Dansk Industri har tilsyneladende overspillet sine kort i de dramatiske overenskomstforhandlinger. Hverken virksomhedernes konkurrenceevne eller samfundsøkonomien kan be-grunde det bombastiske krav om en nulløsning, som DIs forhandlere har insisteret på. Det fremgår af en analyse, som Ugebrevet Mandag Morgen har foretaget af økonomien i overenskomst-opgøret. Berettigelsen af DIs hårde krav anfægtes også af prominente virksomheder som Danfoss og LEGO- ejede Modulex. Kritikken, der er kommet i form af radioindslag og i store annoncer har afgørende svækket DI. Udspillet kan ses som utilfredshed med DI-toppens strategi og et forsøg på at sikre virksomhederne mod at blive en del af en konflikt, som måske mere er begrundet af principper og organisatoriske interesser og mindre af hensyn til samfundsøkonomien. Realiteten er, at virksomhederne på de fleste fronter har oplevet fremgang siden DI sidst forhandlede i 1995. De opnår overskud, konkurserne er faldet med 60 pct. på fire år, lønkonkurrenceevnen er forbedret med 2 pct. fra 1995-97 og rentefaldet er en overset guldmine i milliardklassen.