To tredjedele – knap 100.000 – af de arbejdspladser, Danmark har mistet under krisen, er ufaglærte stillinger. Herudover har 53.000 faglærte mistet deres job. Imens er antallet af fuldtidsbeskæftigede med en videregående uddannelse steget med 30.000.

Det viser en ny analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) offentliggør i dag. Analysen sætter Danmarks bekymrende store ungdomsledighed i perspektiv og afslører, at krisen har ændret det danske arbejdsmarked fundamentalt.

På få år er uddannelsesniveauet i stort set samtlige brancher hævet, så antallet af medarbejdere med en videregående uddannelse nu langt overgår antallet af faglærte medarbejdere. Se figur 1. Til gengæld er arbejdsmarkedet skrumpet voldsomt. Og det er tvivlsomt, om det atter vil komme til at favne de tabte job. “Specielt ufaglærte unge er blevet presset ud af arbejdsmarkedet, og mange vil få svært ved at komme ind igen,” vurderer forskningschef i AE, Mikkel Baadsgaard.

Beskæftigelsesfaldet skyldes primært, at både eksporten og den indenlandske efterspørgsel styrtdykkede, da krisen satte ind i 2008. I dag ligger den indenlandske efterspørgsel stadig langt under 2007-niveau, mens eksporten for længst har indhentet før-krise-niveauet – i hvert fald hvad angår omsætningen. De mange tusinde job, som eksportfaldet kostede, er derimod aldrig vendt tilbage.

Før krisen holdt eksporten gang i 800.000 danske arbejdspladser. I dag er tallet 720.000, selv om eksporten er højere end før krisen. 80.000 arbejdspladser er altså blevet overflødige, heraf størstedelen inden for vareeksporten. Det er med andre ord industrien, der er ramt. Se figur 3.

Ifølge underdirektør i erhvervsorganisationen DI, Kent Damsgaard, er de tabte industrijob en stor udfordring for Danmarks økonomi. “Det er afgørende, at de 80.000 arbejdspladser ikke bare tabes på jorden,” siger han.

Han frygter, at den skrumpende industrisektor i sidste ende vil gå ud over væksten. “Det er vanskeligt at sige noget om smertegrænsen for, hvor lille sektoren kan blive. Men faren er, at vi mister kompetence til at kunne producere – og dermed også udviklings- og serviceaktiviteter, der i dag bindes stadig tættere sammen med produktionsaktiviteter,” siger Kent Damsgaard.

[graph title="Jobløs eksportvækst" caption="Figur 3  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/86c45-bw_fig03_jobloeseksportvaekst.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/7e74c-bw_fig03_jobloeseksportvaekst.png" text="Danmarks eksportsektor har tabt 80.000 job under krisen. Selv omeksporten er tilbage på sit før-krise-niveau, er jobbene aldrig vendt tilbage."]Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: ”Industrien taber arbejdspladser”, august 2012, samt DI: ”Dansk Eksportudvikling”, februar 2012. [/graph]

Ifølge kontorchef i Danmarks Statistik Peter Bøgh Nielsen, der gennem mange år har fulgt erhvervslivets globalisering, skyldes jobtabet dels outsourcing af eksisterende arbejdspladser, dels at en betydelig del af de danske firmaers nye job lægges i deres udenlandske datterselskaber. “Vores tal viser, at danske virksomheder har ligget i front med at flytte såvel produktions- som videnarbejdspladser til udlandet,” siger han.

Ifølge Peter Bøgh Nielsen flytter danske virksomheder årligt 7-10.000 arbejdspladser til udlandet. Mange job, som tidligere ville blive skabt i Danmark, lægges nu fra starten i udenlandske datterselskaber. “Det tror jeg har haft større betydning hen over kriseårene,” siger Peter Bøgh Nielsen.

