Kontrafaktiske anbringelser

KOMMENTAR Regeringens politik om flere tidlige anbringelser hviler delvist på en farlig præmis om, at vi kan eliminere sociale problemer ved at forudsige fremtiden. Resultatet bliver en forsimpling af det svære valg, som fagpersoner står med i praksis.

På Randers Sygehus har Belinda født en søn. Jordemoderen hjælper parret med at få barnet lagt til. Det er en fødsel, med alt hvad det indebærer. Smerte, kaos og forløsning. Men ikke alt er, som det plejer. Få timer efter fødslen kommer myndighederne og henter barnet, og i et tilstødende venteværelse sidder en plejefamilie klar til at tage over.

Tvangsanbringelsen blev skildret i DR-dokumentaren ’Tvangsfjernet med Anders Agger. Vi følger parret frem mod fødslen i deres kamp for at beholde barnet og frem til den svære og hjerteskærende scene. Isoleret set var situationen vanskelig at forstå. Hvorfor skulle relationen til forældrene brydes så kort efter fødslen? Hvorfor kunne de ikke være en familie? Hvorfor kunne de ikke få chancen i det mindste og forsøge at være de forældre, som de tydeligvis ønskede at være?

Budskabet var ikke sort-hvidt. Og der var måske gode grunde til, at det ikke kunne være anderledes. Men det viste med al tydelighed, at det er et voldsomt indgreb, og det er utroligt vanskelige afgørelser, som fagpersoner rundt omkring i kommunerne står med.

Ved tvangsadoptioner eller anbringelser fra fødslen må vi i særlig grad sætte vores lid til, at fagpersoner kan kigge ind i krystalkuglen og forudsige fremtiden. For her kan vi naturligvis ikke bygge beslutningen på viden om, hvordan barnet fungerer i familien.

En sagsbehandler betegner i et blogindlæg dette som ’Minority Report’-sager, med henvisning til science fiction-filmen af samme navn. Her kan en pre-crime unit se ind i fremtiden og forhindre kriminelle handlinger, før de sker. Samme oplevelse kan man åbenbart have som sagsbehandler – at man må forsøge at se ind i fremtiden og forhindre en skade, der endnu ikke er sket.

Tidligere og mere ultimative indgreb, som regeringen lægger op til, vil betyde flere ’Minority Report’-sager. Med den tragiske scene fra Randers Sygehus på nethinden må man stille spørgsmålet, hvorfor det er blevet et politisk mål, at flere børn skal anbringes tidligere. Og om vi fuldt ud har forstået de udfordringer og dilemmaer, der knytter sig til at træffe afgørelser om anbringelser i praksis.

At anbringe et barn, er ikke en eksakt videnskab

En tvangsanbringelse er et voldsomt indgreb, og det er helt afgørende, at der er et solidt fagligt grundlag for beslutningen. Siden statsministeren i sin nytårstale slog fast, at flere børn skal anbringes tidligere, har et af de centrale kritikpunkter været, at det er uansvarligt at tvangsanbringe flere, når det samtidig halter med retssikkerheden.

Vi kan se på Ankestyrelsens statistik, at der er mange fejl i kommunernes afgørelser. Tænketanken Justitia har dokumenteret, at der er kritiske problemer på dette område.

Derudover er der stor forskel på, hvor meget der underrettes i kommuner, og hvor mange der anbringes – også når man korrigerer for, at de sociale og økonomiske forudsætninger er forskellige. Dermed må vi formode, at ikke alle børn og forældre møder de samme vilkår på tværs af kommunerne.

Selv om retningslinjer og regler overholdes, så undervurderer vi problemstillingen, hvis vi tror, at det i sig selv sikrer, at familier behandles lige på tværs af kommuner, enheder og fagpersoner.  Det er næppe tilstrækkeligt, at alle fluebenene bliver sat inde i det digitale fagsystem.

En ældre undersøgelse fra VIVE har vist, at de enkelte sagsbehandlere rent fagligt ser meget forskelligt på sagerne. I undersøgelsen har man ladet en række sagsbehandlere læse den samme børnesag, og det konkluderes, at de har “varierende synspunkter på næsten alle aspekter af en børnesag og dens forløb”. Sagsbehandlerne kan for eksempel være uenige om, hvor alvorlig problemstillingen er, og om forebyggelse eller anbringelse vil være mest hensigtsmæssigt. Altså helt grundlæggende spørgsmål i sagen.

