Kommuner i Syddanmark

Andreas BaumannTorben K. Andersen

Assens | Billund | Esbjerg | Fanø | Fredericia | Faaborg-Midtfyn | Haderslev | Kerteminde | Kolding | Langeland | Middelfart | Nordfyn | Nyborg | Odense | Svendborg | Sønderborg | Tønder | Varde | Vejen | Vejle | Ærø | Aabenraa |

Assens: En epoke kan være slut

Borgmester Finn Brunse (S) får kamp til stregen og må formentlig aflevere kæderne. Han har været borgmester i næsten 25 år – først i Tommerup Kommune i 1989 og siden i Assens. Men nu kan det være slut.

Hans største konkurrent er Venstres spidskandidat, viceborgmester Søren Steen Andersen. Men også Dansk Folkepartis Hans Bjergegaard kan komme til at få en nøglerolle.

Finn Brunse sidder i dag på 10 ud af 29 pladser. Socialdemokraterne er i valgforbund med SF og De Radikale. De tre partier har tilsammen 15 mandater i dag. Dertil kommer løsgængeren, den tidligere SF’er Malene Rye Andersen, der meldte sig ud af partiet tidligere i år. Hun stiller nu op for Enhedslisten.

Søren Steen Andersen sidder i dag på 8 pladser. Og det borgerlige valgforbund bestående af Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Centerpartiet har 13 pladser i alt.

Dansk Folkeparti, der i dag har 3 pladser, kan blive tungen på vægtskålen.

En meningsmåling, som TNS Gallup har lavet for Fyens Stiftstidende, viser, at den borgerlige fløj får 16 ud af de 29 mandater. Venstre får 10 mandater i målingen, og DF får 4.

Ny borgmester: Søren Steen Andersen (V) Usikker

Billund: Favoritten har klaret første hurdle

Ib Kristensen (V) kan godt se frem til fire år mere på borgmesterposten i Billund. Han sidder i dag på 10 ud af 25 pladser i byrådet. Og blå blok har tilsammen 15 pladser.

Han har noget usædvanligt klaret sin første forhindring. For den siddende borgmester måtte overraskende ud i en afstemning sidste år om at blive partiets spidskandidat. Den kamp vandt han med en smal sejr på 299 stemmer mod 278 til Klara Lyskjær Noer.

[graph title="Venstre får flere borgmester-poster end Socialdemokraterne." caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/484e7-syddanmark-2.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/427a2-syddanmark-2.png" text=""]Kilde: Mandag Morgen. [/graph]

Socialdemokraterne har i dag 6 pladser. Partiets spidskandidat, Gitte Ottosen, er i valgforbund med SF og De Radikale. De to partier har tilsammen 2 pladser, efter at de to tidligere SF’ere Ole Marcussen og Mads Brichstein Bay blev løsgængere. Begge stiller denne gang op for en ny tværpolitisk partiliste, Borgerlisten.

Men Ib Kristensen bliver svær at vælte.

Ny borgmester: Ib Kristensen (V) Sikker

Esbjerg: Fire år mere til Søtrup

Der var engang, da den gamle fiskerby Esbjerg var rød. Det er den ikke længere. Borgmester Johnny Søtrup (V) sidder rimelig solidt på magten med 13 ud af 31 pladser i byrådet. De Konservative og Dansk Folkeparti har 3 pladser tilsammen.

Den røde blok har været ramt af splittelse i perioden og to markante profiler har forladt deres parti. 2. viceborgmester Karin Schwartz forlod Socialdemokraterne og blev løsgænger. Hun stiller nu op for den nye lokalliste Empartiet. Knud Jager Andersen forlod SF sidste år.

Socialdemokraternes spidskandidat, John Snedker, får svært ved at tilbageerobre Esbjerg. Partiet er i valgforbund med SF, Enhedslisten og De Radikale. De fire partier går alle til valg på at sikre et nyt politisk flertal og en ny borgmester i Esbjerg.

Dansk Folkepartis frontfigur, Freddie H. Madsen, kan også komme til at få stor indflydelse. Men det tegner til at blive fire år mere til Johnny Søtrup.

