Kontrafaktiske anbringelser

KOMMENTAR Regeringens politik om flere tidlige anbringelser hviler delvist på en farlig præmis om, at vi kan eliminere sociale problemer ved at forudsige fremtiden. Resultatet bliver en forsimpling af det svære valg, som fagpersoner står med i praksis.

På Randers Sygehus har Belinda født en søn. Jordemoderen hjælper parret med at få barnet lagt til. Det er en fødsel, med alt hvad det indebærer. Smerte, kaos og forløsning. Men ikke alt er, som det plejer. Få timer efter fødslen kommer myndighederne og henter barnet, og i et tilstødende venteværelse sidder en plejefamilie klar til at tage over.

Tvangsanbringelsen blev skildret i DR-dokumentaren ’Tvangsfjernet med Anders Agger. Vi følger parret frem mod fødslen i deres kamp for at beholde barnet og frem til den svære og hjerteskærende scene. Isoleret set var situationen vanskelig at forstå. Hvorfor skulle relationen til forældrene brydes så kort efter fødslen? Hvorfor kunne de ikke være en familie? Hvorfor kunne de ikke få chancen i det mindste og forsøge at være de forældre, som de tydeligvis ønskede at være?

Budskabet var ikke sort-hvidt. Og der var måske gode grunde til, at det ikke kunne være anderledes. Men det viste med al tydelighed, at det er et voldsomt indgreb, og det er utroligt vanskelige afgørelser, som fagpersoner rundt omkring i kommunerne står med.

Ved tvangsadoptioner eller anbringelser fra fødslen må vi i særlig grad sætte vores lid til, at fagpersoner kan kigge ind i krystalkuglen og forudsige fremtiden. For her kan vi naturligvis ikke bygge beslutningen på viden om, hvordan barnet fungerer i familien.

En sagsbehandler betegner i et blogindlæg dette som ’Minority Report’-sager, med henvisning til science fiction-filmen af samme navn. Her kan en pre-crime unit se ind i fremtiden og forhindre kriminelle handlinger, før de sker. Samme oplevelse kan man åbenbart have som sagsbehandler – at man må forsøge at se ind i fremtiden og forhindre en skade, der endnu ikke er sket.

Tidligere og mere ultimative indgreb, som regeringen lægger op til, vil betyde flere ’Minority Report’-sager. Med den tragiske scene fra Randers Sygehus på nethinden må man stille spørgsmålet, hvorfor det er blevet et politisk mål, at flere børn skal anbringes tidligere. Og om vi fuldt ud har forstået de udfordringer og dilemmaer, der knytter sig til at træffe afgørelser om anbringelser i praksis.

At anbringe et barn, er ikke en eksakt videnskab

En tvangsanbringelse er et voldsomt indgreb, og det er helt afgørende, at der er et solidt fagligt grundlag for beslutningen. Siden statsministeren i sin nytårstale slog fast, at flere børn skal anbringes tidligere, har et af de centrale kritikpunkter været, at det er uansvarligt at tvangsanbringe flere, når det samtidig halter med retssikkerheden.

Vi kan se på Ankestyrelsens statistik, at der er mange fejl i kommunernes afgørelser. Tænketanken Justitia har dokumenteret, at der er kritiske problemer på dette område.

Derudover er der stor forskel på, hvor meget der underrettes i kommuner, og hvor mange der anbringes – også når man korrigerer for, at de sociale og økonomiske forudsætninger er forskellige. Dermed må vi formode, at ikke alle børn og forældre møder de samme vilkår på tværs af kommunerne.

Selv om retningslinjer og regler overholdes, så undervurderer vi problemstillingen, hvis vi tror, at det i sig selv sikrer, at familier behandles lige på tværs af kommuner, enheder og fagpersoner.  Det er næppe tilstrækkeligt, at alle fluebenene bliver sat inde i det digitale fagsystem.