Undersøgelsen er af ældre dato, og der er mig bekendt ikke nyere forskning, der systematisk har undersøgt, hvor stor variationen egentlig er, når det samme barn undersøges af forskellige fagpersoner og kommuner. Det er i sig selv bekymrende, at vi ikke ved mere om et så afgørende spørgsmål.

Internationale studier tyder også på, strukturerede sagsgange ikke i sig selv sikrer ensartede beslutninger. En oversigt over forskning på området viser, at selvom fagpersoner anvender strukturerede beslutningsredskaber i familiesagerne, så varierer deres vurderinger og beslutninger alligevel betragteligt.

Procedurer er ikke nok

I grunden er det ikke så mærkeligt, at fagpersonernes vurderinger varierer. Grundlæggende skal de jo forsøge at forudsige fremtiden for et barn og en familie. Samtidig skal de have øje for, at enhver familie er forskellig. Diverse regler og procedurer kan aldrig fyldestgørende sikre kvaliteten af de beslutninger.

Vi kan forsøge at skabe et så ensartet grundlag som muligt, men vi må i sidste ende på godt og ondt have tillid til den faglige dømmekraft hos de fagprofessionelle - og måske skal vi indse, at resultatet altid vil variere.

Set i dette lys kan det virke mærkeligt, at vi i debatten om anbringelser stirrer os blinde på om procedurer i sagsbehandlingen overholdes. For hvad nytter det egentlig at fokusere snævert på selve procedurerne i undersøgelserne, hvis fagpersoner på et mere grundlæggende plan har helt forskellige vurderinger af familiens og barnets behov?

Selvom det er vanskelige afgørelser, så er det selvfølgelig ikke en undskyldning for blot at se passivt til. Det har naturligvis konsekvenser, når vi anbringer et barn, ligesom det har konsekvenser, når vi ikke anbringer. At det ikke er en eksakt videnskab, fritager os således ikke fra ansvar. Vi er nødt til at træffe et valg uanset hvad.

Men hvis vi anerkender dette ikke eksakte grundvilkår, så bør vi måske være særligt varsomme med at foretage ultimative indgreb i familierne. Det giver et særligt ansvar for, at tvangsanbringelser er sidste udvej, at udviklingsmuligheder i familierne er udforsket grundigt, og vi har gjort, hvad vi kan for at forebygge tvangsanbringelser.

Politikernes argumentation halter

Flere forskere har peget på, at der mangler evidens, der kan retfærdiggøre et helt overordnet mål om flere anbringelser.

Sagen er, at vi ikke kender effekten af en anbringelse i sig selv. Vi kan studere tal og statistikker omkring anbragtes trivsel. Vi kan se på, hvordan de klarer sig senere i livet, og sammenligne med normalbefolkningen. Og vi kan spørge, hvordan de har oplevet at være anbragt. Men det vi ikke ved er, hvad der ville være sket, hvis vi havde truffet en anden beslutning tidligere i børnenes liv.

Ser man nærmere på nogle af de få udenlandske studier, der metodisk har et design, der gør det muligt at undersøgt kausale effekter af anbringelser, så bør det føre til en vis ydmyghed i forhold til at opstille mål om flere anbringelser.

Et canadisk studie når frem til, at flere anbringelser har blandede effekter på uddannelse, beskæftigelse og kriminalitet. Et amerikansk studie ser på, om det forbedrer børnenes kognitive færdigheder og adfærd, og når frem til, at det hverken har en positiv eller negativ indvirkning. Et andet amerikansk studie finder direkte negative effekter af flere anbringelser.

Det interessante ved det sidste studie er, at man i forskningsdesignet udnytter det førnævnte fænomen, at de faglige vurderinger varierer fra den ene til den anden fagperson. Nogle fagpersoner anbringer systematisk flere end andre. Derfor er det muligt at undersøge, hvordan børnene på sigt klarer sig, afhængigt af om de er havnet hos den, der anbringer mange, eller den, der anbringer færre. Studiet når frem til, at når børn, der ligger på grænsen, anbringes, så fører det senere i livet til højere kriminalitet, at flere bliver gravide i teenageårene og en lavere gennemsnitlig indtægt.

I dansk sammenhæng har vi som nævnt ikke meget viden om kausale effekter af anbringelser i sig selv. Derfor må man spørge, hvad der begrunder et mål om flere anbringelser? Ser vi på argumentationen for flere anbringelser de seneste år, så er der en rød tråd.