Ny borgmester: Johnny Søtrup (V) Delvis sikker

Fanø: Borgmesteren mod comeback-Kjeld

Det tegner til en kamp mellem den siddende borgmester, Erik Nørreby (V), og den konservative grand old man Kjeld Nielsen.

Erik Nørreby har været borgmester siden 2006. Han sidder i dag på 4 ud af 11 pladser i byrådet. Venstres gruppe blev reduceret tidligere i år fra 5 til 4, da Erling Krog valgte at blive løsgænger og nu stiller op for Fanø-listen.

Kjeld Nielsen er 68 år og var i 16 år borgmester på Fanø. Men han trak stikket for otte år siden, da han ikke kunne få befolkningen med på at lægge øen sammen med Esbjerg Kommune. Nu har han sagt ja til at blive De Konservatives spidskandidat. Lykkes det, kan det blive en af valgets store historier. De Konservative har 2 pladser i dag. Det samme har S, mens Miljøpartiet og SF hver har en enkelt plads.

Erik Nørreby er dog stadig lille favorit.

Ny borgmester: Erik Nørreby (V) Usikker

Fredericia: Drama i Venstre

Optakten til valget i Fredericia kunne næppe have været mere dramatisk. Venstres tidligere borgmester Thomas Banke blev af mange betragtet som en stjerne på den politiske himmel. Og da han vandt valget for fire år siden og dermed brød 90 års socialdemokratisk styre, funklede stjernen endnu lysere.

Men det hele krakelerede i efteråret 2012, da det kom frem, at han var blevet afhængig af morfin efter en kompliceret tandbehandling og havde brugt kommunens kreditkort til private ærinder.

Detaljerne i sagen og det efterfølgende opgør i Venstres byrådsgruppe og bagland kan man bruge mange spaltemeter på. Men sagen endte med, at Thomas Banke nedlagde sit mandat som borgmester og samtidig trådte ud af byrådet. Siden har partifællen Kenny Bruun Olsen været hans efterfølger. Han gik dog for nylig ned med stress og blev beordret af sin læge til at holde sengen.

Hvor meget Banke-sagen kommer til at koste Venstre, er svært at spå om. Kenny Bruun Olsens chance for at vinde bliver heller ikke styrket af hans sygefravær, og han har åbent erkendt en stor intern splittelse i Venstre.

Han er oppe imod den socialdemokratiske spidskandidat, Jacob Bjerregaard, medlem af Folketinget og tidligere DSU-formand. Han fik næsten 8.000 personlige stemmer ved folketingsvalget, hvor han var stillet op i Fredericia-kredsen.

Både Venstre og Socialdemokraterne har hver 6 pladser ud af 21 i byrådet. SF har 4. Pilen peger på, at S tilbageerobrer Fredericia.

Ny borgmester: Jacob Bjerregaard (S) Usikker

Faaborg-Midtfyn: En erhvervsmand kom forbi

Det tegner til et tæt opgør mellem den erfarne borgmester, Hans Jørgensen (S), og Venstres forholdsvis ukendte spidskandidat, den selvstændige erhvervsmand Christian Thygesen.

Hans Jørgensen var i ni år borgmester i Årslev. Det lykkedes ham ved valget for fire år siden at erobre borgmesterposten fra Venstres Bo Andersen, som ikke stiller op ved valget. Hans Jørgensen har i dag 12 ud af 29 pladser i kommunalbestyrelsen. Og rød blok har i alt 16.

Den 45-årige erhvervsmand Christian Thygesen slog flere etablerede V-medlemmer af kommunalbestyrelsen i kampen om at blive spidskandidat. Han er braget ind på den politiske scene i rekordfart og kan nu gå hele vejen mod toppen. Partiet er i valgforbund med De Konservative og Dansk Folkeparti. De tre partier har tilsammen 13 pladser i dag.

En meningsmåling foretaget af Gallup for Fynske Medier viser, at Socialdemokraterne og SF bliver halveret i den nye kommunalbestyrelse. Dansk Folkeparti stormer frem, og også Enhedslisten får et rigtig godt valg.