En ældre undersøgelse fra VIVE har vist, at de enkelte sagsbehandlere rent fagligt ser meget forskelligt på sagerne. I undersøgelsen har man ladet en række sagsbehandlere læse den samme børnesag, og det konkluderes, at de har “varierende synspunkter på næsten alle aspekter af en børnesag og dens forløb”. Sagsbehandlerne kan for eksempel være uenige om, hvor alvorlig problemstillingen er, og om forebyggelse eller anbringelse vil være mest hensigtsmæssigt. Altså helt grundlæggende spørgsmål i sagen.

Undersøgelsen er af ældre dato, og der er mig bekendt ikke nyere forskning, der systematisk har undersøgt, hvor stor variationen egentlig er, når det samme barn undersøges af forskellige fagpersoner og kommuner. Det er i sig selv bekymrende, at vi ikke ved mere om et så afgørende spørgsmål.

Internationale studier tyder også på, strukturerede sagsgange ikke i sig selv sikrer ensartede beslutninger. En oversigt over forskning på området viser, at selvom fagpersoner anvender strukturerede beslutningsredskaber i familiesagerne, så varierer deres vurderinger og beslutninger alligevel betragteligt.

Procedurer er ikke nok

I grunden er det ikke så mærkeligt, at fagpersonernes vurderinger varierer. Grundlæggende skal de jo forsøge at forudsige fremtiden for et barn og en familie. Samtidig skal de have øje for, at enhver familie er forskellig. Diverse regler og procedurer kan aldrig fyldestgørende sikre kvaliteten af de beslutninger.

Vi kan forsøge at skabe et så ensartet grundlag som muligt, men vi må i sidste ende på godt og ondt have tillid til den faglige dømmekraft hos de fagprofessionelle - og måske skal vi indse, at resultatet altid vil variere.

Set i dette lys kan det virke mærkeligt, at vi i debatten om anbringelser stirrer os blinde på om procedurer i sagsbehandlingen overholdes. For hvad nytter det egentlig at fokusere snævert på selve procedurerne i undersøgelserne, hvis fagpersoner på et mere grundlæggende plan har helt forskellige vurderinger af familiens og barnets behov?

Selvom det er vanskelige afgørelser, så er det selvfølgelig ikke en undskyldning for blot at se passivt til. Det har naturligvis konsekvenser, når vi anbringer et barn, ligesom det har konsekvenser, når vi ikke anbringer. At det ikke er en eksakt videnskab, fritager os således ikke fra ansvar. Vi er nødt til at træffe et valg uanset hvad.

Men hvis vi anerkender dette ikke eksakte grundvilkår, så bør vi måske være særligt varsomme med at foretage ultimative indgreb i familierne. Det giver et særligt ansvar for, at tvangsanbringelser er sidste udvej, at udviklingsmuligheder i familierne er udforsket grundigt, og vi har gjort, hvad vi kan for at forebygge tvangsanbringelser.

Politikernes argumentation halter

Flere forskere har peget på, at der mangler evidens, der kan retfærdiggøre et helt overordnet mål om flere anbringelser.

Sagen er, at vi ikke kender effekten af en anbringelse i sig selv. Vi kan studere tal og statistikker omkring anbragtes trivsel. Vi kan se på, hvordan de klarer sig senere i livet, og sammenligne med normalbefolkningen. Og vi kan spørge, hvordan de har oplevet at være anbragt. Men det vi ikke ved er, hvad der ville være sket, hvis vi havde truffet en anden beslutning tidligere i børnenes liv.

Ser man nærmere på nogle af de få udenlandske studier, der metodisk har et design, der gør det muligt at undersøgt kausale effekter af anbringelser, så bør det føre til en vis ydmyghed i forhold til at opstille mål om flere anbringelser.

Et canadisk studie når frem til, at flere anbringelser har blandede effekter på uddannelse, beskæftigelse og kriminalitet. Et amerikansk studie ser på, om det forbedrer børnenes kognitive færdigheder og adfærd, og når frem til, at det hverken har en positiv eller negativ indvirkning. Et andet amerikansk studie finder direkte negative effekter af flere anbringelser.