Konfronteret med den manglende evidens svarede Socialminister Astrid Krag for eksempel, at:

“Når man møder et voksent menneske, som siger: ‘Hvorfor blev jeg ikke bortadopteret eller anbragt?’, så gør det dybt indtryk på en. Dem har jeg mødt flere af.”

Og det har været en gennemgående begrundelse for flere tidlige anbringelser. At udsatte voksne og tidligere anbragte senere hen i livet siger: Hvorfor gjorde I ikke mere? Hvorfor greb I ikke ind noget før?

Tilsvarende har Pernille Rosenkrantz-Theil flere gange henvist til en spørgeskemaundersøgelse fra TUBA, der er et rådgivningstilbud for børn af alkoholmisbrugere. Når en ung startede i TUBA, så svarede de på et spørgeskema, og et af spørgsmålene lød sådan her:

“Som du tænker tilbage på det nu, mener du så, at det ville have været bedre for dig, hvis du var blevet fjernet som barn?”

Spørgeskemaet blev besvaret af 1.600 børn, og resultatet var, at 33 procent svarede bekræftende – altså at det ville have været bedre at blive anbragt. Hertil kunne Pernille Rozenkrantz-Theil konstatere, at ”det tal burde få alle alarmklokker til at ringe. Vi kan ikke sige, hvor mange flere anbringelser, der vil blive tale om, men svarene i undersøgelsen viser, at det ikke er en lille opgave.”

Men kan vi egentlig udlede, at når en bestemt gruppe af unge svarer, at de kunne have ønsket sig en anbringelse, så skal vi generelt anbringe flere?

For det første skal vi gøre os klart, at i denne slags undersøgelser er de svar, vi får, afhængige af spørgsmålet, vi stiller. Hvad nu hvis man i stedet havde spurgt: ”Ville det havde været bedre for dig, at din familie havde fået hjælp tidligere, så de i højere grad kunne varetage opgaven som forældre?”

For det andet er det selvfølgelig afgørende, hvem vi spørger. I undersøgelsen spørges en gruppe, for hvem det nærmest per definition gælder, at situationen i familien har udviklet sig negativt. Det er unge tilknyttet et tilbud for forældre med misbrug. Og vi må antage, at de unge er netop der, fordi tingene ikke har udviklet sig, som man håbede på i familien. Problemet er, at den anden gruppe – hvor det er gået bedre – ikke er repræsenteret i sådan en undersøgelse. Undersøgelsen viser, at mange af disse unge skulle have fået mere hjælp tidligere. Det skal vi tage alvorligt. Men det er en fejlslutning at konkludere, at vi generelt skal anbringe flere. Det kan sådan en undersøgelse simpelthen ikke sige noget om.

Generelt er argumentationen præget af en form for hindsight bias – som også kan kaldes ’jeg-vidste-det-fra-starten-fænomenet’. Det er den udbredte tendens til, at vi mennesker opfatter tidligere hændelser som mere forudsigelige, end de i realiteten var, før de fandt sted. Vi ser, hvor galt det er gået, spoler tiden baglæns og tænker, at løsningen er simpel.

Men det er bare ikke en luksus, som fagpersonerne ude i kommunerne har. Når de skal træffe en afgørelse, så er det uden at kunne sige med sikkerhed, hvilken fremtid der venter barnet hos de biologiske forældre eller i en anbringelse. Den svære beslutning er langt fra så simpel, når man ikke kan se på situationen i bagklogskabens klare lys.

Det vil altid være nemmere at kigge tilbage og sige: “Dér skulle vi have gjort noget!” Det hjælper bare ikke fagpersoner ret meget, når de skal forsøge at træffe et valg uden at kunne se ind i fremtiden.

Den tidlige indsats – eller den rettidige?

Udmeldingen er også, at flere børn skal anbringes tidligere. Det er derfor relevant at se den aktuelle debat om anbringelser i lyset af den mere generelle bevægelse hen imod tidlige indsatser.

Visionen har gennem de seneste år været, at jo tidligere vi sætter ind rent aldersmæssigt, jo bedre for barnet og jo bedre for samfundet. Blandt andet indgår den såkaldte Heckman-kurve som en blåstempling af dette rationale.

