Kontrafaktiske anbringelser

KOMMENTAR Regeringens politik om flere tidlige anbringelser hviler delvist på en farlig præmis om, at vi kan eliminere sociale problemer ved at forudsige fremtiden. Resultatet bliver en forsimpling af det svære valg, som fagpersoner står med i praksis.

På Randers Sygehus har Belinda født en søn. Jordemoderen hjælper parret med at få barnet lagt til. Det er en fødsel, med alt hvad det indebærer. Smerte, kaos og forløsning. Men ikke alt er, som det plejer. Få timer efter fødslen kommer myndighederne og henter barnet, og i et tilstødende venteværelse sidder en plejefamilie klar til at tage over.

Tvangsanbringelsen blev skildret i DR-dokumentaren ’Tvangsfjernet med Anders Agger. Vi følger parret frem mod fødslen i deres kamp for at beholde barnet og frem til den svære og hjerteskærende scene. Isoleret set var situationen vanskelig at forstå. Hvorfor skulle relationen til forældrene brydes så kort efter fødslen? Hvorfor kunne de ikke være en familie? Hvorfor kunne de ikke få chancen i det mindste og forsøge at være de forældre, som de tydeligvis ønskede at være?

Budskabet var ikke sort-hvidt. Og der var måske gode grunde til, at det ikke kunne være anderledes. Men det viste med al tydelighed, at det er et voldsomt indgreb, og det er utroligt vanskelige afgørelser, som fagpersoner rundt omkring i kommunerne står med.

Ved tvangsadoptioner eller anbringelser fra fødslen må vi i særlig grad sætte vores lid til, at fagpersoner kan kigge ind i krystalkuglen og forudsige fremtiden. For her kan vi naturligvis ikke bygge beslutningen på viden om, hvordan barnet fungerer i familien.

En sagsbehandler betegner i et blogindlæg dette som ’Minority Report’-sager, med henvisning til science fiction-filmen af samme navn. Her kan en pre-crime unit se ind i fremtiden og forhindre kriminelle handlinger, før de sker. Samme oplevelse kan man åbenbart have som sagsbehandler – at man må forsøge at se ind i fremtiden og forhindre en skade, der endnu ikke er sket.

Tidligere og mere ultimative indgreb, som regeringen lægger op til, vil betyde flere ’Minority Report’-sager. Med den tragiske scene fra Randers Sygehus på nethinden må man stille spørgsmålet, hvorfor det er blevet et politisk mål, at flere børn skal anbringes tidligere. Og om vi fuldt ud har forstået de udfordringer og dilemmaer, der knytter sig til at træffe afgørelser om anbringelser i praksis.

At anbringe et barn, er ikke en eksakt videnskab

En tvangsanbringelse er et voldsomt indgreb, og det er helt afgørende, at der er et solidt fagligt grundlag for beslutningen. Siden statsministeren i sin nytårstale slog fast, at flere børn skal anbringes tidligere, har et af de centrale kritikpunkter været, at det er uansvarligt at tvangsanbringe flere, når det samtidig halter med retssikkerheden.

Vi kan se på Ankestyrelsens statistik, at der er mange fejl i kommunernes afgørelser. Tænketanken Justitia har dokumenteret, at der er kritiske problemer på dette område.

Derudover er der stor forskel på, hvor meget der underrettes i kommuner, og hvor mange der anbringes – også når man korrigerer for, at de sociale og økonomiske forudsætninger er forskellige. Dermed må vi formode, at ikke alle børn og forældre møder de samme vilkår på tværs af kommunerne.

Selv om retningslinjer og regler overholdes, så undervurderer vi problemstillingen, hvis vi tror, at det i sig selv sikrer, at familier behandles lige på tværs af kommuner, enheder og fagpersoner.  Det er næppe tilstrækkeligt, at alle fluebenene bliver sat inde i det digitale fagsystem.

En ældre undersøgelse fra VIVE har vist, at de enkelte sagsbehandlere rent fagligt ser meget forskelligt på sagerne. I undersøgelsen har man ladet en række sagsbehandlere læse den samme børnesag, og det konkluderes, at de har “varierende synspunkter på næsten alle aspekter af en børnesag og dens forløb”. Sagsbehandlerne kan for eksempel være uenige om, hvor alvorlig problemstillingen er, og om forebyggelse eller anbringelse vil være mest hensigtsmæssigt. Altså helt grundlæggende spørgsmål i sagen.

