Opgøret om overenskomsterne vil uanset udfaldet trække lange spor i dansk økonomi. Med konflikten har befolkningen sat en ny, magtfuld dagsorden på tværs af regeringens økonomisk-politiske strategi. Regeringen kan derfor blive nødt til at revidere forudsætningerne bag sin 2005-plan. Den sjette ferieuge vil utvivlsomt blive indført inden år 2005, og danskerne har tydeligt markeret et forbehold over for Lykketofts hidtidige satsning på et arbejds- og servicescenarie, hvor danskerne skal arbejde mere, ikke mindre over et livsforløb. Samtidig rejser konflikten spørgsmål om sundheden i dansk økonomi. Risikoen er, at Danmark kan være på vej ud i en overophedning med accelererede lønninger. De stærke ønsker om ferie er vanskelige at håndtere inden for rammerne af de nuværende forhandlinger. Fagbevægelsen kan komme i et vanskeligt dilemma mellem feriekravet og den hidtidige satsning på pension. Ugebrevet analyserer økonomien efter konflikten.