Kommunemoral
Kommunale chefer trækkes ind i politisk rådgivning
Øger risiko for at lande i lovens gråzoner
Det var ikke kun tilfældigt, at det gik galt i Farum. Landets kommunaldirektører bliver trukket længere og længere ind i den politiske rådgivning af deres borgmestre. Det er en naturlig udvikling, men skærper samtidig kravene til kommunaldirektørerne. De kan “komme derud, hvor det er svært at komme tilbage igen, ” siger formanden for Kommunaldirektørforeningen, Jørgen Clausen, i et interview med Ugebrevet. Foreningen har haft Farumsagen oppe at vende på et hovedbestyrelsesmøde, og holdningen er klar: Det er kommunaldirektørens opgave at sikre, at de beslutninger, der tages i kommunen, er lovlige.