Undersøgelsen er af ældre dato, og der er mig bekendt ikke nyere forskning, der systematisk har undersøgt, hvor stor variationen egentlig er, når det samme barn undersøges af forskellige fagpersoner og kommuner. Det er i sig selv bekymrende, at vi ikke ved mere om et så afgørende spørgsmål.

Internationale studier tyder også på, strukturerede sagsgange ikke i sig selv sikrer ensartede beslutninger. En oversigt over forskning på området viser, at selvom fagpersoner anvender strukturerede beslutningsredskaber i familiesagerne, så varierer deres vurderinger og beslutninger alligevel betragteligt.

Procedurer er ikke nok

I grunden er det ikke så mærkeligt, at fagpersonernes vurderinger varierer. Grundlæggende skal de jo forsøge at forudsige fremtiden for et barn og en familie. Samtidig skal de have øje for, at enhver familie er forskellig. Diverse regler og procedurer kan aldrig fyldestgørende sikre kvaliteten af de beslutninger.

Vi kan forsøge at skabe et så ensartet grundlag som muligt, men vi må i sidste ende på godt og ondt have tillid til den faglige dømmekraft hos de fagprofessionelle - og måske skal vi indse, at resultatet altid vil variere.

Set i dette lys kan det virke mærkeligt, at vi i debatten om anbringelser stirrer os blinde på om procedurer i sagsbehandlingen overholdes. For hvad nytter det egentlig at fokusere snævert på selve procedurerne i undersøgelserne, hvis fagpersoner på et mere grundlæggende plan har helt forskellige vurderinger af familiens og barnets behov?

Selvom det er vanskelige afgørelser, så er det selvfølgelig ikke en undskyldning for blot at se passivt til. Det har naturligvis konsekvenser, når vi anbringer et barn, ligesom det har konsekvenser, når vi ikke anbringer. At det ikke er en eksakt videnskab, fritager os således ikke fra ansvar. Vi er nødt til at træffe et valg uanset hvad.

Men hvis vi anerkender dette ikke eksakte grundvilkår, så bør vi måske være særligt varsomme med at foretage ultimative indgreb i familierne. Det giver et særligt ansvar for, at tvangsanbringelser er sidste udvej, at udviklingsmuligheder i familierne er udforsket grundigt, og vi har gjort, hvad vi kan for at forebygge tvangsanbringelser.

Politikernes argumentation halter

Flere forskere har peget på, at der mangler evidens, der kan retfærdiggøre et helt overordnet mål om flere anbringelser.

Sagen er, at vi ikke kender effekten af en anbringelse i sig selv. Vi kan studere tal og statistikker omkring anbragtes trivsel. Vi kan se på, hvordan de klarer sig senere i livet, og sammenligne med normalbefolkningen. Og vi kan spørge, hvordan de har oplevet at være anbragt. Men det vi ikke ved er, hvad der ville være sket, hvis vi havde truffet en anden beslutning tidligere i børnenes liv.

Ser man nærmere på nogle af de få udenlandske studier, der metodisk har et design, der gør det muligt at undersøgt kausale effekter af anbringelser, så bør det føre til en vis ydmyghed i forhold til at opstille mål om flere anbringelser.

Et canadisk studie når frem til, at flere anbringelser har blandede effekter på uddannelse, beskæftigelse og kriminalitet. Et amerikansk studie ser på, om det forbedrer børnenes kognitive færdigheder og adfærd, og når frem til, at det hverken har en positiv eller negativ indvirkning. Et andet amerikansk studie finder direkte negative effekter af flere anbringelser.

Det interessante ved det sidste studie er, at man i forskningsdesignet udnytter det førnævnte fænomen, at de faglige vurderinger varierer fra den ene til den anden fagperson. Nogle fagpersoner anbringer systematisk flere end andre. Derfor er det muligt at undersøge, hvordan børnene på sigt klarer sig, afhængigt af om de er havnet hos den, der anbringer mange, eller den, der anbringer færre. Studiet når frem til, at når børn, der ligger på grænsen, anbringes, så fører det senere i livet til højere kriminalitet, at flere bliver gravide i teenageårene og en lavere gennemsnitlig indtægt.