Målingen giver 13 ud af 25 mandater til det borgerlige valgforbund mellem Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative. Liberal Alliance får ifølge målingen et enkelt mandat, og dermed er Venstres Christian Thygesen favorit til at erobre borgmesterposten.

Ny borgmester: Christian Thygesen (V) Usikker

Haderslev: Det sønderjyske El Clasico

Ligesom det klassiske fodboldopgør mellem Barcelona og Real Madrid, har Sønderjylland sit eget El Clasico. Det er kampen i Haderslev mellem Hans Peter Geil (V) og Jens Chr. Gjesing (S).

For øjeblikket er det Jens Chr. Gjesing, der sidder med borgmesterkæden. Men det kan ændre sig ved valget. Blokkene er stort set lige store. Og der skal ikke flyttes mange stemmer, før H.P. Geil kan tilbageerobre posten.
Jens Christian Gjesing var borgmester i Haderslev fra 2002 til 2007 og igen fra 2010. I perioden fra 2007 til 2009 var han viceborgmester.

H.P. Geil var borgmester i Gram fra 1990 og frem til sammenlægningen med Haderslev i 2006, og igen borgmester i den nye storkommune fra 2007 til 2009.

Socialdemokraterne har 14 pladser i dag ud af 31. SF har 2. Desuden var Slesvigsk Parti med sit ene mandat med til at sikre grundlaget for Gjesings røde flertal ved sidste valg.

Venstre har 11, mens De Konservative og Dansk Folkeparti har 3 tilsammen.

Slesvigsk Parti er i valgforbund med Kristendemokraterne og De Radikale, og det kan måske give et ekstra mandat. Spidskandidaten for det tyske mindretals parti, Uwe Jessen, kan blive den berømte tunge på vægtskålen og vil ikke på forhånd pege på en borgmesterkandidat.

Dansk Folkepartis frontfigur, Thies Mathiasen, kan også komme til at spille en hovedrolle, hvis han bevarer sine to mandater. Han holder indtil videre kortene ind til kroppen.

Det hører også med til historien, at H.P. Geil var ude i en afstemning om igen at blive spidskandidat. Han slog tre udfordrere fra sin byrådsgruppe, men kun med et lille flertal. I den afgørende valgrunde fik H.P. Geil 53 pct. af stemmerne, mens udfordreren Signe Knappe fik 47 pct.

Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten er i valgforbund. Gjesing kan håbe på, at Enhedslisten måske suger nogle af de vælgere op, som SF står til at tabe.

Venstre er i valgforbund med Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og De Konservative. Liberal Alliance stiller op med en tidligere viceborgmester i spidsen. Det er Benny Bonde, der sad som konservativt medlem i 13 år i den gamle Haderslev Kommune og nu forsøger at få et politisk comeback efter syv års pause. Han kan måske være med til at hente de afgørende stemmer til H.P. Geil. Men Jens Chr. Gjesing er favorit.

Ny borgmester: Jens Chr. Gjesing (S) Usikker

Kerteminde: Hævnens time

Det bliver skæbnens stund for Borgerlistens Sonja Rasmussen. Hvor meget vil vælgerne hævne hendes politiske stunt for fire år siden, hvor hun kuppede sig til borgmesterposten?

Svaret på det spørgsmål får vi den 19. november. Og frem til valgstederne lukker, arbejder Palle Hansborg-Sørensen (S) på at gøre comeback som borgmester.

Han var sikker på at fortsætte som borgmester i Kerteminde ved valget i 2009, da han havde fået 8 ud af 25 pladser i kommunalbestyrelsen og SF havde fået 5. Dermed var flertallet lige akkurat hjemme. Men så sprang Sonja Rasmussen (V), som i stedet kastede sin kærlighed på de 12 borgerlige politikere, som dermed fik flertallet. Sonja Rasmussen blev borgmester, ekskluderet af sit gamle parti, løsgænger og stiller nu op for Borgerlisten, som i dag sidder på 4 pladser.

Hun har været borgmester i en svær periode med bl.a. lukningen af Lindøværftet, og kuppet for fire år siden sætter stadig spor i dag.