Det interessante ved det sidste studie er, at man i forskningsdesignet udnytter det førnævnte fænomen, at de faglige vurderinger varierer fra den ene til den anden fagperson. Nogle fagpersoner anbringer systematisk flere end andre. Derfor er det muligt at undersøge, hvordan børnene på sigt klarer sig, afhængigt af om de er havnet hos den, der anbringer mange, eller den, der anbringer færre. Studiet når frem til, at når børn, der ligger på grænsen, anbringes, så fører det senere i livet til højere kriminalitet, at flere bliver gravide i teenageårene og en lavere gennemsnitlig indtægt.

I dansk sammenhæng har vi som nævnt ikke meget viden om kausale effekter af anbringelser i sig selv. Derfor må man spørge, hvad der begrunder et mål om flere anbringelser? Ser vi på argumentationen for flere anbringelser de seneste år, så er der en rød tråd.

Konfronteret med den manglende evidens svarede Socialminister Astrid Krag for eksempel, at:

“Når man møder et voksent menneske, som siger: ‘Hvorfor blev jeg ikke bortadopteret eller anbragt?’, så gør det dybt indtryk på en. Dem har jeg mødt flere af.”

Og det har været en gennemgående begrundelse for flere tidlige anbringelser. At udsatte voksne og tidligere anbragte senere hen i livet siger: Hvorfor gjorde I ikke mere? Hvorfor greb I ikke ind noget før?

Tilsvarende har Pernille Rosenkrantz-Theil flere gange henvist til en spørgeskemaundersøgelse fra TUBA, der er et rådgivningstilbud for børn af alkoholmisbrugere. Når en ung startede i TUBA, så svarede de på et spørgeskema, og et af spørgsmålene lød sådan her:

“Som du tænker tilbage på det nu, mener du så, at det ville have været bedre for dig, hvis du var blevet fjernet som barn?”

Spørgeskemaet blev besvaret af 1.600 børn, og resultatet var, at 33 procent svarede bekræftende – altså at det ville have været bedre at blive anbragt. Hertil kunne Pernille Rozenkrantz-Theil konstatere, at ”det tal burde få alle alarmklokker til at ringe. Vi kan ikke sige, hvor mange flere anbringelser, der vil blive tale om, men svarene i undersøgelsen viser, at det ikke er en lille opgave.”

Men kan vi egentlig udlede, at når en bestemt gruppe af unge svarer, at de kunne have ønsket sig en anbringelse, så skal vi generelt anbringe flere?

For det første skal vi gøre os klart, at i denne slags undersøgelser er de svar, vi får, afhængige af spørgsmålet, vi stiller. Hvad nu hvis man i stedet havde spurgt: ”Ville det havde været bedre for dig, at din familie havde fået hjælp tidligere, så de i højere grad kunne varetage opgaven som forældre?”

For det andet er det selvfølgelig afgørende, hvem vi spørger. I undersøgelsen spørges en gruppe, for hvem det nærmest per definition gælder, at situationen i familien har udviklet sig negativt. Det er unge tilknyttet et tilbud for forældre med misbrug. Og vi må antage, at de unge er netop der, fordi tingene ikke har udviklet sig, som man håbede på i familien. Problemet er, at den anden gruppe – hvor det er gået bedre – ikke er repræsenteret i sådan en undersøgelse. Undersøgelsen viser, at mange af disse unge skulle have fået mere hjælp tidligere. Det skal vi tage alvorligt. Men det er en fejlslutning at konkludere, at vi generelt skal anbringe flere. Det kan sådan en undersøgelse simpelthen ikke sige noget om.

Generelt er argumentationen præget af en form for hindsight bias – som også kan kaldes ’jeg-vidste-det-fra-starten-fænomenet’. Det er den udbredte tendens til, at vi mennesker opfatter tidligere hændelser som mere forudsigelige, end de i realiteten var, før de fandt sted. Vi ser, hvor galt det er gået, spoler tiden baglæns og tænker, at løsningen er simpel.

