Kunstig intelligens – den lille stemme, der er med os overalt

TECHTENDENSER: Kunstig intelligens vil vi sandsynligvis fremover møde som en lille stemme, der er med os overalt og løbende kommer med analyser og gode råd om alt fra indkøb til motion, og hvordan vi bedst udfører vores arbejde.

Peter Hesseldahl

Gad vide, hvordan det bliver at leve omgivet af kunstig intelligens – i bilen, på kontoret, i butikkerne, i vores supersmarte hjem? Mit bud er, at vi vil opleve det som en lille stemme, der altid er med os, og som kommer med viden og råd og instrukser, om den situation, vi er i, lige fra familiefesten til kundebesøget eller skiferien.

I dag skal vi selv række ud efter de informationer, vi tænker, kunne være nyttige. Men om nogle år vil den lille stemme i vidt omfang automatisk fortælle os, hvad vi har brug for i situationen. Den kender mig; den ved, hvad jeg er i gang med; den har en ret klar formodning om, hvad jeg skal om lidt; og den ved, hvad jeg plejer at have brug for at vide. Og så holder den øje med, hvad der foregår ude i verden, så den kan advare mig, hvis der er brug for det.

Vi oplever det så småt allerede. Min smartphone kommer med notifikationer om, at det er tid til at tage hjemmefra, hvis jeg skal nå min aftale. Den fortæller mig, at der er en trafikprop om to kilometer, så jeg må hellere tage næste afkørsel. Jeg får at vide, hvis jeg laver stavefejl, og i nogle tilfælde bliver jeg endda advaret, hvis jeg bruger ord, der ikke er politisk korrekte, eller sender mails om emner, firmaet ikke vil have udenfor huset. 

Din lille stemme kender dig næsten bedre, end du selv gør

Prøv så at tænke det ti år frem. Min lille stemme vil have ekstremt detaljeret viden til rådighed, og den vil utrætteligt analysere det, den ser, for at få et aldeles overmenneskeligt overblik over alle aspekter af mit liv. Den kender mig rigtig godt. På mange måder forstår den mig og den sammenhæng, jeg befinder mig i, bedre, end jeg selv gør.

Den kan fortælle mig, at jeg burde spise noget andet, tage mine piller og tælle til ti, før jeg begynder at brokke mig. Den finder alle de oplysninger, jeg har brug for i den sag, jeg arbejder med, den finder spændende artikler og fede nye film frem, når jeg har tid til at se dem.

Og jeg vænner mig meget hurtigt til at tage det for givet.

Faktisk vil jeg nok blive irriteret og føle mig svigtet, hvis min lille stemme ikke hele tiden tager ved lære og bliver bedre og bedre til at støtte mig i stort og småt.

Som Peter Dalsgaard, der er professor i interaktionsdesign ved Aarhus Universitet observerer, så er der en vis tvetydighed i forholdet:

”Vi tænker ikke over det, når vi møder kunstig intelligens. Når en foto-app tilbyder at finde alle andre billeder af ens datter frem blandt de tusindvis af fotos, man har liggende, så er det bare endnu en funktion på mobilen. Og hvis appen kun kan finde 60 procent af billederne, så synes vi ikke, det er godt nok. Men samtidig er vi nervøse for, at ansigtsgenkendelse og AI kan være ’Kina-farligt’,” siger Peter Dalsgaard.

Der vil være mange kunstige intelligenser

Der vil ikke kun være én stemme. Peter Dalsgaard påpeger, at vi vil trække på mange forskellige kunstige intelligenser, alt efter situationen og de opgaver, vi skal have løst.

Thomas Nørmark, global ansvarlig for kunstig intelligens i virksomheden Itelligence, forestiller sig, at på jobbet vil den lille stemme være som en kollega, der sidder ved siden af en:

”Den repræsenterer den kollektive viden på området. Den har studeret tusindvis af sager fra de seneste år og lært, hvad der plejer at fungere i forhold til den type spørgsmål, du arbejder på. Et menneske kan ikke være specialist på alle områder, men nu kan du trække på alle dine kollegers erfaringer, og derfor kan du arbejde mere kvalificeret, selv om sagen ikke handler om præcis det, du selv ved mest om.”

