så det i 2025 fremstår som et eksempel på en vellykket offensiv transformation af en samfundsmodel.

[quote align="left" author=""]Vi har at gøre med nogle helt fundamentale elementer i vores selvforståelse såvel som vores konkurrenceevne. Når de udfordres, må vi nødvendigvis udvikle effektive og troværdige svar.[/quote]

Ikke mange andre lande – bortset fra de øvrige nordiske – har samme forudsætninger for at realisere en sådan vision. Det skyldes den omstændighed, at vi er et af verdens mest tillidsfulde folk med en dyb tradition for tværgående samarbejde.

Et hurtigt blik på de omvæltninger, der sker i store dele af verden, og de fremtidige udfordringer, der er beskrevet i den netop udkomne udgave af Global Risk Report, er der ingen tvivl om, at effektive, socialt stabile samfundssystemer bliver en afgørende konkurrenceparameter i fremtiden.

Afvikling eller tilpasning?

Det er bl.a. ud fra disse indlysende omstændigheder, at vi skylder os selv – og den velfærdsmodel, der har kittet danskerne sammen igennem årtier – at søsætte et Velfærd2025. Det vil sige skabe et fælles og højt kvalificeret reference- og omdrejningspunkt for, hvad vi vil med velfærdssamfundet inden for en kortere årrække.

Den største værdi er ikke en endelig plan eller rapport, men den debat og det fokus, der kan skabes undervejs – muligheden for at etablere et kvalificeret korrektiv til de løbende diskussioner om afskaffelsen eller reduktionen af den ene eller anden velfærdsydelse uden fælles forståelse for slutmålet: Er det er en gradvis afvikling eller nedslidning af modellen, eller er det en løbende tilpasning?

De danske velfærdsledere har med deres markante vurderinger i dagens undersøgelse åbnet for en nødvendig debat, der ikke skal fortsætte som en endeløs diskussion.

Som det fremgår af det indledende citat, har den allerede stået på i en årrække. Jo, der er sket ændringer og gennemført reformer. Men vi mangler den fælles forståelse for deres endelige mål. Det kunne være et passende svar på dagens undersøgelse.