Men det er bare ikke en luksus, som fagpersonerne ude i kommunerne har. Når de skal træffe en afgørelse, så er det uden at kunne sige med sikkerhed, hvilken fremtid der venter barnet hos de biologiske forældre eller i en anbringelse. Den svære beslutning er langt fra så simpel, når man ikke kan se på situationen i bagklogskabens klare lys.

Det vil altid være nemmere at kigge tilbage og sige: “Dér skulle vi have gjort noget!” Det hjælper bare ikke fagpersoner ret meget, når de skal forsøge at træffe et valg uden at kunne se ind i fremtiden.

Den tidlige indsats – eller den rettidige?

Udmeldingen er også, at flere børn skal anbringes tidligere. Det er derfor relevant at se den aktuelle debat om anbringelser i lyset af den mere generelle bevægelse hen imod tidlige indsatser.

Visionen har gennem de seneste år været, at jo tidligere vi sætter ind rent aldersmæssigt, jo bedre for barnet og jo bedre for samfundet. Blandt andet indgår den såkaldte Heckman-kurve som en blåstempling af dette rationale.

James Heckmans forskning viste, at der helt generelt var en sammenhæng mellem, at indsatser blev gennemført i en tidlig alder og et øget samfundsøkonomisk afkast. Meget tyder dog på, at det næppe holder empirisk. Når det ikke er så simpelt, så drejer det sig blandt andet om, at det kan være svært at forudsige, hvilke borgere som vil profitere af den tidlige indsats, og hvilke der ikke vil. Det er et dilemma, som ofte overses, når vi taler om tidlige indsatser.

Ikke desto mindre lader det til, at den tidlige indsats er blevet et mål, der har fået sit eget faglige og politisk liv. Det gælder også i debatten om anbringelser, hvor der lader til at være en stærk tro på, at jo før i børnenes liv vi sætter ind, jo bedre for både samfund og børn. Der hersker en tro på, at det er simpelt at pege på de børn, som i fremtiden vil profitere af en anbringelse. Eller at vi blot kan pege på de familier, der i fremtiden, ikke vil være i stand til at skabe et godt liv for deres børn. ’Minority Report’-sagerne.

Et alternativ til hovedkulds at skubbe indsatserne ned i en tidlig alder er at operere med et begreb om rettidig indsats. Det indebærer en erkendelse af, at den gode indsats ikke per definition er koblet til en tidlig alder. Den gode indsats skal i stedet ligge så hurtigt som muligt, når behovet er der.

Som en familiechef fra Randers pointerede efter nytårstalen: “Nogen gange står der et menneske foran dig, der har brug for noget lige nu. Hvor du aldrig havde tænkt, at det ville ske. Fordi der ikke var en klassisk risikofaktor, der slog dig lige i panden for fem år siden”.

Og tilsvarende kan vi sige, at vi nogle gange bliver overraskede over en positiv udvikling. Altså: Nogle gange står du overfor en familie, som viser sig at udvikle sig mere positivt, end du havde turdet håbe på.

Kontraproduktive effekter

Socialudvalgsformanden i Haderslev kommune skrev tilbage i januar et læserbrev til kommunens borgere med overskriften ’Vi anbringer ikke jeres børn’.

Det var et næsten kontrært udsagn lige efter nytårstalen. Men budskabet var, at kommunen faktisk forsøger at hjælpe familier, og at mange af os kan få brug for hjælp i kortere eller længere tid. “Så I kan fortsat trygt tage imod hjælpen fra Haderslev kommune,” blev det forsikret.

Socialudvalgsformandens udmelding skete, ”fordi de første to familier som en familiekonsulent kom ud til efter nytårstalen, som det første ville tale om, hvorvidt kommunen nu ville tage deres børn.”

Læserbrevet var således et forsøg på at håndtere et dilemma. Den forebyggende indsats kan blive vanskeligere, når forældre frygter for en tvangsanbringelse. Det er allerede sådan i dag, at mange familier undlader at søge hjælp til eksempelvis misbrugsbehandling af frygt for at få fjernet børnene. Dette kan måske være en ubegrundet frygt, men det er ikke desto mindre tragisk, at det, vi allermest ønsker – familier, der formår at rejse sig og skabe gode liv for deres børn – modarbejdes af frygten for at miste børnene.