I dansk sammenhæng har vi som nævnt ikke meget viden om kausale effekter af anbringelser i sig selv. Derfor må man spørge, hvad der begrunder et mål om flere anbringelser? Ser vi på argumentationen for flere anbringelser de seneste år, så er der en rød tråd.

Konfronteret med den manglende evidens svarede Socialminister Astrid Krag for eksempel, at:

“Når man møder et voksent menneske, som siger: ‘Hvorfor blev jeg ikke bortadopteret eller anbragt?’, så gør det dybt indtryk på en. Dem har jeg mødt flere af.”

Og det har været en gennemgående begrundelse for flere tidlige anbringelser. At udsatte voksne og tidligere anbragte senere hen i livet siger: Hvorfor gjorde I ikke mere? Hvorfor greb I ikke ind noget før?

Tilsvarende har Pernille Rosenkrantz-Theil flere gange henvist til en spørgeskemaundersøgelse fra TUBA, der er et rådgivningstilbud for børn af alkoholmisbrugere. Når en ung startede i TUBA, så svarede de på et spørgeskema, og et af spørgsmålene lød sådan her:

“Som du tænker tilbage på det nu, mener du så, at det ville have været bedre for dig, hvis du var blevet fjernet som barn?”

Spørgeskemaet blev besvaret af 1.600 børn, og resultatet var, at 33 procent svarede bekræftende – altså at det ville have været bedre at blive anbragt. Hertil kunne Pernille Rozenkrantz-Theil konstatere, at ”det tal burde få alle alarmklokker til at ringe. Vi kan ikke sige, hvor mange flere anbringelser, der vil blive tale om, men svarene i undersøgelsen viser, at det ikke er en lille opgave.”

Men kan vi egentlig udlede, at når en bestemt gruppe af unge svarer, at de kunne have ønsket sig en anbringelse, så skal vi generelt anbringe flere?

For det første skal vi gøre os klart, at i denne slags undersøgelser er de svar, vi får, afhængige af spørgsmålet, vi stiller. Hvad nu hvis man i stedet havde spurgt: ”Ville det havde været bedre for dig, at din familie havde fået hjælp tidligere, så de i højere grad kunne varetage opgaven som forældre?”

For det andet er det selvfølgelig afgørende, hvem vi spørger. I undersøgelsen spørges en gruppe, for hvem det nærmest per definition gælder, at situationen i familien har udviklet sig negativt. Det er unge tilknyttet et tilbud for forældre med misbrug. Og vi må antage, at de unge er netop der, fordi tingene ikke har udviklet sig, som man håbede på i familien. Problemet er, at den anden gruppe – hvor det er gået bedre – ikke er repræsenteret i sådan en undersøgelse. Undersøgelsen viser, at mange af disse unge skulle have fået mere hjælp tidligere. Det skal vi tage alvorligt. Men det er en fejlslutning at konkludere, at vi generelt skal anbringe flere. Det kan sådan en undersøgelse simpelthen ikke sige noget om.

Generelt er argumentationen præget af en form for hindsight bias – som også kan kaldes ’jeg-vidste-det-fra-starten-fænomenet’. Det er den udbredte tendens til, at vi mennesker opfatter tidligere hændelser som mere forudsigelige, end de i realiteten var, før de fandt sted. Vi ser, hvor galt det er gået, spoler tiden baglæns og tænker, at løsningen er simpel.

Men det er bare ikke en luksus, som fagpersonerne ude i kommunerne har. Når de skal træffe en afgørelse, så er det uden at kunne sige med sikkerhed, hvilken fremtid der venter barnet hos de biologiske forældre eller i en anbringelse. Den svære beslutning er langt fra så simpel, når man ikke kan se på situationen i bagklogskabens klare lys.

Det vil altid være nemmere at kigge tilbage og sige: “Dér skulle vi have gjort noget!” Det hjælper bare ikke fagpersoner ret meget, når de skal forsøge at træffe et valg uden at kunne se ind i fremtiden.