Unge er krisens tabere

Det er særligt de unge og de ufaglærte, der er krisens største tabere på det danske arbejdsmarked. I den sammenhæng er den officielle ledighedsstatistik over dagpenge- og kontanthjælpmodtagere lidt misvisende.

I den har ledigheden nemlig ligget stabilt på 6,2-6,3 pct. de senere år, mens beskæftigelsen er styrtdykket. Forklaringen er, at mange af de fyrede i stedet er kommet i aktivering, på kursus eller i uddannelse. Andre er hverken berettigede til dagpenge eller kontanthjælp. Medtages alle, der er uden beskæftigelse og aktivt søger et arbejde, er ledigheden langt højere end 6,3 pct.

Den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at den såkaldte AKU-ledighed steg med 9.000 i andet kvartal, så den nu er oppe på 229.000 personer. Det svarer til 8 pct. af arbejdsstyrken – det højeste i AKU-statistikkens 16-årige historie.

En anden tydelig krisetendens er, at AKU-ledigheden blandt kortuddannede, dvs. ufaglærte og personer med en uddannelse under to år, stiger. De kortuddannedes ledighed er steget fra 55.000 personer i første kvartal 2007 til 87.000 i år. Det svarer til 13 pct. – 5 procentpoint over den samlede AKU-ledighed.

I sammenligning med andre europæiske lande er dette ikke katastrofalt. Ledigheden blandt kortuddannede i Danmark er den syvendelaveste i EU, hvor den i 2007 var den fjerdelaveste. Danmark er bl.a. blevet overhalet af Tyskland, som hen over krisen har været den europæiske industrimotor. I 2007 lå ledigheden blandt kortuddannede tyskere på hele 17,8 pct. I dag er den 12,7 pct. – den sjettelaveste andel i Europa – og tendensen er stadig nedadgående.

Det mest bekymrende på den hjemlige arena er, at ledigheden blandt kortuddannede er særligt udtalt blandt unge. Specielt set i lyset af, at en stor gruppe unge er hægtet helt af uddannelsessystemet.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 15 pct. af alle unge mellem 15 og 24 år, som gerne vil have et job og står til rådighed for arbejdsmarkedet, var uden arbejde i årets andet kvartal. Det er det højeste tal siden 1984.

Samtidig viser en analyse fra AE, at mere end 200.000 af de 16-29-årige ikke har en uddannelse ud over folkeskolens afgangsprøve. Næsten 150.000 af dem har været uden for uddannelsessystemet i mindst 3 år.

AE vurderer, at over halvdelen af denne gruppe – mere end 85.000 unge – står uden beskæftigelse.

Da krisen samtidig har gjort arbejdsmarkedet mindre rummeligt, specielt for personer uden kompetencegivende uddannelse, risikerer Danmark at tabe en hel generation på gulvet.

Henning Jørgensen er dybt bekymret: “Vi ved, bl.a. fra 80’ernes erfaringer, at ungdomsarbejdsløshed sætter spor langt frem i tiden,” siger han. “Unge arbejdsløse får ar på sjælen og kommer tidligt på kant med arbejdsmarkedet. De får over tid lavere indkomst og dårligere job. Og mange forbliver i det sociale system.”

Behov for alternativt arbejdsmarked

Den store ungdomsarbejdsløshed er hen over sensommeren kommet ind på den politiske radar og må ventes at præge efterårets politiske debat. Ikke mindst efter at regeringen har lanceret den såkaldte ungepakke som en del af sit kommende finanslovsudspil.

Regeringen står parat med 635 millioner kr., som frem mod 2016 skal hjælpe unge ind på arbejdsmarkedet eller til at få en kompetencegivende uddannelse. Det skal bl.a. ske ved øget job­rotation i private virksomheder, en bedre voksenlærlingeordning for ledige og brobygning til uddannelse og praktikkonsulenter.