Det er et dilemma, vi nok aldrig kommer ud over. Men hvad sker der, når vi skærper retorikken? Når vi på forhånd opstiller et modsætningsforhold mellem forældrenes og børnenes interesser? Og når vi i øvrigt kanoniserer budskabet i statsministerens nytårstale? Ja, så er det måske ikke så mærkeligt, hvis forældre for alt i verden forsøger at undgå kontakten med systemet. Det har den konsekvens, at vi reelt begrænser vores muligheder for at forebygge af frivillighedens vej.

Selv med de bedste intentioner kan vi komme til at modarbejde målet om, at hjælpe familier forebyggende, før det går galt. En sådan indsats kræver samarbejde med forældre. Og samarbejde kræver først og fremmest tillid til, at kommunen, sagsbehandleren og staten vil en det bedste.

Debatten om anbringelser handler også om dit og mit forhold til systemet. Som socialudvalgsformanden i Haderslev skriver, så kan vi alle på et tidspunkt få brug for hjælp i kortere og længere perioder.

Og det er måske en vigtig erkendelse – at vi alle som forældre på et tidspunkt kan stå i en vanskelig situation. Og at vi gerne skulle have tillid til, at staten også er på vores side og vil gøre det ypperste for, at vi kommer på sporet igen.



Robin Vickery

Projektchef i Copenhagen Dome - Videnscenter for Socialøkonomi. Skriver bredt om socialområdet og den forskning og viden, der ligger bag.

LÆS MERE
Forrige artikel Hvem kender arbejdslivet i 2040 eller 2075? Hvem kender arbejdslivet i 2040 eller 2075? Næste artikel Formand Frederiksen står formidabelt stærkt Formand Frederiksen står formidabelt stærkt
Dansk topchef i OECD: Danmark og EU skal sikre retfærdig digitalisering

Dansk topchef i OECD: Danmark og EU skal sikre retfærdig digitalisering

POLITIK OG VELFÆRD Digitalisering er ligesom globalisering en nøgle til Danmarks fremtidige velstand. Men både i Danmark og i EU skal man sikre, at digitaliseringens goder i 2020’erne fordeles retfærdigt, mener Ulrik Vestergaard Knudsen, vicegeneralsekretær i OECD. Skæv fordeling af globaliseringens gevinster medvirkede til 2010’ernes folkelige oprør, påpeger han i dette interview om de store globale megatrends og Danmarks rolle.

Cybertruslen bekymrer næsten alle danske topledere

Cybertruslen bekymrer næsten alle danske topledere

DIGITAL OMSTILLING En rekordhøj andel af danske topledere er i 2021 bekymrede for cyberangreb. 97 procent af de adspurgte danske CEO’s peger på cybertruslen som en forretningsmæssig bekymring, og hele 47 procent er ‘meget bekymret’, viser en rapport fra PwC. 

Hvor meget frihed må trygheden koste?

Hvor meget frihed må trygheden koste?

Tryghed er et lille hyggeligt ord, der ikke burde kunne gøre nogen fortræd. Men i tryghedens navn er vi i gang med at kriminalisere hinanden for noget så ukonkret som at vække en følelse af utryghed hos andre.

Michael Ørnø anbefaler

Michael Ørnø anbefaler

KULTURANBEFALING Michael Ørnø hører til blandt de få, der stadig lytter til et album fra ende til anden. Og så anbefaler han bogen, der forklarer, hvordan en computer bygges op sådan helt fra bunden.

Professorer: Store samfundsproblemer kræver totalfodbold

Professorer: Store samfundsproblemer kræver totalfodbold

POLITIK OG VELFÆRD Coronakrisen har vist os, hvad der skal til for, at det politiske og administrative system i fremtiden kan løse store kriser og udfordringer. Det kræver, at alle niveauer og aktører spiller med, skriver Eva Sørensen og Jacob Torfing.