Den tidlige indsats – eller den rettidige?

Udmeldingen er også, at flere børn skal anbringes tidligere. Det er derfor relevant at se den aktuelle debat om anbringelser i lyset af den mere generelle bevægelse hen imod tidlige indsatser.

Visionen har gennem de seneste år været, at jo tidligere vi sætter ind rent aldersmæssigt, jo bedre for barnet og jo bedre for samfundet. Blandt andet indgår den såkaldte Heckman-kurve som en blåstempling af dette rationale.

James Heckmans forskning viste, at der helt generelt var en sammenhæng mellem, at indsatser blev gennemført i en tidlig alder og et øget samfundsøkonomisk afkast. Meget tyder dog på, at det næppe holder empirisk. Når det ikke er så simpelt, så drejer det sig blandt andet om, at det kan være svært at forudsige, hvilke borgere som vil profitere af den tidlige indsats, og hvilke der ikke vil. Det er et dilemma, som ofte overses, når vi taler om tidlige indsatser.

Ikke desto mindre lader det til, at den tidlige indsats er blevet et mål, der har fået sit eget faglige og politisk liv. Det gælder også i debatten om anbringelser, hvor der lader til at være en stærk tro på, at jo før i børnenes liv vi sætter ind, jo bedre for både samfund og børn. Der hersker en tro på, at det er simpelt at pege på de børn, som i fremtiden vil profitere af en anbringelse. Eller at vi blot kan pege på de familier, der i fremtiden, ikke vil være i stand til at skabe et godt liv for deres børn. ’Minority Report’-sagerne.

Et alternativ til hovedkulds at skubbe indsatserne ned i en tidlig alder er at operere med et begreb om rettidig indsats. Det indebærer en erkendelse af, at den gode indsats ikke per definition er koblet til en tidlig alder. Den gode indsats skal i stedet ligge så hurtigt som muligt, når behovet er der.

Som en familiechef fra Randers pointerede efter nytårstalen: “Nogen gange står der et menneske foran dig, der har brug for noget lige nu. Hvor du aldrig havde tænkt, at det ville ske. Fordi der ikke var en klassisk risikofaktor, der slog dig lige i panden for fem år siden”.

Og tilsvarende kan vi sige, at vi nogle gange bliver overraskede over en positiv udvikling. Altså: Nogle gange står du overfor en familie, som viser sig at udvikle sig mere positivt, end du havde turdet håbe på.

Kontraproduktive effekter

Socialudvalgsformanden i Haderslev kommune skrev tilbage i januar et læserbrev til kommunens borgere med overskriften ’Vi anbringer ikke jeres børn’.

Det var et næsten kontrært udsagn lige efter nytårstalen. Men budskabet var, at kommunen faktisk forsøger at hjælpe familier, og at mange af os kan få brug for hjælp i kortere eller længere tid. “Så I kan fortsat trygt tage imod hjælpen fra Haderslev kommune,” blev det forsikret.

Socialudvalgsformandens udmelding skete, ”fordi de første to familier som en familiekonsulent kom ud til efter nytårstalen, som det første ville tale om, hvorvidt kommunen nu ville tage deres børn.”

Læserbrevet var således et forsøg på at håndtere et dilemma. Den forebyggende indsats kan blive vanskeligere, når forældre frygter for en tvangsanbringelse. Det er allerede sådan i dag, at mange familier undlader at søge hjælp til eksempelvis misbrugsbehandling af frygt for at få fjernet børnene. Dette kan måske være en ubegrundet frygt, men det er ikke desto mindre tragisk, at det, vi allermest ønsker – familier, der formår at rejse sig og skabe gode liv for deres børn – modarbejdes af frygten for at miste børnene.

Det er et dilemma, vi nok aldrig kommer ud over. Men hvad sker der, når vi skærper retorikken? Når vi på forhånd opstiller et modsætningsforhold mellem forældrenes og børnenes interesser? Og når vi i øvrigt kanoniserer budskabet i statsministerens nytårstale? Ja, så er det måske ikke så mærkeligt, hvis forældre for alt i verden forsøger at undgå kontakten med systemet. Det har den konsekvens, at vi reelt begrænser vores muligheder for at forebygge af frivillighedens vej.