James Heckmans forskning viste, at der helt generelt var en sammenhæng mellem, at indsatser blev gennemført i en tidlig alder og et øget samfundsøkonomisk afkast. Meget tyder dog på, at det næppe holder empirisk. Når det ikke er så simpelt, så drejer det sig blandt andet om, at det kan være svært at forudsige, hvilke borgere som vil profitere af den tidlige indsats, og hvilke der ikke vil. Det er et dilemma, som ofte overses, når vi taler om tidlige indsatser.

Ikke desto mindre lader det til, at den tidlige indsats er blevet et mål, der har fået sit eget faglige og politisk liv. Det gælder også i debatten om anbringelser, hvor der lader til at være en stærk tro på, at jo før i børnenes liv vi sætter ind, jo bedre for både samfund og børn. Der hersker en tro på, at det er simpelt at pege på de børn, som i fremtiden vil profitere af en anbringelse. Eller at vi blot kan pege på de familier, der i fremtiden, ikke vil være i stand til at skabe et godt liv for deres børn. ’Minority Report’-sagerne.

Et alternativ til hovedkulds at skubbe indsatserne ned i en tidlig alder er at operere med et begreb om rettidig indsats. Det indebærer en erkendelse af, at den gode indsats ikke per definition er koblet til en tidlig alder. Den gode indsats skal i stedet ligge så hurtigt som muligt, når behovet er der.

Som en familiechef fra Randers pointerede efter nytårstalen: “Nogen gange står der et menneske foran dig, der har brug for noget lige nu. Hvor du aldrig havde tænkt, at det ville ske. Fordi der ikke var en klassisk risikofaktor, der slog dig lige i panden for fem år siden”.

Og tilsvarende kan vi sige, at vi nogle gange bliver overraskede over en positiv udvikling. Altså: Nogle gange står du overfor en familie, som viser sig at udvikle sig mere positivt, end du havde turdet håbe på.

Kontraproduktive effekter

Socialudvalgsformanden i Haderslev kommune skrev tilbage i januar et læserbrev til kommunens borgere med overskriften ’Vi anbringer ikke jeres børn’.

Det var et næsten kontrært udsagn lige efter nytårstalen. Men budskabet var, at kommunen faktisk forsøger at hjælpe familier, og at mange af os kan få brug for hjælp i kortere eller længere tid. “Så I kan fortsat trygt tage imod hjælpen fra Haderslev kommune,” blev det forsikret.

Socialudvalgsformandens udmelding skete, ”fordi de første to familier som en familiekonsulent kom ud til efter nytårstalen, som det første ville tale om, hvorvidt kommunen nu ville tage deres børn.”

Læserbrevet var således et forsøg på at håndtere et dilemma. Den forebyggende indsats kan blive vanskeligere, når forældre frygter for en tvangsanbringelse. Det er allerede sådan i dag, at mange familier undlader at søge hjælp til eksempelvis misbrugsbehandling af frygt for at få fjernet børnene. Dette kan måske være en ubegrundet frygt, men det er ikke desto mindre tragisk, at det, vi allermest ønsker – familier, der formår at rejse sig og skabe gode liv for deres børn – modarbejdes af frygten for at miste børnene.

Det er et dilemma, vi nok aldrig kommer ud over. Men hvad sker der, når vi skærper retorikken? Når vi på forhånd opstiller et modsætningsforhold mellem forældrenes og børnenes interesser? Og når vi i øvrigt kanoniserer budskabet i statsministerens nytårstale? Ja, så er det måske ikke så mærkeligt, hvis forældre for alt i verden forsøger at undgå kontakten med systemet. Det har den konsekvens, at vi reelt begrænser vores muligheder for at forebygge af frivillighedens vej.

Selv med de bedste intentioner kan vi komme til at modarbejde målet om, at hjælpe familier forebyggende, før det går galt. En sådan indsats kræver samarbejde med forældre. Og samarbejde kræver først og fremmest tillid til, at kommunen, sagsbehandleren og staten vil en det bedste.

Debatten om anbringelser handler også om dit og mit forhold til systemet. Som socialudvalgsformanden i Haderslev skriver, så kan vi alle på et tidspunkt få brug for hjælp i kortere og længere perioder.

Og det er måske en vigtig erkendelse – at vi alle som forældre på et tidspunkt kan stå i en vanskelig situation. Og at vi gerne skulle have tillid til, at staten også er på vores side og vil gøre det ypperste for, at vi kommer på sporet igen.



Robin Vickery

Projektchef i Copenhagen Dome - Videnscenter for Socialøkonomi. Skriver bredt om socialområdet og den forskning og viden, der ligger bag.

LÆS MERE
Forrige artikel Hvem kender arbejdslivet i 2040 eller 2075? Hvem kender arbejdslivet i 2040 eller 2075? Næste artikel Formand Frederiksen står formidabelt stærkt Formand Frederiksen står formidabelt stærkt

Sådan kan en lille dansk virksomhed bruge verdensmålene

Sådan kan en lille dansk virksomhed bruge verdensmålene

VERDENSMÅL 8 Små og mellemstore virksomheder skaber mere end hvert andet af Danmarks private job. En af dem, Missionpharma, skaber også job i udlandet. Virksomheden har gjort en forretning ud af tre af FN’s verdensmål. 

Kan fri forskning være styret af verdensmål?

Kan fri forskning være styret af verdensmål?

VERDENSMÅL 4 Syddansk Universitet har netop gjort verdensmålene til sin grundlæggende fortælling. Et brud med traditionen for fri forskning, lyder kritikken. Nej, siger rektor Henrik Dam, der mener, at forskningen skal stille den viden til rådighed, som samfundet har brug for.

Sundhed er verdensmålenes afgørende globale test

Sundhed er verdensmålenes afgørende globale test

VERDENSMÅL 3 Mange års fremskridt på sundhedsområdet er bragt i fare på grund af coronakrisen. Nu skal verdens statsledere vise, at de tager verdensmålene alvorligt, mener professor i global sundhed. Gør de ikke det, kan det få katastrofale konsekvenser for millioner af mennesker.

Ligestillingen i Danmark er langt fra målet

Ligestillingen i Danmark er langt fra målet

VERDENSMÅL 5 Der er sket forbedringer af ligestilling mellem kønnene. Men ingen lande i verden kan prale med at have fuld ligestilling. Heller ikke Danmark. På en række områder står ligestillingen endda bomstille.

Danmark kan lære meget af Costa Rica

Danmark kan lære meget af Costa Rica

VERDENSMÅL 14 & 15 Biodiversiteten i Danmarks natur er under voldsomt pres. Landbrug, fiskeri, skovbrug og befolkningen som helhed slider hårdt på planter og dyr, der trænger til fred og tid til at regenerere. Danmark skal lære af lande uden for Europa, mener både Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Fiskeriforening.

Man skal have lyst til at bo i den bæredygtige by

Man skal have lyst til at bo i den bæredygtige by

VERDENSMÅL 9 & 11 Store skinnende skyskrabere i dristige udformninger, megabyer med førerløse biler, hvor alt og alle er forbundet til nettet, kolonier på Månen og på Mars – nå ja, og skibakker på Amager. Når Bjarke Ingels forestiller sig en bæredygtig fremtid, er det bekvemmelighed, sjov og lyst, der præger byerne.

ICDK: Forfærdelige førstepladser: Den største produktion med de værste bivirkninger

ICDK: Forfærdelige førstepladser: Den største produktion med de værste bivirkninger

KOMMENTAR: Den indiske medicinalindustri er vokset hastigt, og på mange områder er indiske producenter i dag blandt verdens førende. Men den indiske succes overskygges i stigende grad af den knap så attraktive førsteplads som det land, der har størst problemer med resistente bakterier, skriver Innovation Centre Denmark i Bangalore.

Jeff Sachs: Formålet med økonomien er at skabe trivsel for mennesker

Jeff Sachs: Formålet med økonomien er at skabe trivsel for mennesker

VERDENSMÅL 16 Der er behov for en ny økonomisk tankegang, som sigter mod at skabe trivsel og lykke for alle mennesker – snarere end at maksimere profitten for nogle få, mens resten af planeten forfalder, mener Jeffrey Sachs. Vi kan kun nå verdensmålene ved at tilføje en etik til den økonomiske tænkning, der gør samarbejde mere attraktivt end egoisme.

Netflix' CEO: “Der er ingen positive aspekter ved at arbejde hjemmefra”

Netflix' CEO: “Der er ingen positive aspekter ved at arbejde hjemmefra”

LEDELSE Reed Hastings, Netflix’ grundlægger og topchef, fortæller i en ny bog om en virksomhedskultur, der er benhård og helt åben. Han forklarer sine tanker i dette interview, hvor han skyder fordelene ved distancearbejde ned og sammenligner sine ansatte med elitesportsudøvere.