Hospitaler – fremtidens innovationshubs

Hospitaler – fremtidens innovationshubs

Boston er et vindue ind i fremtiden for life science og sundhedsinnovation. Det er et økosystem i verdensklasse, som vi danskere kan se til for at få indblik i nye trends indenfor sundhedsinnovation. Som det danske innovationscenter i Boston skriver, har hospitalerne en helt central rolle.

Nu er det voksen-baby der bestemmer

Nu er det voksen-baby der bestemmer

DIGITAL OMSTILLING Mobiltelefonerne har lært forbrugere, at de kan få opfyldt deres behov omgående – så hvorfor ikke forlange det samme i alle de situationer, hvor man er bruger? Det kan virke som en forkælet indstilling, men hvis man vil klare sig som virksomhed, er man nødt til at føje de nye ”voksen-babyer”, siger forfatteren til en ny bog om fremtidens virksomheder.

Styr din faglige entusiasme

Styr din faglige entusiasme

LEDELSE Et stærkt fagligt engagement kan skabe problemer i mødet med konkurrerende og politiske hensyn i organisationen. Det er nødvendigt at være fleksibel og manøvredygtig uden at forfalde til kynisme, og det kræver træning, skriver Klaus Majgaard.

Hjemme godt, ude godt

Hjemme godt, ude godt

DIGITAL OMSTILLING Kun ni procent af danskerne ønsker at arbejde permanent hjemmefra efter covid-19.

Erhvervsspidser samler tankerne: Sådan slipper vi innovationen løs i Danmark

Erhvervsspidser samler tankerne: Sådan slipper vi innovationen løs i Danmark

POLITIK OG VELFÆRD Danmark har indtil nu været en af globaliseringens vindernationer. Men en ny verden venter efter corona. 20 fremtrædende erhvervsprofiler opfordrer til radikal nytænkning, hvis Danmark ikke skal køres over. Erhvervslivets kræfter skal slippes løs i frikommuneforsøg, særlige områder skal være Danmarks nye innovationszoner, og der skal oprettes både et sundheds- og et læringspartnerskab.

Hvorfor Danmark?

Hvorfor Danmark?

KOMMENTAR Hvorfor skal verden overhovedet vælge Danmark, danske virksomheder, varer og værdier til i den nye konkurrence, der venter efter coronakrisen? Det er det centrale spørgsmål i Dansk Konkurrenceevneråd, der for nylig trådte sammen for første gang. Her giver to af rådets medlemmer deres bud på, hvilken vej vi skal gå for at finde svar.

Falcks direktør: Sammen kan vi hæve levetiden i en hel bydel

Falcks direktør: Sammen kan vi hæve levetiden i en hel bydel

POLITIK OG VELFÆRD Falcks topchef, Jakob Riis, har en drøm. Han ønsker at gøre områder som Nordvest i København og andre lokalområder til en slags sundhedsfyrtårne i nyt, forpligtende partnerskab med det offentlige. “Fremsynet”, siger professor. Jakob Riis vil også gøre op med uforpligtende pilotprojekter og sikre en bedre udnyttelse af de milliarder af kroner, som det offentlige køber ind for årligt.

Naturen er begyndt at sende regninger tilbage til økonomien

Naturen er begyndt at sende regninger tilbage til økonomien

GRØN OMSTILLING Den grønne omstilling skal være lige så hurtig og gennemgribende, som digitaliseringen af samfundet har været, siger den svenske klimaforsker Johan Rockström. Han mener, det er en misforståelse at se det gode, moderne liv som en modsætning til bæredygtighed – men det er nogle andre mål, vi må stræbe efter.

Planetære grænser

Planetære grænser

GRØN OMSTILLING I 2009 gik en gruppe på 26 af klodens førende miljø- og klimaforskere, ledet er Johan Rockström, sammen om at identificere de faktorer, som er afgørende for, at det globale økosystem fortsat kan trives. Gruppen opstillede en liste på ni hovedområder, blandt andet biodiversitet, forsuring af havene, udtynding af ozonlaget og arealet af jorden, der bruges til landbrug.

