Kommunerne skal realisere regeringens drømme

Mens regeringen kigger i vejviseren efter vælgergevinsten ved den reformstorm, som blev sendt afsted mod borgerne i 2024, så kigger kommunerne efter mandskab, penge og seriøse tidsplaner til at gennemføre de mange nye initiativer på alle velfærdsområderne og den grønne trepartsaftale.

Finansieringen af reformerne og implementeringsplanerne over de kommende par år er ude af takt. Det samme er mulighederne for at fremskaffe de rette kompetencer og medarbejdere på en række centrale områder. Reformerne skal samlet betragtet forandre den danske velfærdsmodel og ændre vores måske lidt diffuse forhold til ambitionerne i den grønne omstilling i løbet af de kommende bare to-tre år.

Reformerne dækker alt fra sundhedsreform, ældrereform, beskæftigelsesreform og kontanthjælpsreform til en forventet værdighedsreform og en særlig pakke til ungeindsatser, omlægninger i det specialiserede socialområde, omlægninger i folkeskolen og ungdomsuddannelserne, en kandidatreform samt en forventet trivselspakke, et beredskabsforlig og en mastodont af en national grøn trepartsaftale, der nu skal omplantes til lokale grønne trepartsforhandlinger.

Reformerne lover forenkling, decentralisering og større lokalt ansvar, men på tværs af alle initiativerne træder en række fælles tendenser frem, som stiller kommunerne over for betydelige udfordringer både organisatorisk og praktisk.

Vigtige underliggende politiske ambitioner

Reformerne udspringer af nogle overordnede politiske dagsordener, der præger hele reformlandskabet. Det er tendenser, der tilsammen skaber rammerne for en ny dansk velfærdsmodel og et nyt eskaleret trin for realiseringen af den grønne omstilling. Hvad handler disse underliggende politiske dagsordener så om?

Reformstormen indebærer en fundamental gentænkning af kommunernes interne organisation, organisationskulturen og tilgangen til borgerne.

1. Mere personlig frihed og fleksibilitet: Et centralt politisk mål er at give borgerne større frihed til at vælge og forme deres egen hverdag. Det ses eksempelvis i ældre- og beskæftigelsesreformerne, hvor der introduceres mere fleksible tilbud og øget valgfrihed mellem offentlige og private leverandører. Borgerne skal i højere grad opleve, at systemet tilpasses deres individuelle behov, end omvendt.
2. Mindskelse af ulighed: Mange reformer adresserer direkte behovet for at reducere social og økonomisk ulighed. På socialområdet sker dette gennem fokus på bedre match mellem borger og tilbud, mere værdighed samt styrkelse af forebyggende indsatser. Tilsvarende ser vi på sundhedsområdet en ambition om at bringe behandling tættere på borgerne og skabe mere lige adgang til sundhedsydelser.
3. Decentralisering med ansvarsforskydning: Der er en tydelig politisk ambition om at flytte beslutningskompetencer og ansvar fra centrale myndigheder til kommunerne og videre ud til institutionsledere og medarbejdere. Den tendens er drevet af et ønske om at styrke det lokale selvstyre og sikre bedre tilpasning til borgernes behov. Dog ledsages decentraliseringen ofte af en begrænset økonomisk kompensation, hvilket gør kommunerne ansvarlige for at realisere frisætningsmålene inden for stramme budgetter.
4. Effektivisering og forenkling: Politisk er der et fokus på at reducere bureaukrati og skabe enklere strukturer, der skal øge effektiviteten i den offentlige sektor. Det ses eksempelvis i beskæftigelsesreformen, hvor nedlæggelse af jobcentre og forenkling af målgrupper er centrale elementer. Men effektiviseringstiltag kan i praksis blive mere komplekse at implementere, end politikerne forudser.
5. Tværgående samarbejde og partnerskaber: Der er en voksende erkendelse af, at mange samfundsudfordringer ikke kan løses af de enkelte fagbestemte forvaltninger i kommunerne. Der skal arbejdes mere på tværs. Og det skal der også mellem kommunerne indbydes og mellem kommuner og regioner i de nye sundhedsråd. Reformerne skal fremme samarbejder på tværs af sektorer og fagsøjler og mellem kommuner, regioner, civilsamfundet og private aktører. Det stiller krav om nye organisatoriske kompetencer og en styrket evne til at koordinere komplekse netværk.
6. Data og digitalisering: En sjette underliggende tendens er brugen af data og digitalisering som redskaber til at forbedre styring og servicelevering. Der introduceres nye data- og digitaliseringsstrategier og sættes et højt måltal for den effektivitet, som kan opnås med brug af kunstig intelligens i den offentlige sektor. Selvom potentialet er stort, rejser det også spørgsmål om datasikkerhed, borgernes tillid og medarbejdernes kompetencer.
7. Den grønne trepart fra nationalt til lokalt projekt: Champagnepropperne sprang på Christiansborg over den grønne trepartsaftale, men det er lokalt, at det store implementeringsarbejde skal udføres. Det underliggende politiske spor her er, at kommunerne nu gøres direkte ansvarlige for, at den grønne omstilling forankres hos borgerne. Kommunerne skal udarbejde og indsende omlægningsplaner inden udgangen af 2025. Det er en vild tidsplan. Omlægningsplanerne skal indsendes til de 23 Lokale Treparter, også kendt som vandoplandsstyregrupperne (VOS'erne). De er ansvarlige for at evaluere planerne og sikre, at de lever op til de fastsatte mål og krav i den nationale grønne trepartsaftale. Opgaven er gigantisk og kompleks.

Organisatoriske udfordringer

De tværgående tendenser stiller store krav til kommunernes organisationer. For det første kræver decentraliseringen, frisætningen og trepartsaftalen stærk ledelseskraft. Kommunale ledere skal oversætte nationale reformer til lokale strategier og sikre, at de forankres både hos medarbejdere og borgere.

For det andet udfordrer de tværsektorielle samarbejder de eksisterende strukturer og kulturer i kommunerne. Samarbejde på tværs kræver nye kompetencer og en villighed til at dele ressourcer, viden og ansvar, hvilket kan skabe usikkerhed blandt medarbejdere.

Endelig skaber ambitionerne om forenkling og effektivisering et behov for omfattende kompetenceudvikling. Digitalisering og dataanvendelse kræver ikke kun teknologiske investeringer, men også opkvalificering af medarbejdere. Samtidig skal kommunerne kunne navigere i etiske og juridiske dilemmaer forbundet med anvendelse af teknologi i borgernære opgaver.

Praktiske krav til implementering

Reformstormen indebærer en fundamental gentænkning af kommunernes interne organisation, organisationskulturen og tilgangen til borgerne. Succes afhænger af deres evne til at skabe synergi mellem de mange reforminitiativer.

Den måske største udfordring bliver at forankre reformerne hos borgerne og sikre, at de opleves som frigørende og positive tiltag. Kommunerne skal formå at kommunikere, hvordan reformerne skaber mere frihed, flere valgmuligheder og konkrete forbedringer, eksempelvis på klima- og miljøområdet. Det er det billede, som landspolitikerne har solgt til vælgerne, og som vælgerne nu venter på at se realiseret, før de tror på det.

Og mens embedsmændene i kommunerne knokler med implementeringen af reformstormen, går borgmestre og kommunalbestyrelser og regionsråd allerede nu i valgkamp for at blive klar til mødet med vælgerne 18. november.