#MeToo: Som mediechef lover jeg …

#MeToo: Som mediechef lover jeg …

KOMMENTAR De seneste uger har jeg tænkt over, hvad jeg som chef i medieverdenen selv kan gøre ved sexisme på de arbejdspladser, jeg færdes på. Her er mine ti bud til mig selv. Ligesom dem fra Bibelen bliver de ikke nemme at overholde. Men jeg vil gøre mit bedste.

Bidens svære klimabalance

Bidens svære klimabalance

GRØN OMSTILLING USA oplever historisk lave energipriser, faldende CO2-udledninger og et boom i vedvarende energi. Energi- og klimapolitikken deler de amerikanske vælgere. Joe Biden har opprioriteret jobskabelse på bekostning af klima for at imødegå Trump-angreb i energitunge svingstater. 

Global grøn omstilling overlever Trump

Global grøn omstilling overlever Trump

GRØN OMSTILLING Den grønne omstilling har global medvind, selv om Donald Trump har trukket USA ud af FN’s klimapolitik, mener udenrigsminister Jeppe Kofod. Eksperter påpeger, at Trumps klimapolitik er nært forbundet til hans Kina-politik, og at det vil kunne svække nationale klimaløfter i Paris-aftalen fra 2015. 

Inflation i partier – deflation i antal medlemmer

Inflation i partier – deflation i antal medlemmer

KOMMENTAR Det vrimler med nye partier, men under fire procent af danskere gider deltage i partiarbejde. Holder det i længden ud fra et demokratisk synspunkt, at en lille snæver kreds bestemmer, hvem der skal stilles op som kandidater til valgene? 

Set, læst og hørt: Henning Thiesen

Set, læst og hørt: Henning Thiesen

DJØF-formand Henning Thiesen læser om den barske kolonisering af Grønland og har under lockdown genopdaget Bruce Springsteens album om den kuldslåede tid efter 9/11.

I Danmark ligger grøn til venstre for rød

I Danmark ligger grøn til venstre for rød

GRØN OMSTILLING Den seneste uges begivenheder i dansk politik sætter klimakampens indbyggede sociale skævheder på spidsen: Eldrup-kommissionens forslag om højere skatter på gamle biler blev den grønne omstillings første frontale sammenstød med borgernes privatøkonomi. Og fødslen af de Frie Grønne afslører store brudflader i venstre side af Danmarks klimapolitiske landskab. Der er lagt op til grøn klassekamp.

Velfærdsforskere: Gaveøkonomi giver mere velfærd for pengene

Velfærdsforskere: Gaveøkonomi giver mere velfærd for pengene

KOMMENTAR Vores velfærd står og falder med, at vi finder nye innovative måder at organisere os på. Såkaldt ’gaveøkonomi’ er en af dem, og den målelige værdi baner allerede vejen til mere og bedre velfærd, skriver forfatterne til bog om emnet.

Stop cookiemonsteret

Stop cookiemonsteret

DIGITAL OMSTILLING Hver gang vi åbner et nyt website, skal vi give samtykke til, at der bliver brugt cookies. Det skal beskytte vores privatliv – men i praksis er der ingen, der har kræfter eller indsigt til at tage bevidst stilling. En tysk forsker kalder det et ”skuespil om samtykke” – consent theatre.

KOMMENTAR: Det digitale A- og B-hold klarer coronakrisen meget forskelligt

KOMMENTAR: Det digitale A- og B-hold klarer coronakrisen meget forskelligt

Et samfund afhænger af gode veje for at borgerne kan få hverdagen til at fungere. Men den digitale infrastruktur er mindst lige så vigtig - ikke mindst i krisesituationer. I USA har den ulige adgang til digitale tjenester forstærket de svagestes vanskeligheder under coronakrisen, skriver Torben Orla Nielsen fra ICDK i Boston.

Gør kompleksiteten til din ven

Gør kompleksiteten til din ven

LEDELSE Forsøg på at reducere kompleksitet ender som regel med tunnelsyn, beslutningsdovne omgivelser og fyldte leder-indbakker. Vi skal lære ikke blot at navigere i kaos, men ligefrem at nyde den livgivende uforudsigelighed. Det starter på ledelsesgangen, skriver Mads Thimmer.