Henning Jørgensen mener, at initiativerne er gode. Men pakken forventes kun at hjælpe 6-7.000 unge. Derfor foreslår han en langt større løsningspalet: “Den største bekymring her er, at vi har neddroslet vores uddannelsesindsats. Den generation, der kommer, er formentlig dårligere uddannet end den foregående. Og det får virkelig betydning – på det individuelle plan, for virksomheder og for samfundet som helhed. Så det er helt afgørende, at der tages bedre fat her,” siger Henning Jørgensen.

Han ser gerne, at livslang læring sættes langt mere eftertrykkeligt på dagsordenen, end regeringen har gjort indtil nu. Men uddannelse alene er ifølge Henning Jørgensen ikke nok til at inkludere alle på et arbejdsmarked, der bliver stadig mindre rummeligt.

“Man bliver nødt til også at tænke i alternative arbejdsmarkeder, hvor den arbejdskraft, der nu er blevet overflødig under det primære arbejdsmarkeds vilkår, kan samles op,” siger han.

Et sådant alternativt arbejdsmarked kunne, ifølge Henning Jørgensen, være såkaldte socialøkonomiske virksomheder. Det er virksomheder, som opererer på markedsvilkår, men som har et mål om at løse sociale opgaver og typisk geninvesterer overskuddet i virksomheden. Det kan f.eks. handle om at ansætte personer med nedsat arbejdsevne, handicap eller sociale og psykiske problemer. På den måde kan en person, der ikke kan kvalificere sig til det primære arbejdsmarked, vendes fra at være en udgift for samfundet til at være en indtægt.

Eksempler på sådanne virksomheder er Glad Design i Københavns Nordvestkvarter, der ansætter udviklingshæmmede illustratorer. Eller lager- og pakkevirksomheden Kolding Pak, som kun ansætter personer, der har stået uden for arbejdsmarkedet i længere perioder.

Ifølge en rundspørge, som Ugebrevet A4 tidligere i år gennemførte blandt jobcentrene i landets 10 største kommuner, kommer der flere og flere af den slags virksomheder. Og det mener Henning Jørgensen er en positiv trend: “Det, det drejer sig om, er at bekæmpe social eksklusion. Vi skal væk fra, at vi tror vi kan inkludere alle på samme betingelser. Vi må erkende at forskellige grupper står i forskellige situationer, og at der skal forskellige strategier til at bekæmpe deres sociale eksklusion. Og der er socialøkonomiske virksomheder et godt redskab,” siger han.

Omkostningerne ned, produktiviteten op

Et andet, helt overordnet, “must do” er, at Danmark pinedød bliver nødt til at skabe mere vækst for at få flere i arbejde og finansiere velfærdssamfundet. “Jo færre vi får i beskæftigelse, jo færre er der til at betale skat. Og det hæmmer jo både vækst og velfærd,” siger Henning Jørgensen.

Den vigtigste faktor i den ligning er bedre international konkurrenceevne. Og der kommer vi, ifølge cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian, ikke uden om at øge produktiviteten og sænke lønomkostningerne. “Danmark har klart behov for produktivitetsstigninger, så på den måde er det positivt, at uddannelsesniveauet blandt de beskæftigede nu stiger,” erklærer Steen Bocian. Men han understreger, at vi endnu er langtfra produktive nok. “Og det er problematisk, hvis mange af de mennesker, der har mistet arbejdet, nu får svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet igen,” siger han.

Ifølge Steen Bocian er Danmarks historisk høje beskæftigelsesfald over de seneste 5 år et udtryk for, “hvor dybt krisen har ramt dansk økonomi”. Men det er også et udtryk for, at Danmark op til krisen, havde presset omkostningsniveauet op på et niveau, som økonomien nu har svært ved at bære. “Det har gjort os til Europas næstdyreste land at producere i (efter Norge, red.). Og det er klart uholdbart. Vi bør ikke være dyrere end Tyskland, hvis vi skal være konkurrencedygtige og genskabe jobbene,” siger Steen Bocian.