Danmark udkæmper de forkerte konflikter. Opgør om lærernes forberedelsestid truer med at lamme folkeskolen. Strid om den sjette ferieuge kan lægge det offentlige arbejdsmarked ned. Kampe om pasningsgarantien fortrænger behovet for en udviklingsgaranti i daginstitutionerne. For mange af vores konflikter peger bagud mod industrisamfundets problemer og kultur. Hvis Danmark skal vinde i videnssamfundet, må vi vælge nogle nye konflikter. Det er en af konklusion-erne i den første rapport fra Kompetencerådets vismænd. Med “Kompetencerådets rapport 1998” fremlægger overvismand Lars Kolind og det øvrige vismandspanel en omfattende analyse af Danmarks udviklingsmuligheder. De vurderer, at Danmark har langt bedre forudsætninger for at vinde i vidensøkonomien end i industrisamfundet. Skal mulighederne gribes, kræver det imidlertid en helt ny dagsorden for Danmark. Den velfærdsøkonomiske dagsorden må erstattes af en ny kompetencedagsorden.