Coronakrisen rusker op i arbejdsgangene

Coronakrisen rusker op i arbejdsgangene

POLITIK OG VELFÆRD Da Mette Frederiksen lukkede store dele af Danmark ned i marts, fik kommuner og andre myndigheder en hidtil uset frihed til at afprøve nye løsninger – og til at begå fejl. Nu vil topledere overføre de gode erfaringer fra coronakrisen. Det er sværere, end det lyder. Vanens magt er stor.

Ledelse efter corona: Ryd op i målene

Ledelse efter corona: Ryd op i målene

POLITIK OG VELFÆRD På et enkelt punkt understreger erfaringerne fra coronakrisen et helt centralt budskab fra Ledelseskommissionen: Topledere skal sætte en retning – og begrunde den. Ekspert i offentlig ledelse vil bevare det fokus på retning og vision. Hun tror ikke på et opgør med nulfejlskulturen.

Nye løsninger hjælper udsatte

Nye løsninger hjælper udsatte

POLITIK OG VELFÆRD Coronakrisen har givet kommuner og regioner succesfulde erfaringer med at få fat i udsatte grupper, som de måske hidtil har haft svært ved at nå. Nu skal de gode løsninger ind i hverdagen.

Corona har givet opskriften på en folkesundhedsreform

Corona har givet opskriften på en folkesundhedsreform

POLITIK OG VELFÆRD Lene Bruun er som leder i Billund Kommune hver dag med til at sikre størst mulig tryghed for borgerne under coronakrisen. Nu opfordrer hun til at bruge de gode erfaringer fra krisen til at lave en stor folkesundhedsreform for at styrke forebyggelse og sikre danskerne et sundere liv.

Lederne har oplevet øget tillid under nedlukningen

Lederne har oplevet øget tillid under nedlukningen

POLITIK OG VELFÆRD Større tillid og bedre løsninger. De offentlige ledere har oplevet en stribe positive forandringer under krisen. Fagbevægelsen opfordrer nu regeringen til at bruge de gode erfaringer, når den vil gennemføre en stor nærhedsreform af den offentlige sektor.

I Uffe Elbæks nye parti er magt ikke et fyord

I Uffe Elbæks nye parti er magt ikke et fyord

Partiet Frie Grønne er stiftet af flere af folkene bag Alternativet. Men det nye parti er markant anderledes. Der bliver strammere styring, der bliver slået ned på partiskadende adfærd, og magtstrukturen er fra starten på plads. Uffe Elbæk, medstifter og en art nestor i Frie Grønne, er ikke i tvivl: Tiden kalder mere på klart lederskab end på løse rammer.

Set, læst og hørt: Niels Nygaard

Set, læst og hørt: Niels Nygaard

Niels Nygaard var til stede, da den olympiske ild blev tændt, kort før verden lukkede ned. Nu venter han på, at begivenheder som De Olympiske Lege igen kan afholdes. 

Designere skaber grønnere modeller for forbrug

Designere skaber grønnere modeller for forbrug

GRØN OMSTILLING Design kan gøre vores forbrug mere bæredygtigt ved at udforme forretningsmodeller, der knytter forbrugerne tættere til butikker og producenter, så man sammen kan forøge levetiden og forbedre genanvendelsen af produkter.

Teknologi kan give os kontrol over vores penge

Teknologi kan give os kontrol over vores penge

DIGITAL OMSTILLING En ny rapport fra FN’s udviklingsorganisation undersøger, hvordan digitalisering af det finansielle system kan hjælpe med at få investeringer og forbrug til at støtte de globale bæredygtighedsmål, snarere end at modarbejde dem.

Tre megatrends for det grønne Kina

Tre megatrends for det grønne Kina

KOMMENTAR: Via offentlige investeringer i udvikling af grønne løsninger og kommercielle incitamenter forsøger centralregeringen at styre Kina i en bæredygtig retning. Kinesiske forskere er i dag nogle af de mest kompetente inden for forskning i teknologiske, grønne løsninger skriver Innovation Centre Denmark i Shanghai.

Set, læst og hørt: Dorthe Petersen

Set, læst og hørt: Dorthe Petersen

Sommeren har budt på surprise-opera og inspirerende udstilling om islandsk kvindesagsikon for nytiltrådt CEO i PlanBørnefonden, Dorthe Petersen.