Der vil gå mange år, før vi har én generel intelligens, der ved alt. I stedet opbygges der masser af specialiserede systemer, der har ekspertise inden for hvert sit snævre felt. Det er ikke den samme AI, der kan anbefale musik, som den, der holder styr på din økonomi eller hjælper dig gennem opgaverne på jobbet.

Men derfor kan det godt opleves som den samme velkendte, behagelige stemme, der er interfacet til det hele. Ligesom vi bruger de mange apps, vi har på mobilen fra den samme skærm og med samme logik for betjeningen.

En AI har ikke følelser, men den ved, hvad vi føler 

Den lille stemme vil også være en samtalepartner. Den lytter opmærksomt, ikke kun for at forstå konkret, hvad vi beder den om, men også for at forstå, hvordan vi har det.

Som en del Amazons arbejde med at forbedre deres personlige assistent, Alexa, lærer systemet for tiden at høre, om personen er frustreret – for eksempel hvis Alexa ikke giver det svar, personen ønsker. Funktionen kaldes frustration detection.

Skridtet videre er selvfølgelig at kigge på os. Systemer til ansigtsgenkendelse kan i stigende grad forstå noget om den person, kameraet kigger på. Hvilket humør er vi i? Hvornår synes vi, en samtale eller et emne er ubehageligt? Lyver vi?

Systemet kan blandt andet opfange mikroudtryk, små lynhurtige trækninger i ansigtet, som mennesker ubevidst bruger, når vi kommunikerer med hinanden.

Tør jeg stole på min lille stemme?

Vores lille stemme er stadig kun en puppe. I de kommende år vil den udfolde sig, få erfaringer og indsigt og bedre evner til at lytte og tale, som var den menneskelig. Med tiden vil den få en krop i form af et superrealistisk billede af den figur, vi hver især ønsker vores personlige assistent skal have.

Kimen er allerede lagt. Omkring os samles informationer til stadigt mere præcise billeder af hver enkelt: Facebook og Google kender os allerede temmelig godt, og it-giganternes indsigt vokser med hver ny funktion, de udbygger kontakten til os med: Facebook vil lave dating, Google har købt fitbit-fitnesstrackerne, Apple vil håndtere betalinger og sundhedsoplysninger.                 

Det er ikke så længe siden, jeg talte til min digitale assistent for første gang: Hey Google, hvordan bliver vejret i morgen?

For i mit tilfælde er Google indtil videre det bedste bud på, hvem der kommer til at stå for min lille stemme. Hvem skulle ellers?

Og så er vi fremme ved det store dilemma. Jo mere vores lille stemme bliver en uundværlig støtte i vores liv, des vigtigere bliver det, at vi kan stole på den.

Er det, min lille stemme fortæller mig, det, der er bedst for mig – eller fortæller den det, som nogen har betalt den for at sige? Kan jeg forstå, hvorfor den giver mig et bestemt råd? Har jeg mulighed for at se, om der skulle være andre interesser på spil?

Det er klart, at det vil være attraktivt for andre at få lov at præge det, min lille betroede stemme råder mig til. Og som bekendt er det salg af reklamer, der er den primære forretningsmodel for de fleste af nettets tjenester. Den kombination kan hurtigt blive særdeles problematisk.

Så hvad er alternativet til, at det, Thomas Nørmark kalder ”vores tredje hjernehalvdel”, bliver drevet og styret af en global it-gigant, der ikke nødvendigvis kun har den enkelte brugers bedste for øje?

Kunne det være en statslig drevet tjeneste under demokratisk kontrol? Det er heller ikke alle, der synes, det er betryggende, at staten kigger os over skulderen og giver gode råd om stort og småt.

Eller kunne det være en slags open source-tjeneste, drevet af mange i fællesskab, baseret på blockchain, så der ikke kan manipuleres med data, og hvor en stor del af funktionaliteten afvikles helt lokalt, direkte på vores smartphone, snarere end at blive behandlet ude i skyen, hvor andre kan kigge med?


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu