Krisen er regeringens store chance

Den økonomiske krise er også demokratiernes krise. De seneste uger har afsløret regeringernes og de internationale institutioners afmagt over for de komplekse og hastigt accelererende problemer, som verdenssamfundet netop nu konfronteres med. G20 har i realiteten givet op, og EU kæmper desperat for at redde euro-samarbejdet, mens land efter land klemmes stadig hårdere fast i gældsfælden. Regeringscheferne i Rom og Athen har kastet håndklædet i ringen og opgivet at tage ansvaret for de nødvendige kriseløsninger. Hver gang man øjner lyset for enden af tunnelen, viser det sig at være fra et modgående tog.

Den økonomiske krise går ikke umiddelbart over. Den er strukturel og langsigtet og udtryk for en normalitet, vi må indstille os på, lære at leve med og – i den bedste af alle verdener – forstå at udnytte positivt. Enhver krise har sine tabere, men også sine vindere. Taberne er ofte dem, der ligger underdrejet og venter på bedre tider, som aldrig kommer. Vinderne accepterer krisen som en ny, måske blivende tilstand og prøver at udnytte den. F.eks. til at gennemføre reformer og initiativer, det normalt er vanskeligt at skaffe forståelse for, eller til at afsøge de nye markeder og behov, den skaber. Af samme grund vil den aktuelle økonomiske krise skabe et udskilningsløb mellem nationer og virksomheder verden over.

[quote align="right" author=""]Enhver krise har sine tabere, men også sine vindere. Taberne er ofte dem, der ligger underdrejet og venter på bedre tider, som aldrig kommer.[/quote]

Danmark kan blive en af krisens vindere – eller i hvert fald en af de nationer, som kommer bedst igennem omstillingen til fremtidens globale vilkår. Det er den nye regerings helt store udfordring og enestående chance. Det er slet ikke det perspektiv, der dominerer den politiske debat i øjeblikket. Men hvis regeringen ikke lader sig kyse af mediernes løftebrudsretorik, personsager og skræmmende meningsmålinger, og i stedet holder skarpt fokus på den politiske og økonomiske dagsorden, har den også selv gode muligheder for at komme styrket ud af de kommende måneder.

Det er nemmere sagt end gjort. Store dele af medierne udfolder store bestræbelser på at udstille regeringen som famlende og løftebrydende, truet af indre opgør og i strid med kernevælgerne. At ignorere dette massive bombardement kan forekomme næsten naturstridigt. Men det er her, det politiske lederskab skal stå sin afgørende prøve.

En lille swot-analyse kan illustrere, hvilken situation regeringen står i.

Styrker

• Et stærkt og velgennemarbejdet regeringsgrundlag udtrykker klare visioner for fremtidens Danmark på en række centrale områder.
• Et velafbalanceret og økonomisk ansvarligt udspil til finanslov skaber kontinuitet i forhold til den tidligere regerings politik og signalerer stabilitet over for udenlandske investorer. Danmark er fortsat i den eksklusive kreds af nationer, der har toprating fra de internationale kreditbureauer.
• Danmark har en befolkning med en udstrakt grad af krisebevidsthed og en fagbevægelse med afdæmpede forventninger til lønudvikling.
• Regeringen har tilsyneladende valgt at prioritere hensynet til landets økonomi højere end sin egen popularitet. Hvis regeringen fortsat har mod til at vægte politik stærkere end populisme, kan den sætte nye standarder for politisk lederskab og på længere sigt styrke sin position i befolkningen.
• Med fire år tilbage af valgperioden er der mulighed for at tænke langsigtet og bevare fokus på de politiske resultater – især hvis Enhedslisten spiller konstruktivt med.
• Regeringens to helt centrale nøglepersoner – statsministeren og økonomiministeren – demonstrerer potentiale til at blive stærke politiske ledere.

Svagheder

• Regeringen mangler stadig en samlende fortælling om sine visioner for Danmark. Der er brug for at implementere og kommunikere regeringsgrundlaget langt mere overbevisende.
• Især Socialdemokratiet har været for langsomme og for dårlige til at kommunikere, hvorfor “løftebruddene” er nødvendige – både på grund af den parlamentariske situation og den økonomiske krise. Det har hurtigt bragt regeringen i defensiven og givet den modvind i meningsmålingerne.
• Hovedparten af medierne er mest optaget af de negative fortællinger om løftebrud, Ole Sohns DKP-fortid m.v. Det fjerner opmærksomheden fra den politiske dagsorden og kan nære politiske stridigheder internt i partierne. Især SF er meget sårbart.
• Uerfarne ministre skaber en konstant risiko for politiske fodfejl, der hurtigt kommer til at dominere overskrifterne.
• Den politiske afstand imellem De Radikale og Enhedslisten vil være en konstant trussel mod stabiliteten i det politiske arbejde.

