Kunstnerne vinder frem som erhvervslivets nye rådgivere. Flere og flere virksomheder bruger nu musikere, teaterfolk og billedkunstnere til at formidle visioner, løse konflikter eller skabe forandringer. De har aldrig gået på handelshøjskolen, men kan alligevel skabe resultater, dér hvor stærke ledere kommer til kort. Det viser erfaringer fra blandt andre Novo Nordisk og Tele Danmark. Også den danske fagbevægelse satser på kunstnere som de formidlere, der kan gøre tunge politiske spørgsmål nærværende for medlemmerne. På få år er det blevet en god forretning for kunstnere at sælge deres viden til erhvervslivet. Dacapo Teatret, der har specialiseret sig i organisationsudvikling, har på ét år fordoblet antallet af forestillinger på danske arbejdspladser. Et lignende boom har High Performance Institute (HPI) oplevet. HPI er et netværk, der tæller kunstnere som sangeren Stig Rossen og teaterinstruktøren Peter Langdal, og som vejleder virksomheder om ledelse. Ph.D. i innovation, Lotte Darsø, ser kunsten som et strategisk vigtigt værktøj, der kan motivere medarbejderne og forløse ideer, som virksomhederne ellers ville gå glip af.