Borgerlisten er i valgforbund med De Konservative og Venstre. De tre partier sidder i dag på 11 ud af 25 pladser. Venstres spidskandidat er Hans Luunbjerg, og De Konservatives frontfigur er Lars Ole Valsøe.

Dansk Folkeparti har 2 pladser, og partiets spidskandidat, Knud Ahrnkiel, kan få en nøglerolle i konstitueringen og måske endda snuppe borgmesterposten. Han lavede for nylig et stort budgetforlig sammen med Socialdemokraterne og SF uden om borgmesteren, Venstre og De Konservative.

Ny borgmester: Palle Hansborg-Sørensen (S) Usikker

Kolding: Rød by forbliver blå

Det lykkedes for Venstres Jørn Pedersen at bryde 47 års socialdemokratisk styre i Kolding ved sidste valg. Og meget tyder på, at han kan fortsætte fire år mere.

Venstre sidder i dag på 11 ud af 31 pladser. Partiet er i valgforbund med de øvrige borgerlige partier – De Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne. Blokken har 19 mandater sammenlagt.
Dansk Folkeparti står stærkt i Kolding. Partiet har 5 mandater og vil formentlig øge det antal ved valget. Derfor kan partiets frontfigur, Søren Rasmussen, komme til at få en nøglerolle.

Socialdemokraternes spidskandidat er Christian Haugk. Han får yderst svært ved at tilbageerobre magten, som Per Bødker Andersen (S) tabte ved sidste valg efter 24 år som borgmester.

Ny borgmester: Jørn Pedersen (V) Sikker

Langeland: Borgmesteren mod stemmeslugeren

Det tegner til et opgør mellem den siddende borgmester, Bjarne Nielsen (V), og den tidligere borgmester, Knud Gether fra Borgerlisten.

Selv om der kun er 15 medlemmer af kommunalbestyrelsen, er hele syv partier repræsenteret i dag, og der er tilmeldt fire valgforbund ved valget.

Knud Gether tabte borgmesterposten ved sidste valg, på trods af at han blev valgets helt store stemmesluger og sidder på 5 ud af de 15 pladser i kommunalbestyrelsen. Men dengang lykkedes det Bjarne Nielsen at lave en bred konstituering med de øvrige partier – Socialdemokraterne, SF, Dansk Folkeparti, De Konservative og De Radikale.

Socialdemokraternes spidskandidat er 1. viceborgmester Lisa Pihl Jensen, som næppe kommer helt til tops.
Bjarne Nielsen og Venstre er i valgforbund med De Konservative og Dansk Folkeparti. De tre partier sidder i dag på 5 pladser – eller lige så mange som Borgerlisten alene. Men Bjarne Nielsen kan håbe på yderligere fremgang. Ifølge en Gallup-måling ser Venstre ud til at få et kanonvalg denne gang og sætter sig på 5 af de 15 pladser. Målingen viser også, at den store taber bliver Borgerlisten, der står til at miste 3 af de 5 mandater.

Socialdemokraterne, der ved valget i 2009 var med til at pege på Bjarne Nielsen, holder ifølge Gallup stand og bevarer sine 3 mandater.

Ny borgmester: Bjarne Nielsen (V) Usikker

Middelfart: Borgerlig splid kan styrke rekordholderen

Steen Dahlstrøm (S) er den borgmester i Danmark, der har siddet længst ved magten – siden 1986. Og meget tyder på, at den rekord bliver udbygget efter valget. Men han sidder langtfra så sikkert, som mange kommentatorer spår.

Han sidder i dag på 11 ud af 25 pladser i byrådet. Socialdemokraterne er i valgforbund med De Radikale, SF og Enhedslisten. Tilsammen har de fire partier 15 pladser, mens Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti har 10.

Venstres spidskandidat er Niels Bebe, og Dansk Folkeparti stiller med Anni B. Tyrrestrup i front. Begge partier går frem. Og ifølge en meningsmåling foretaget af Gallup for Fyens Stiftstidende kan de tre borgerlige partier endda få et flertal på 13-12.