Selv med de bedste intentioner kan vi komme til at modarbejde målet om, at hjælpe familier forebyggende, før det går galt. En sådan indsats kræver samarbejde med forældre. Og samarbejde kræver først og fremmest tillid til, at kommunen, sagsbehandleren og staten vil en det bedste.

Debatten om anbringelser handler også om dit og mit forhold til systemet. Som socialudvalgsformanden i Haderslev skriver, så kan vi alle på et tidspunkt få brug for hjælp i kortere og længere perioder.

Og det er måske en vigtig erkendelse – at vi alle som forældre på et tidspunkt kan stå i en vanskelig situation. Og at vi gerne skulle have tillid til, at staten også er på vores side og vil gøre det ypperste for, at vi kommer på sporet igen.



Robin Vickery

Projektchef i Copenhagen Dome - Videnscenter for Socialøkonomi. Skriver bredt om socialområdet og den forskning og viden, der ligger bag.

LÆS MERE
Forrige artikel Hvem kender arbejdslivet i 2040 eller 2075? Hvem kender arbejdslivet i 2040 eller 2075? Næste artikel Formand Frederiksen står formidabelt stærkt Formand Frederiksen står formidabelt stærkt
B&O gør elektronik langtidsholdbart

B&O gør elektronik langtidsholdbart

DIGITAL OMSTILLING B&O har netop lanceret en ny mobil højttaler, der er designet til at holde mange år – selvom den teknologiske udvikling løber hastigt videre. Apparatet er modulært opbygget, så delene let kan repareres eller udskiftes i takt med, at nye digitale formater og software stiller andre krav til elektronikken.

Kinas 300 millioner børn er et kæmpe marked for danske virksomheder

Kinas 300 millioner børn er et kæmpe marked for danske virksomheder

I Kina er det gode børneliv kommet på dagsordenen. Det giver forretningsmuligheder for en bred vifte af danske virksomheder – fra legetøjsproducenter over arkitekter til spiludviklere. Danske forskere kan være med til at åbne dørene, da der trækkes på en solid tradition for at undersøge tingene i børnehøjde, skriver det danske innovationscenter i Shanghai.

Dit klimamindset afgør din virksomheds fremtid

Dit klimamindset afgør din virksomheds fremtid

LEDELSE Corona har naturligt nok farvet lederes syn på verden det sidste år. Men hvis man vil fremtidssikre virksomheden, må klimaet nu udgøre en fremtrædende del af lederens mindset, skriver Anna Fenger Schefte og Anders Nolting Magelund.

Bæredygtig virksomhedsdrift er for alle

Bæredygtig virksomhedsdrift er for alle

LEDELSE Virksomheder skal vænne sig til at udarbejde samfundsregnskaber, hvor virksomheden nøje vurderer og redegør for, hvordan den bidrager positivt, og hvordan den belaster samfundet. Det bliver et krav fra myndigheder, investorer, långivere, partnere og kunder, skriver Steen Hildebrandt.

Sådan kan den digitale udvikling støtte den grønne omstilling

Sådan kan den digitale udvikling støtte den grønne omstilling

DIGITAL OMSTILLING Siger man ”grøn og digital omstilling”, så har man dækket de to måske væsentligste dagsordener de kommende ti år. Digitaliseringen og en bæredygtig økonomi kan støtte hinanden – men det er ikke sikkert, at de gør det. Vi ser på, hvad der skal til for at få de to udviklinger til at trække i samme retning.

Grøn + Digital = Danmarks store chance

Grøn + Digital = Danmarks store chance

DIGITAL OMSTILLING Grøn teknologi og digitale offentlige tjenester er begge danske styrkeområder. Men der er brug for koordinering og samarbejde på tværs af det offentlige og det private, hvis Danmark skal udnytte mulighederne for at bruge digital teknologi til at nå klimamålene. KMD’s direktør, Eva Berneke, opfordrer regeringen til at bringe parterne sammen. 