Nikolas Lyhne-Knudsen anbefaler

Nikolas Lyhne-Knudsen anbefaler

KULTURANBEFALING Nikolas Lyhne-Knudsen lader sig inspirere af skønlitteraturen både privat og som leder. Og så anbefaler han en spændende podcast, der sætter historien i kontekst og perspektiv.

7 skridt der kan gøre Europa til grøn supermagt

7 skridt der kan gøre Europa til grøn supermagt

KOMMENTAR Klimakrisen kan blive en vindersag for Europa, men det kræver, at man adresserer det lange efterskælv af folkelige bekymringer fra de sidste par årtiers kriser, skriver Bjarke Møller.

Er Skat ved at blive plyndret for anden gang?

Er Skat ved at blive plyndret for anden gang?

Ugens ubehagelige spørgsmål: Spilder vi enorme milliardbeløb i det britiske retssystem uden reel chance for at få de 12,7 udbytteskattemilliarder tilbage, som Skat sendte ud af landet? Britiske medier kalder sagen for den dyreste i nyere britisk retshistorie. Og Danmark har lige tabt første runde.

Kina sidder tungt på råmaterialer til elektronik – for nu

Kina sidder tungt på råmaterialer til elektronik – for nu

GRØN OMSTILLING Kina har over de sidste 25 år etableret sig som den dominerende globale leverandør af sjældne jordarter, der er
uundværlige i produktionen af smartphones, elbiler, våbensystemer og utallige andre teknologier.

Siri-kommissionen går ind i klimakampen

Siri-kommissionen går ind i klimakampen

DIGITAL OMSTILLING Den danske Siri-Kommission af it-eksperter har netop udsendt en ny rapport. Denne gang handler det om den miljø- og klimabelastning, som brugen af digital teknologi fører med sig. Det er ganske overraskende, HVOR meget nogle af vores it-vaner forbruger. 

Grønne byer til verdens største befolkning

Grønne byer til verdens største befolkning

Kina vil inden for de næste par år være blevet verdens største økonomi. Den kraftige industrialisering og urbanisering har imidlertid ført til et påtrængende behov for rette op og undgå miljøforringelser – ikke mindst i de hastigt voksende byer. Det skriver det danske innovationscenter i Shanghai.

Konflikter er bedre end deres rygte

Konflikter er bedre end deres rygte

LEDELSE Konflikter kan være lærende og udviklende, og er ikke noget, vi skal undgå for enhver pris. Men det kræver et miljø med høj psykologisk sikkerhed at udnytte potentialet, skriver Nicolaj Suhr Jensen.

Klimakompetencer er en mangelvare i bestyrelseslokaler

Klimakompetencer er en mangelvare i bestyrelseslokaler

GRØN OMSTILLING Trods øget fokus på klima og bæredygtighed i mange danske virksomheder er der begrænset viden og kompetencer på området i bestyrelseslokalerne. Presset for at få opgraderet bestyrelsens klimakompetencer kommer blandt andet fra investorer og fra kommende EU-lovgivning.

Handel med databaserede serviceydelser er eksploderet

Handel med databaserede serviceydelser er eksploderet

DIGITAL OMSTILLING Siden 1990’erne er handlen i databaserede services vokset drastisk og udgør nu halvdelen af den totale globale handel i serviceydelser, viser en ny rapport fra Verdensbanken.

CO2-fangst: Nu bliver det alvor

CO2-fangst: Nu bliver det alvor

GRØN OMSTILLING Religionskrigen om CO2-fangst er slut. Selv de mest ambitiøse klimaforkæmpere mener nu, at Danmark og resten af verden ikke kommer uden om at indsamle og lagre CO2. Opgaven er enorm. Det samme er de fremtidige forretningsmuligheder.

Mange måder at opsuge og lagre CO2

Mange måder at opsuge og lagre CO2

GRØN OMSTILLING Efter regeringens seneste tiltag – energiøerne, støtte til el-biler, omlægning til varmepumper, stop for kulfyring osv. – mangler stadig løsninger, der kan adressere de sidste 13,7 millioner tons CO2.