Hvorvidt de så også kan blive enige om en konstituering, er en anden sag. De borgerlige partier har et temmelig anstrengt forhold til hinanden. Og derfor er det også tvivlsomt, om Anni Tyrrestrup og den konservative spidskandidat, Morten Weiss-Pedersen, kan finde sammen med Niels Bebe efter valget.

Det ligner en ny sejr til Steen Dahlstrøm, selv om den måske ikke bliver så sikker, som mange tror.

Ny borgmester: Steen Dahlstrøm (S) Delvis sikker

Nordfyn: Slut med partishopping

Den store stemmesluger ved sidste valg, Morten Andersen (V), blev borgmester på Nordfyn efter et meget kaotisk og dramatisk forløb. Men han får svært ved at fortsætte fire år mere.

Samtlige spidskandidater har forud for det kommende valg skrevet under på, at de agter at blive i det parti, de bliver valgt ind for. Det burde være selvindlysende. Men sådan har det ikke været i Nordfyn. Her har fem politikere tilsammen foretaget ni partihop i løbet af valgperioden.

Ved sidste valg sad Dorte Schmidt fra Nordfynslisten med det afgørende mandat. Men Socialdemokraterne og Venstre valgte at alliere sig med Jørgen Simonsen som borgmester. Stolen blev dog trukket væk under ham på det konstituerende byrådsmøde. For de to S-medlemmer Børge Nielsen og Ingmar Madsen var sure over den nye aftale og valgte at forlade gruppen.

Derfor blev Morten Andersen borgmester med støtte fra de to frafaldne S-medlemmer og Dorte Schmidt. Siden har endnu flere politikere skiftet parti. Det betyder, at der i dag er hele 9 partier repræsenteret i kommunalbestyrelsen på 25 medlemmer. Og borgmesterkuppet er ikke glemt.

For nylig måtte Morten Andersen lide den ydmygelse, at seks partier – Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Liberal Alliance, SF, Nordfynslisten og Den Sociale Gruppe – lavede budgetforlig uden om ham.

Det kan indikere, hvor vinden bærer hen.

Venstre er i valgforbund med De Konservative og De Radikale. SF, Enhedslisten og Nordfynslisten er i valgforbund, og det samme er Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Morten Andersen kan næppe længere regne med støtte fra DF og Nordfynslisten. Derfor må han håbe på en stor fremgang.

Der venter en ny dramatisk konstituering, og det gør Socialdemokraternes spidskandidat, Kim Johansen, til svag favorit til borgmesterposten, selv om også han kan få svært ved at samle den nødvendige støtte.

En ny Gallup-måling foretaget for Fyens Stiftstidende viser, at Venstre står til at få 10 mandater. De Konservative og De Radikale står hver til et enkelt.

Valgets store vinder bliver ifølge målingen Dansk Folkeparti. Men partiet peger ikke nødvendigvis på Morten Andersen. Og hvis flertallet bag budgettet fra tidligere i år holder stand, vil det lige kunne mønstre et flertal. S står til 6 mandater, SF til 2, DF til 4 og Nordfynslisten til ét.

Det er usigelig svært at forudse, hvem der bliver ny borgmester i Nordfyn. Og der venter en ny dramatisk konstituering. Når stemmerne er talt op, vil den største udfordring måske heller ikke være at erobre borgmesterposten, men at få genskabt troværdigheden til politikerne i kommunalbestyrelsen.

Ny borgmester: Kim Johansen (S) Usikker

Nyborg: Danmarks mest bemærkelsesværdige valgforbund

Borgmester Erik Christensen (S) fik et fantastisk comeback i 2009 og har gode chancer for fire at få fire år mere.
Med 4.599 personlige stemmer fik han ene mand næsten lige så mange som Venstres 4.927. Socialdemokraterne sidder på 12 ud af 25 pladser. SF har 3.

Erik Christensens favoritrolle bliver yderligere understreget af, at fem partier er gået sammen i måske Danmarks mest bemærkelsesværdige valgforbund. En stemme på De Konservative kan i realiteten skaffe en plads til Enhedslisten. Og omvendt. For De Konservative og Enhedslisten er gået sammen i et valgforbund, der også omfatter Socialdemokraterne, SF og De Radikale.