Den traditionelle fagbevægelse organiserer nu kun halvdelen af lønmodtagerne

Den traditionelle fagbevægelse organiserer nu kun halvdelen af lønmodtagerne

POLITIK OG VELFÆRD Fundamentet under den berømmede danske model på arbejdsmarkedet slår dybe revner. Medlemsflugten fra fagbevægelsen er langt større og mere dramatisk end hidtil antaget, viser ny opsigtsvækkende forskning. Fagbevægelsens topfolk ser dybt alvorligt på udviklingen og arbejdsmarkedsforsker opfordrer til politisk handling.

Lizette Risgaard: ”Den udvikling skal bare vendes”

Lizette Risgaard: ”Den udvikling skal bare vendes”

POLITIK OG VELFÆRD De klassiske fagforbund forhandler overenskomster på stribe men organiserer en stadig mindre del af de danske lønmodtagere. Formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, vil finde nye måder at organisere lønmodtagerne på for at vende udviklingen.

Analyse af pandemiparathed skød helt forbi målet

Analyse af pandemiparathed skød helt forbi målet

POLITIK OG VELFÆRD Den kendte økonom Branko Milanovic har sammenlignet landenes vurderede pandemiparathed i rapporten ‘Global Health Security Index’ fra 2019 med de faktiske corona-dødstal. GHS-indekset var ikke bare ude af stand til at forudsige udfaldet – tendensen har nærmest været det modsatte af det forventede.

10 trends for sociale investeringer i 2021

10 trends for sociale investeringer i 2021

KOMMENTAR Det er svært at spå, især om en fremtid præget af coronakrisens uforudsigelige dønninger. Den Sociale Kapitalfond vover alligevel pelsen og giver her 10 uvidenskabelige men dog kvalificerede bud på trends, der vil kendetegne markedet for sociale impact-investeringer i 2021.

Anders Dybdal anbefaler

Anders Dybdal anbefaler

KULTURANBEFALING CEO i konsulentbureauet Operate, Anders Dybdal, dykker ned i systemisk tænkning og holder sig opdateret med Altingets nyhedspodcast, Altinget Ajour.

Støtten til systemet vakler

Støtten til systemet vakler

VINTERLÆSNING: Støtten til systemet vakler.

Mistroen og frustrationerne bobler frem fra neden.

Vi ser det i form af romerlys og sortklædte demonstranter i danske byer. Eller som et stormløb på Kongressen i Washington. Og som en endeløs strøm af vrede på sociale medier.

Vi har samlet artikler fra Mandag Morgens arkiv, der ser nærmere på den udfordring, vores demokrati står overfor.

Bliver økonomien ramt af senfølger?

Bliver økonomien ramt af senfølger?

VINTERLÆSNING: Økonomien får lige nu en ordentlig rusketur af coronakrisen.

Vil den være alvorligt forslået, når pandemien gradvist slipper sit tag i vores samfund?

Vi har samlet en række af Mandag Morgens artikler fra det seneste halvår, der ser på, hvilken vej de økonomiske tendenser peger.

Vær en ny leder efter krisen

Vær en ny leder efter krisen

VINTERLÆSNING: På mange arbejdspladser har coronakrisen på rekordtid knust vaner og principper, der ellers virkede som støbt i beton.

Meget er nyt, og vi famler os frem. Vi er i færd med at genskrive manualen.

I den forstand er coronakrisen også en invitation til fornyelse af ledelsesgerningen.

Det er ikke en nem proces. Her finder du fire ledelsesindlæg med hjælp og inspiration til opgaven.

Dystopisk Big Mother eller fagre nye verden?

Dystopisk Big Mother eller fagre nye verden?

VINTERLÆSNING: Algoritmer er ved at indtage den offentlige forvaltning.

På Mandag Morgen har vi gennem længere tid undersøgt, hvad der sker, når big data og kunstig intelligens kan blive hverdag i socialarbejdet, ved domstolene og fastsættelsen af vores ejendomsskat.

Det kan betyde bedre service til den enkelte og bedre udnyttelse af offentligt ansattes tid.

Men det kan også resultere i et koldt og kafkask system, hvor algoritmens uperfekte data vinder over det menneskelige skøn.

Så hvordan sikrer man, at den nye teknologi bruges til borgerne – og ikke blot til systemets – fordel?