Muligheder

• Kombinationen af national krisebevidsthed, et offensivt regeringsgrundlag, en fire år lang valgperiode og et stærkt og stabilt økonomisk udgangspunkt er det bedst tænkelige afsæt for et nationalt innovationsspring – hvis regeringen formår at fastholde en stram økonomisk styring og gennemføre sit program.
• Regeringen har kridtet banen op for en vækststrategi, der bygger på dokumenterede internationale styrkepositioner. Som første skridt er der udsigt til et bredt og ambitiøst forlig om omstilling til en mere grøn energiforsyning. Se også artiklen Energiaftale kan åbne jagten på de grønne milliarder.
• Danmark råder over enorme ressourcer, som kan inddrages langt mere i velfærdssamfundet. Pensionsselskaber og fonde kan få en vigtig rolle i fornyelse af samfundsstrukturen, gennem effektive modeller for offentlig-privat samarbejde og intelligent offentlig efterspørgsel. Offentlige ledere kan blive en vigtig omstillingsmotor, hvis de får større frirum til at udvikle og innovere deres institutioner. Og borgerne kan i langt højere grad inddrages aktivt i velfærdsopgaverne, f.eks. i sundheds- og plejesektoren.
• Der er bred erkendelse af omstillingsbehovet blandt samfundets nøgleaktører. Det giver regeringen en unik chance for at sætte nye normer for politikudvikling i form af open source government, hvor ny politik ikke kun udformes i lukkede forløb af politikere og embedsmænd, men i en åben, struktureret dialog med samfundets bedste hoveder.
• Offensivt tacklet kan krisen blive Danmarks chance for at positionere sig som rollemodel for andre europæiske lande. Det vil i sig selv gøre os mere attraktive for udenlandske investeringer og yderligere styrke væksten.

Trusler

• Den internationale økonomiske krise er ikke slut. Hvis den eksploderer og sender verden ud i dyb recession med dramatisk faldende efterspørgsel, kan det tvinge også Danmark til defensive og reaktive løsninger.
• Hvis de nyudnævnte og uerfarne ministre bliver lammet af hverdagens mange praktiske sager og administrative gøremål, har de ikke overskud og ressourcer til at tænke og handle offensivt. Det samme gælder embedsværket. Risikoen er, at ambitionerne i regeringsgrundlaget smuldrer, og regeringen ender som krise-administration frem for visionært lederskab.
• Manglende resultater kan give næring til en negativ mediespiral, hvor regeringen konstant portrætteres i en taberrolle – fløjkrige bryder ud, befolkningens opbakning forsvinder, og et valgnederlag er uundgåeligt.

Danmark som rollemodel

I udgangspunktet er styrker og muligheder langt stærkere end svagheder og trusler. Dermed har regeringen en betydelig indflydelse på sin egen skæbne og sine egne succesmuligheder. Men det kræver, at den har modet til at lytte mindre til kritikken fra medier, kommentatorer og spielverderbere i oppositionen for i stedet at alliere sig med de kræfter i samfundet, der deler ambitionen om at benytte krisen til afsæt for et innovationsspring. Dem er der trods alt flere af, end der er redaktører, kommentatorer og oppositionspolitikere.

Danmark befinder sig, på linje med en række andre nationer, over for den sværeste udfordring siden Anden Verdenskrig. Det sætter demokratierne på meget alvorlige prøver og rejser spørgsmålet, om de overhovedet kan regeres, når problemerne bliver tilstrækkeligt omfattende og uoverskuelige. Er det muligt at skabe den nødvendige folkelige opbakning til i tide at håndtere udfordringerne, eller findes der en smertegrænse for demokratiernes evne til at løse konflikter? I både Grækenland og Italien har vi oplevet, hvordan teknokratiske ledere er sat i spidsen for de økonomisk-politiske redningsaktioner, simpelthen fordi de demokratisk valgte ledere ikke magtede opgaven. Måske udtrykker det både en tendens og en ubehagelig erkendelse, men ikke nødvendigvis sandheden.

[quote align="left" author=""]Europa og de vestlige demokratier har brug for rollemodeller. Det er her Danmark kan repræsentere alternativet.[/quote]

Europa og de vestlige demokratier har brug for rollemodeller. Det er her, Danmark kan repræsentere alternativet. Vi kan blive et internationalt foregangsland i krisehåndtering – hvis vi selv vil. Danmark befinder sig selv i en alvorlig vækstkrise og konfronteres med en række risici og trusler, men ikke større og flere, end at vi har oplagte muligheder for at tackle dem.

I sammenligning med en række andre vestlige demokratier er udgangspunktet gunstigt. Lande som bl.a. Storbritannien, Frankrig, Tyskland og USA – for ikke at nævne de sydeuropæiske lande – er samtidig kastet ud i ledelseskriser eller står foran opslidende valgkampe. Hvis regeringen spiller sine kort rigtigt og forstår at bruge al den viden, der findes i Danmark, vil den måske kunne takke gældskrisen for en valgsejr om fire år.

Hermed vil vi ikke alene stå som en international rollemodel, men også have leveret en spændende case på politisk innovation i verdensklasse.