I april indtog 650 løbere Bethlehems kuperede gader i Palestine Marathon. Bag løbet står danske Lærke Hein og hendes veninde Signe Fischer. Løbet er deres måde at få fokus på positive historier fra det konfliktramte område og signalere, at alle har ret til at bevæge sig – også i lande, hvor indbyggerne skal bære identitetskort og overholde restriktioner for, hvor de bevæger sig hen. Løbet har skabt en hel græsrodsbevægelse ”Right to Movement”, hvor netværk mellem vestlige nationer hjælper med at etablere løb i lande, der ikke nyder samme bevægelsesfrihed.

Ideen opstod, da Lærke Heins veninde fortalte om sit besvær med at løbetræne, mens hun var udstationeret i Palæstina. Sammen fik de sat et netværk og samarbejdspartnere op, og efter to års arbejde var det første løb en realitet, og ”Right to Movement” er på vej.

Det er langt fra første gang, at den 31-årige Lærke Hein gør en løs ide fra en hyggesnak til et konkret projekt med både store budgetter og masser af frivillige. Da hun var 25, åbnede hun og hendes bror Jeppe Hein en af de første natklubber i den gamle kødby på Vesterbro. Her opstod ideen af et ønske om at ”lave noget sammen” og forene deres forskellige kompetencer, hendes som natklubejer og hans som kunstner.

”Der opstår noget, når vi er sammen,” konstaterer Lærke Hein og afslører en halvfærdig sætning tatoveret på sin inderarm: ”find me”, står der med sorte bogstaver. Sætningen fuldendes, når broren holder hende i hånden, så hans tatovering ”As you..” finder sammen med hendes ”find me”. I Karrierebar er målet at gæsterne oplever kunst på en anderledes tilgængelig måde. Bar, stole, borde og lamper er alle unikke kunstværker, der ikke er til salg, men en del af oplevelsen på cocktailbaren.

Karrierebar er ikke en økonomisk succes. Men så længe der er til dagen og vejen, er det nok for Lærke Hein, der har fyldt sit nærmeste netværk af mennesker med gode ideer. F.eks. er hun blevet hentet ind som forretningsudvikler og bestyrelsesformand for den københavnske gademusikfestival Distortion, der er gået fra at være en enkeltmandsvirksomhed med en håndfuld frivillige til at være en organisation med fem fuldtidsansatte hele året og 1.000 frivillige. Lærke Heins opgave har været at opbygge og lede organisationen og etablere en fond bag festivalen.

På cv’et har hun også et forsøg på at redde det københavnske koncertsted Pumpehuset, to kunstmalebøger udgivet i samarbejde med Røde Kors, fodboldturneringer for kvinder både på gadeplan og i landets asylcentre og udvikling af et digitalt koncept, hvor turister kan se det bedste af den by, de besøger, ved at gå efter de lokale indbyggeres favoritter. Den ide kom, da hendes bedste ven fortalte om sit møde med to tyske turister, der udelukkende havde set alle de store og kendte attraktioner, men ikke havde mødt det København, som københavnerne sætter pris på.

”Det, der driver mig, er at fortælle de mange historier, der er derude og at gøre en forskel,” siger Lærke Hein selv om motivationen for at være ikke bare en del af, men en drivende kraft i alle de projekter, hun er involveret i.

”Jeg gør sjældent ting alene. Men opstår der en god ide, så gør jeg noget ved den,” siger Lærke Hein, der aldrig har tænkt sine mange projekter som et arbejde. For selv om hun for længst har erkendt, at hun får sin energi af at sætte ting i gang og ikke fra drift, så hører det med at kunne lave et regnskab og skrive en ansøgning om fondsmidler.

”Det giver mere energi, end det tager, at arbejde med mennesker og kunne gøre en forskel for mennesker,” siger hun.

Trods sin hårdtspændte kalender er Lærke Hein stadig på vej ind i flere projekter. ”Right to Movement” er først i sin vorden. En ny hjemmeside er netop færdig og via sociale medier og netværk skal bevægelsen nu rykke ind i andre lande, hvor det at bevæge sig frit ikke er alle forundt.

”Der sker noget magisk, når mennesker mødes, og man lader ting ske. Det er min drivkraft,” siger Lærke Hein.