Ny supermagt Verdens kapital koncentreres i Kina Ny bølge af kinesiske opkøb og investeringer i Vesten på vej Kina er nu epicenter for verdens investeringer. I skyggen af subprime-krisen flygter kapitalen fra USA og Vesten. “De færreste i Vesten har nogen anelse om, hvor voldsom en rekalibrering verdensøkonomien undergår lige nu, ” siger professor Daniel Yergin fra Cambridge Energy Research, der er højt anerkendt for sine analyser af økonomiske og geopolitiske bevægelser. Det nye niveau af kapitalophobning i Kina har bl. a. medført, at de nyligt børsnoterede store statsvirksomheder og kinesiske banker med eksplosiv fart bevæger sig ind i verdenseliten. Den kun et år gamle Industrial and Commercial Bank of China er i dag verdens markant største bank målt på markedsværdi. De nye økonomiske realiteter gør, at Kina nu fremrykker sine globaliseringsplaner. Valutaen vil blive revalueret hurtigere, ligesom internationale investeringer og opkøb vil ske langt hyppigere. Samtidig vil Kina i højere grad bruge sin stigende magt til at forlange indflydelse for sine støtteopkøb i USA.