Novo Nordisk Fonden: CCS er et dansk Apollo-projekt

Novo Nordisk Fonden: CCS er et dansk Apollo-projekt

GRØN OMSTILLING Forskning indenfor samspillet mellem biologi og kemi kan skabe et gennembrud for fangst og udnyttelse af CO2, mener Claus Felby, der er leder af Novo Nordisk Fondens biotek-aktiviteter. Fonden er klar med meget store beløb, der både skal gå til forskning og til at skalere og samarbejde i stor, industriel skala.

Norge vil gøre CO2-fangst til et nyt industrieventyr

Norge vil gøre CO2-fangst til et nyt industrieventyr

GRØN OMSTILLING Norge satser milliarder på at udvikle den industri, der kan fange CO2, transportere det i skibe og lagre det i undergrunden. Aker Carbon Capture er et privat norsk selskab, der sælger industrielt udstyr til teknologien. CEO Valborg Lundegaard ser store muligheder i Danmark, der med 70 procent-målet for 2030 har lagt tidligere skepsis over for teknologien på hylden og satser stort på at fange, lagre og udnytte CO2.

Skab en langsigtet vision for den offentlige styring

Skab en langsigtet vision for den offentlige styring

KOMMENTAR Hvordan ville vi organisere velfærdssamfundet, hvis vi gav os selv 10 år til at udvikle en ny model? Der er behov for langsigtede pejlemærker for udviklingen af den offentlige styring, som kan frigøre os fra vanetænkningen, skriver Per Nikolaj Bukh og Karina Skovvang Christensen.

Helle Øbo anbefaler

Helle Øbo anbefaler

KULTURANBEFALING Helle Øbo glæder sig til Skandinaviens største fotofestival, og så anbefaler hun en romantrilogi, der giver et indblik i Barcelonas mystik, passion og kultur.

USA blæser til klimakamp – for sin egen skyld

USA blæser til klimakamp – for sin egen skyld

GRØN OMSTILLING Når USA nu igen engagerer sig i kampen mod den globale opvarmning, skyldes det først og fremmest hensynet til egne interesser. Risikoen er, at Biden indleder en kold klimakrig med kineserne. 

Han skal fremtidssikre avisen

Han skal fremtidssikre avisen

NYT JOB Den tidligere general og forsvarschef Peter Bertram overtager posten som bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus midt i en brydningstid, der byder på ny teknologi og nye brugerpræferencer.

Rejs hjem, hvor dine forældre kommer fra!

Rejs hjem, hvor dine forældre kommer fra!

Den danske asylpolitik bygger på, at flygtninge skal rejse hjem, når forholdene i hjemlandet tillader det. Opholdet er kun midlertidigt. Med hvad gør vi, når det midlertidige fylder en hel barndom, og syriske flygtningebørns hjemland er blevet Thy, Fyn eller Falster?

Mangel på chips bremser produktionen

Mangel på chips bremser produktionen

DIGITAL OMSTILLING Forsyningerne af computerchips kan ikke holde trit med efterspørgslen, og det er begyndt at gå ud over produktionen, især bilfabrikkerne er hårdt ramt. Problemet har synliggjort verdensøkonomiens store afhængighed af en enkelt komponent, som kun nogle få selskaber kan levere. 

Det kræver grundig forberedelse at finde venturekapital i Silicon Valley

Det kræver grundig forberedelse at finde venturekapital i Silicon Valley

DIGITAL OMSTILLING Silicon Valley er indbegrebet af venturekapital, men skal det lykkes for startups at skaffe investeringer og nyde godt af den støtte, som den rette investor kan tilbyde, kræver det grundig forberedelse. Det fortæller det danske innovationscenter i Silicon Valley.

Leder du med sproget, eller leder sproget dig?

Leder du med sproget, eller leder sproget dig?

LEDELSE Kommunikation er det måske vigtigste ledelsesredskab, men mange ledere bliver forført af deres begejstring for nye termer og ønsket om at fremstå på forkant med udviklingen. Man kan hurtigt miste autoritet på den konto, skriver Mads Thimmer.