Den seneste måling fra analysefirmaet Infact viser også, at Socialdemokraterne har fremgang i forhold til tidligere målinger og står til at blive det største parti med 33,7 pct. af stemmerne mod Venstres 31,2.

Hans største konkurrent er Venstre spidskandidat, Kenneth Muhs. Og det kan ikke udelukkes, at han laver overraskelsen. Kenneth Muhs har dog den ulempe, at han ikke sidder i byrådet i dag, hvor partiet sammen med Dansk Folkeparti råder over 8 pladser tilsammen. Dertil kommer løsgængeren Bente Damhave, der forlod Dansk Folkeparti i vrede tidligere i år.

Ny borgmester: Erik Christensen (S) Usikker

Odense: Drama i vente

Anker Boye står til at bevare borgmesterposten i Odense, men får kamp til stregen af Venstres Jane Jegind.

Han skal være heldig, hvis han kan bevare sine nuværende 9 mandater i byrådet. SF fik 6 mandater ved sidste valg, men må forvente en stor tilbagegang. Både i kraft af landstendensen, og fordi partiets store stemmesluger ved sidste valg, Stina Villumsen, ikke stiller op. Hun fik 11.349 personlige stemmer ved sidste valg. Anker Boye fik til sammenligning 14.382.

Til gengæld ser Enhedslisten ud til at få et kanonvalg og suge nogle af de vælgere op, som SF bløder. Det kan blive afgørende for at redde Anker Boyes borgmesterpost. Det vil ikke være overraskende, hvis Enhedslisten overhaler SF, selv om partiet i dag kun har én plads.

En meningsmåling foretaget af Gallup for Fyens Stiftstidende forudser et rødt flertal på 15 mandater mod 14 til blå blok.

Socialdemokraterne er i valgforbund med De Radikale, der ikke sidder i byrådet i dag, men formentlig vil blive valgt ind med 1 eller 2 mandater. Den radikale støtte til Anker Boye kan måske veksles til en rådmandspost til den radikale spidskandidat, Susanne Ursula Crawley Larsen.

Så vil der formentlig kun være en rådmandspost til deling mellem SF og Enhedslisten, hvis det røde flertal består efter valget. Og den vil formentlig gå til Enhedslisten.

Selv om De Konservative i dag er større end Venstre, vil det være en stor overraskelse, hvis partiets spidskandidat, Steen Møller, ender som borgmester. Ved sidste valg trak den nu afdøde Jan Boye en stor del af læsset og fik flere personlige stemmer end Anker Boye. Og alt tyder på, at Venstre for første gang i 35 år vil blive større end De Konservative.

Jane Jegind vil formentlig komme til at score mange vælgere på sin modstand mod at lukke Thomas B. Thriges Gade. Og hun har en stor chance for at gøre Venstre til det største parti i byrådet med 8-9 mandater. Dansk Folkeparti vil formentlig også opleve en fremgang i Odense. Men det vil næppe være nok for Jane Jegind til at erobre borgmesterposten, da de Konservative kommer til at bløde kraftigt.

Det ligner en ny sejr til Anker Boye, der har været borgmester siden 1994, bortset fra de fire år, hvor Jan Boye sad i borgmesterkontoret.

Ny borgmester: Anker Boye (S) Usikker

Svendborg: Comeback til Venstre

Curt Sørensen (S) må nyde sine dage som borgmester i Svendborg, da han næppe får lov til at fortsætte efter valget.

Han erobrede borgmesterposten i 2009, hvor det lykkedes ham at vælte Lars Erik Hornemann (V) af pinden. Og det på trods af, at Hornemann fik 4.262 personlige stemmer – eller næsten dobbelt så mange som Curt Sørensens 2.444.

Socialdemokraterne sidder i dag på 8 ud af byrådets 29 pladser. SF, Tværsocialistisk Liste, Enhedslisten og De Radikale har 6 mandater tilsammen. Dertil kommer Bjarne Hansen, som har skiftet Socialdemokraterne ud med Samarbejdslisten, som han selv har dannet.