De fattigste betaler prisen for to årtiers skattelettelser

De fattigste betaler prisen for to årtiers skattelettelser

POLITIK OG VELFÆRD Danmark er blevet et mindre omfordelende land, viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Uligheden er voksende, men der er lange udsigter til en ny politisk kurs. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard maner til tålmodighed. 

2021 kan blive vendepunktet

2021 kan blive vendepunktet

POLITIK OG VELFÆRD Vi har alt for længe stået handlingslammede overfor globale kriser, som vi ved, kræver handling. Klimakrise. Mistillid til demokratiet. Global ulighed. Erfaringerne med at tackle pandemien har skabt et unikt momentum. Måske er 2021 det vindue for forandring, vi har ventet på.

Fagre grønne og digitale fremtidsteknologier

Fagre grønne og digitale fremtidsteknologier

DIGITAL OMSTILLING Blockchain, virtual reality og DNA-baseret hukommelse er blandt de stadig noget eksotiske teknologier, som vil brede sig i de kommende år, og som udmærker sig ved at være langt bedre redskaber til at gøre økonomien mere effektiv og mindre ressourcekrævende. 

ICDK: Den digitaliserede familielæge er mere tilgængelig

ICDK: Den digitaliserede familielæge er mere tilgængelig

DIGITAL OMSTILLING Med en stigende mangel på praktiserende læger kan nye teknologiske løsninger være med til at afhjælpe situationen i Danmark. Der er meget inspiration at hente i Silicon Valley, hvor konsultation via nettet, og selvbetjeningsløsninger til måling af helbredet, er blevet en del af hverdagen for mange. Det skriver Innovation Centre Denmark i Silicon Valley.

Gør klar til de arbejdende seniorer

Gør klar til de arbejdende seniorer

LEDELSE Den aldrende arbejdsstyrke betyder, at ledere vil skulle håndtere en voksende gruppe af aktive seniorer, og det stiller nye krav. Den klassiske aldersbaserede formular for afslutning af arbejdslivet kan ikke længere bruges, skriver Jesper Brask Fischer.

”Hvis du ikke er pissevred, er det fordi du ikke følger med”

”Hvis du ikke er pissevred, er det fordi du ikke følger med”

ØKONOMI Coronakrisen har forværret vilkårene for økonomisk pressede folk, der havde nok at slås med i forvejen. Højlydt utilfredshed og massedemonstrationer mod systemet er brudt ud og eskaleret i årets første uger. For at stoppe vredens vækstvilkår er politikerne nødt til at bevæge sig mentalt ud af 1980’erne og vende sig mod en ny økonomisk virkelighed, mener den britisk-amerikanske økonomiprofessor Mark Blyth.

Julie Arnfred Bojesen anbefaler

Julie Arnfred Bojesen anbefaler

KULTURANBEFALING Fra historiepodcast om mongolernes hærgen i Østeuropa til fantastiske fortællinger fra det enorme russiske grænseland. Ung frontperson bag nyt ukrainsk-dansk ungdomshus giver et indblik i hendes kulturelle forberedelser til jobbet.

Krisestyring for 31 milliarder:  Historisk mange trepartsaftaler under corona

Krisestyring for 31 milliarder: Historisk mange trepartsaftaler under corona

POLITIK OG VELFÆRD Det seneste år har budt på hele 15 trepartsaftaler, som har kostet milliarder af kroner og har reddet tusindvis af arbejdspladser. Coronakrisen har pustet nyt liv i selve hjertet af den berømmede danske model, treparts-institutionen. Førende forskere forudser, at trepartsfesten vil forsætte med aftaler om blandt andet grøn omstilling og de såkaldte andengenerationsreformer.

Lønmodtagere og arbejdsgivere klar til ny generation af reformer

Lønmodtagere og arbejdsgivere klar til ny generation af reformer

POLITIK OG VELFÆRD Efter 15 trepartsaftaler på et år har lønmodtagernes og arbejdsgivernes topfolk fået sult på mere. De er klar til at hjælpe regeringen med nye type af reformer. Lizette Risgaard og Jacob Holbraad har også andre ting på ønskesedlen til nye aftaler.

