Annonce

Kraftig vækst i Google-økonomien

17. oktober 2010 kl. 22.25

Den digitale økonomis største og mest udbredte søgemaskine, Google, der har spredt sine fangarme til flere og flere områder, har leveret et kanonregnskab. Selskabets aktieværdi steg med 80 milliarder kr. efter præsentationen af selskabets kvartalsregnskab torsdag aften dansk tid.

Det var det største kurshop i næsten to år og et symbol på, at den digitale økonomis frontløber definitivt har lagt krisen bag sig. Overskuddet efter skat er steget med hele 32 pct. Forklaringen på successen er ikke bare, at Google er altdominerende inden for søgning på internettet, og at antallet af betalte klik på internetannoncer er steget. Regnskabet understreger også, at Google er dygtigere og dygtigere til at diversificere sin forretning.

Forleden indtog Google forsiden af ugemagasinet Newsweek under rubrikken “Androidernes angreb”. Selskabet ligger nemlig i hård kamp med Apple om at dominere markedet inden for den nye generation af smartphones. Slaget mellem Apples iPhone og Googles software-platform Android har tvunget Nokia ud i en historisk krise, som man måske kunne kalde en eksistenskamp, og det finske selskab har endda følt sig nødsaget til at hyre en amerikansk topchef fra Microsoft.

Bundlinjen er, at på det amerikanske marked er smarte mobiltelefoner baseret på Googles Android-software nu rykket forbi den hidtidige nummer et, BlackBerry, mens Nokia ser ud til at være sat helt af. Alene i august rykkede Android ind på mere end 200.000 mobiltelefoner, og nogle markedsanalytikere vurderer, at Android vil erobre op imod 25 pct. af verdensmarkedet i 2014 – mere end det dobbelte af Apples markedsandel. Foreløbig er det blot prognoser, men med den hidtidige erobringskapacitet in mente bør man ikke undervurdere Googles vækstpotentiale. Den lektie lærte aktieinvestorerne i den forløbne uge.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026