Venstre har sammen med De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance 13 pladser. Dertil kommer løsgængeren Erik Risager, der har meldt sig ud af Dansk Folkeparti. 

En meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Gallup for Fyns Amts Avis viser, at Socialdemokraterne står til at miste næsten hver tredje stemme. De Konservative går også tilbage. Det samme gør SF, mens Venstre nøjes med en mindre tilbagegang.

Til gengæld står Dansk Folkeparti og Enhedslisten til at få et rigtig godt valg ifølge målingen. Dansk Folkeparti med Jens Munk i spidsen går frem fra 2 til 5 mandater, og Enhedslisten står til at blive tredoblet, så partiet får 3 pladser i byrådet.

Derfor kan konstitueringen blive en gyser. Enhedslistens nuværende medlem af byrådet, Jesper Kiel, har slået fast, at han ikke vil pege på Curt Sørensen som borgmester, som også har været i modvind på en række områder. Dermed ligner det en sejr og et comeback til Venstres Lars Erik Hornemann.

Ny borgmester: Lars Erik Hornemann (V) Usikker

Sønderborg: Kamp om hver eneste stemme

Der bliver kamp om hver en stemme i Sønderborg. Aase Nyegaard fra Fælleslisten kom til magten ved at lave en bred konstituering og kan godt få fire år mere. Men det bliver tæt.

Aase Nyegaard havde oprindelig 8 ud af 31 pladser i byrådet. Men både Karen Damm og Anita Kjøng-Rasmussen har siden forladt Fælleslisten. Karen Damm stiller nu op for Alssundlisten. Socialdemokraterne sidder på 12 pladser og er langt det største parti. SF har 2. Venstre har 6 pladser, Dansk Folkeparti har 2. Slesvigsk Partis spidskandidat er Stephan Kleinschmidt, som kan få en nøglerolle, hvis mandaterne falder ud til hans fordel.

Socialdemokraternes spidskandidat er denne gang Erik Lauritzen. Han har gode muligheder for sammen med den tidligere borgmester og store stemmesluger ved sidste valg, Jan Prokopek Jensen, at generobre posten. Det forudsætter dog, at de kan få kabalen til at gå op efter valget og få støtte fra en række andre partier.

Ny borgmester: Erik Lauritzen (S) Usikker

Tønder: V forsvarer Tønder

Laurids Rudebeck (V) vil med stor sandsynlighed få fire år mere. Han overtog posten efter Vagn Therkel Pedersen (V) i juli 2009, forsvarede med succes borgmesterposten ved valget og lavede efterfølgende en bred konstitueringsaftale med alle partier i kommunalbestyrelsen.

Venstre sidder i dag på 12 ud af 31 pladser. Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative har tilsammen 5 pladser, Socialdemokraterne er det næststørste parti med 9 mandater, og SF har 3.

Ny borgmester: Laurids Rudebeck (V) Sikker

Varde: Buhl løfter arven

Erik Buhl Nielsen skal forsvare Venstres bastion i Varde, hvor Gylling Haahr stopper efter 15 år. Og alt tyder på, at det vil lykkes for den nye spidskandidat.

Venstre har 13 ud af 25 pladser i byrådet, mens De Konservative og Dansk Folkeparti har 5 tilsammen.
Ny borgmester: Erik Buhl Nielsen (V) Sikker

Vejen: Sejr til Venstre

Egon Fræhr har været borgmester siden 2002. Først i Brørup og siden 2007 i Vejen. Og han bliver siddende efter valget.

Venstre har 11 ud af 27 pladser i byrådet, De Konservative og Dansk Folkeparti yderligere 6.
Socialdemokraterne har 7 mandater i dag, og det vil kræve mirakler af partiets spidskandidat, Jørgen Thøgersen, at vinde. Det bliver snarere et spørgsmål om sejrens størrelse for Egon Fræhr.

Ny borgmester: Egon Fræhr (V) Sikker

Vejle: Venstre forsvarer Vejle

Den gamle socialdemokratiske højborg er blevet blå og vil formentlig fortsat være det efter valget.

