Kuk, kuk – har nogen set Morten Østergaard?

De radikale er klemt. Partiet ser ikke ud til at få megen indflydelse og har derfor fokus på, hvad der skal ske efter næste valg. Her spiller uddannelse en hovedrolle.

Partiernes tilstandsrapport

Efteråret er højsæson for politiske landsmøder. Mandag Morgen analyserer hvert parti forud for dets landsmøde. I denne uge er det Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Radikale.

Mette Frederiksens balancegang

Alle kigger på Thulesen Dahl

Kuk, kuk – har nogen set Morten Østergaard?

Gennem næsten et århundrede har Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre udgjort et naturligt makkerpar. De to partier har siddet i regering sammen i talrige konstellationer siden Stauning-regeringen i 1929.

Nu kan en epoke være slut. Den nye alliance mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kan sende De Radikale endnu længere væk fra magten i dansk politik. Det gælder særligt for udlændingepolitikken, der skiller Socialdemokratiet og De Radikale som intet andet politisk emne. Og skulle De Radikale igen fremhæve de 45 lempelser af udlændingepolitikken, som de var med til at gennemføre under den tidligere SR-regering, vil socialdemokraterne få nervøse trækninger.

Det Radikale Venstre har endnu ikke fundet et modtræk til, at DF ligger tættere på Socialdemokratiet på en lang række områder, hvor udlændingepolitikken for mange vælgere vil være det vigtigste.

R ligger stabilt

Figur 1 | Forstør   Luk

De Radikale har stort set ligget konstant over valgresultatet for to år siden.

Kilde: Kasper Møller Hansen for Altinget pba. af meningsmålinger fra Gallup/Berlingske, Voxmeter/Ritzau, YouGov/MetroExpress, Altinget/Nordstat, Greens/Børsen og Epinion/DR.

Balladen kan også bryde ud i rød blok, hvis De Radikale tilslutter sig aftaler om f.eks. lavere personskatter. Det vil betyde, at Mette Fredriksen ikke bare kan rulle aftalerne tilbage, hvis hun bliver statsminister, præcis som ved regeringsdannelsen i 2011, hvor Helle Thorning også måtte sluge Margrethe Vestagers efterlønsaftale med VK-regeringen.

Partiet er i forvejen klemt. De Radikale får ikke megen omtale i medierne, og derfor er man nu gået i gang med at støbe grundfortællingen om, hvad der skal ske efter næste valg. Partiet opruster sin kommunikation på især de sociale medier, og her skiller særligt ét tema sig ud: uddannelse.

Det skal de tale om på landsmødet:  

Uddannelse kommer også til at spille en hovedrolle på partiets landsmøde i weekenden på Nyborg Strand. Det er et område, som både er hjerteblod for partiet, og som rummer behov for reformer. Partiet har nye udspil om folkeskole og ungdomsuddannelser i pipelinen. Politisk leder, Morten Østergaard, appellerer til en uddannelsesrevolution, der ikke er gjort ved at droppe karaktererne i 1.g og med et opgør med bevillingssystemet. Det handler om livslang læring og uddannelse. Han vil give alle danskere på arbejdsmarkedet en personlig uddannelseskonto, så folk hvert år sparer op til uddannelse, så de løbende kan videreuddanne sig.

De Radikale er overbeviste om, at behovet for store reformer med tiden vil modnes også hos andre partier, på samme måde som det skete med efterlønnen. Derfor vil vi også komme til at høre De Radikale tale rigtig meget om øget arbejdsudbud. Vi vil høre om højere pensionsalder, lettelser af topskatten og behovet for at gøre det lettere for udlændinge at arbejde i Danmark, selv om det i øjeblikket er dødfødte visioner på Christiansborg.

Det vil de ikke tale om:

Der skal nok falde nogle knubbede ord fra talerstolen til socialdemokraterne for partiets tætte samarbejde med Dansk Folkeparti. Men frustrationen over den nye alliance i dansk politik stikker langt dybere, end det umiddelbart vil fremgå. Lytter man godt efter i krogene og i baren på Nyborg Strand lørdag aften, vil der være mulighed for at høre dybden af den radikale folkesjæls frustration over Mette Frederiksens og Henrik Sass Larsens hårde udlændingekurs og tætte samarbejde med Kristian Thulesen Dahl. 

Formandens form:

Partiet står til fremgang i forhold til valget i 2015. Men Morten Østergaard er blot nummer 38 på listen over MF’ere, som har fået mest medieomtale de seneste 3 uger. Selv folk som DF’s Dennis Flydtkjær og de konservatives Mette Abildgaard får mere omtale end formanden ifølge den opgørelse, som bureauet Buhl & Rasmussen står bag.

Østergaard er det mest prominente offer for Lars Løkke Rasmussens strategi om nærmest at genindføre blokpolitikken og lave alle de store ting, såsom skattereformer og finanslov, sammen med DF i sit forsøg på at bryde den nye alliance mellem Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl. Det levner ikke meget plads til de radikales frontfigur. 

Status før kommunalvalget: 

Det smerter den radikale selvforståelse, når partiet ikke er repræsenteret i alle kommuner og regioner og helst har en lille håndfuld borgmestre. Det bliver heller ikke en realitet efter dette valg, og ambitionsniveauet er da også skruet gevaldigt ned. Partiet håber på at være repræsenteret i byrådene i halvdelen af landets kommuner.

De Radikale har en tendens til at klare sig dårligere ved kommunalvalg sammenlignet med folketingsvalg. Hvis den tendens holder, ser partiet ud til at få et lignende valg som i 2013 eller måske endda gå lidt tilbage.

I 2013 fik partiet et hæderligt valg og en lille fremgang fra 50 til 62 byrådspladser, og fra kun at være repræsenteret i 37 kommuner til at være repræsenteret i 45. Leon Sebbelin blev ny borgmester i Rebild, og Anna Mee Allerslev beholdt en borgmesterpost i København. Partiet fik også rådmandsposter i Aarhus og Odense. Nu handler det mere om at forsvare, og der skal slås ring om de poster, som partiet for alt i verden ikke vil miste.

Forrige artikel Alle kigger på Thulesen Dahl Alle kigger på Thulesen Dahl Næste artikel Frihedens pris Frihedens pris