Algoritmer i socialarbejdet kan hurtigt umyndiggøre borgerne

Algoritmer i socialarbejdet kan hurtigt umyndiggøre borgerne

DIGITAL OMSTILLING Brug af algoritmer og prædiktive data i det borgernære velfærdsarbejde kræver, at vi overvejer nøje, hvordan det forandrer samarbejdet med de berørte familier. Faren er, at vi sætter systemet over borgerne, hvilket er det, vi netop prøver at komme væk fra, skriver Robin Vickery.

S fører klimakamp med skarp gul profil

S fører klimakamp med skarp gul profil

POLITIK Regeringen har gjort sin håndtering af den grønne omstilling til et centralt element i en værdipolitik, der handler om at være tæt på produktions- og provins-Danmark og at lægge afstand til det radikale storby-Danmark.

Ny stil: Blå rådgivere til røde ministre

Ny stil: Blå rådgivere til røde ministre

NYT JOB Både i Udlændinge- og Integrationsministeriet og i Finansministeriet har man ansat folk, der for ganske nyligt har været særlige rådgivere for blå toppolitikere.

Den cirkulære økonomi vil være intenst digital

Den cirkulære økonomi vil være intenst digital

DIGITAL OMSTILLING Den grønne omstilling og den gennemgribende digitalisering hænger uløseligt sammen. Risikoen er, at digitaliseringen fører til et fremmedgjort, overvåget forbrugersamfund. Muligheden er, at detaljerede data, kunstig intelligens og tæt digital sammenkobling skaber en cirkulær og energieffektiv økonomi til gavn for mennesker og natur.

ICDK: Sydkorea viser hvordan madspild kan håndteres

ICDK: Sydkorea viser hvordan madspild kan håndteres

KOMMENTAR Sydkorea har med en blanding af skrap lovgivning og avanceret digital teknologi reduceret madspild til nogle få procent. De koreanske løsninger kunne med fordel inspirere både fødevareindustrien og husholdningerne i Danmark, skriver det danske innovationscenter i Seoul. 

Hvad parforholdet kan lære os om coronaledelse

Hvad parforholdet kan lære os om coronaledelse

LEDELSE Vi skal tage de følelsesmæssige reaktioner efter mange måneders nedlukning alvorligt. Med inspiration fra parforholdet er der en række erkendelser og øvelser, som kan gøre en forskel, skriver erhvervs- og krisepsykolog Louise Dinesen.

Ud af EU, ind i ilden: Det globale Storbritanniens skæbneår

Ud af EU, ind i ilden: Det globale Storbritanniens skæbneår

POLITIK OG VELFÆRD På paradoksal vis er Storbritannien havnet forrest på den globale scene, netop som landet træder endeligt ud af EU. Som vært for klimakonferencen COP26 og årets G7-topmøde kommer premierminister Boris Johnsons ’Global Britain’-vision på omgående prøve. Men hvordan kan det globale Storbritannien gøre sig gældende i 2021? 

Danske virksomheder forsømmer den sociale bæredygtighed

GRØN OMSTIlLLING Danske virksomheder har på tværs af alle sektorer haft et stort fokus på de grønne verdensmål, men billedet er mere broget, når det gælder de sociale mål, viser ny rapport fra Danmarks Statistik.

Coronakrisen har blotlagt det opdelte samfund

Coronakrisen har blotlagt det opdelte samfund

POLITIK OG VELFÆRD For de i forvejen velbjergede danskere var 2020 et lidt begivenhedsløst år fyldt med hjemmearbejde, boomende aktieporteføljer og ekstra værdi på villaen. Andre vil huske året som et trist deja-vu – ufaglærte og udsatte blev endnu en gang ramt hårdest, også selv om politikernes krisehjælp afværgede de største katastrofer.  

Adfærdsændringer skal op på den klimapolitiske dagsorden

Adfærdsændringer skal op på den klimapolitiske dagsorden

GRØN OMSTILLING Vi er endnu langt fra at realisere de omfattende adfærdsændringer, som er en forudsætning for opfyldelsen af Parisaftalen. “CO2-afgift og mærkeordninger er de vigtigste virkemidler for at lykkes,” siger Bente Halkier, adfærdsforsker og medlem af Klimarådet.