Arne Sigtenbjerggaard (V) har tidligere været borgmester i fem år i Jelling og overtog kæderne ved sidste valg fra Leif Skov (S). Han valgte at lave en bred konstituering og sidder i dag på 10 ud af 31 pladser i byrådet, efter at partiet smed Anja Daugaard ud for sin flirt med Liberal Alliance.

Dansk Folkeparti står også stærkt med 4 mandater i dag. Og det kan godt blive til flere ved valget med Holger Gorm Petersen i spidsen. Partiet stod med de afgørende mandater ved sidste valg og valgte at støtte Venstre. Det vil de gøre igen.

Socialdemokraterne stiller med Søren Peschardt som spidskandidat. Partiet har 9 mandater i dag, SF 4 og De Radikale et enkelt.

Ny borgmester: Arne Sigtenbjerggaard (V) Delvis sikker

Ærø: Det åbne ø-slag 

Der skal findes en ny borgmester på Ærø, da den nuværende, Karsten Landro (K), ikke stiller op igen. Og valget er meget åbent.

Øen kæmper som så mange andre kommuner med et dalende befolkningstal, og derfor bliver en af de væsentligste opgaver at vende udviklingen, hvis kommunen fremover skal bevare sin selvstændighed.

Ærø kæmper også med politikere, der skifter parti midt i valgperioden. Fem kommunalpolitikere har forladt det parti, de blev valgt for i november 2009. Og det næststørste parti ved valget for fire år siden, Ærø Borgerliste, der støttede Landro, stiller slet ikke op denne gang.

De Konservative er nu det største parti i kommunalbestyrelsen med 5 mandater. Og nu er det partiets nye spidskandidat, Anders Retz Johansson, der skal forsøge at forsvare borgmesterposten. Hans største konkurrenter ser ud til at blive den tidligere borgmester Jørgen Otto Jørgensen (S) og Venstres spidskandidat, den tidligere landbetjent Lennart Mogensen.

Vælgerne har også fået to nye partier at stemme på. Det ene er Ærø Plus med turist- og erhvervsdirektøren Carl Jørgen Heide i spidsen. Det andet er Ærøs Fremtid med den tidligere V-spidskandidat Bent Juul Sørensen øverst på stemmesedlen.

Der er med andre ord lagt op til en speget affære på Ærø. Det kan meget vel ende med et borgmesterskifte, hvor Lennart Mogensen ender med borgmesterposten.

Ny borgmester: Lennart Mogensen (V) Usikker

Aabenraa: Arven efter Tove Larsen

Aabenraas store stemmesluger Tove Larsen (S) stopper nu efter 20 år som borgmester. Og hendes efterfølger, Povl Kylling Petersen (S), får kamp til stregen. Hans største konkurrent bliver efter al sandsynlighed Venstres spidskandidat, Thomas Andresen, med Erwin Andresen fra Slesvigsk Parti som outsider.

Socialdemokraterne er stadig det største parti med 14 pladser ud af 31 i byrådet, efter at Gert Nordklitgaard er blevet løsgænger og har meldt sig ind i Enhedslisten. Venstre har 11 pladser, mens De Konservative og Dansk Folkeparti hver har en enkelt plads.

Det tegner med andre ord til en tæt kamp, hvor det store spørgsmål er, om Povl Kylling Petersen kan løfte arven efter Tove Larsen. Partiet gik tilbage ved sidste valg. Og der skal ikke flyttes mange stemmer, før magtbalancen tipper.

Slesvigsk Parti kan meget let blive tungen på vægtskålen. Partiet har to pladser i byrådet i dag. Det har hidtil støttet Socialdemokraterne, men også stemt med Venstre i byrådssalen. Hvis mandaterne falder rigtigt, kan partiets spidskandidat, Erwin Andresen, i sidste ende snyde de store partier og løbe med borgmesterposten.

Venstre er i valgforbund med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Partiet har traditionelt godt fat i vælgerne i Aabenraa, når der er folketingsvalg. Med Tove Larsen ude af gamet kan det ligne en fremgang til Venstre, men det er næppe nok til at erobre borgmesterposten.

Ny borgmester: Povl Kylling Petersen (S) Usikker


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu