Tiden er inde til at tage en ærlig snak om Europa. Om ti uger stemmer briterne ja eller nej til EU. Kampagnen forud for den britiske afstemning bliver for alvor skudt i gang i denne uge, når Storbritanniens premierminister David Cameron tager imod Barack Obama i London. Afstemningen bliver et sandhedens øjeblik for Europa og for EU. Dels fordi resultatet – uanset om det bliver et ja eller et nej – får betydelige politiske, økonomiske og strategiske konsekvenser, dels fordi kampagnen forud for afstemningen vil give anledning til en uhyre grundig status over, hvilke fordele og ulemper et europæisk land har ved at være medlem af EU. Hvad der gælder for Storbritannien, gælder i endnu højere grad for Danmark.

Den amerikanske præsident er ikke i tvivl om, hvad han ønsker sig af briterne, danskerne og alle de andre europæere. Han er stærkt optaget af, at EU udvikler sig til en seriøs global aktør, der selv kan påtage sig det sikkerhedspolitiske ansvar for nærområderne i Nordafrika og Mellemøsten. Hvis Storbritannien melder sig ud, vil EU’s i forvejen kun spæde kapaciteter på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område blive sat alvorligt tilbage. USA har brug for et stærkt Storbritannien, som påtager sig sin del af ledelsesansvaret for, at EU udvikler sig til en troværdig global partner. Og hvem kan fortænke ham i det. At Europa 70 år efter Anden Verdenskrig militært set fortsat hænger i skørterne på amerikanerne, er simpelthen uartigt.

Der er næppe tvivl om, at de formentlig rigtig mange mediebilleder af en jovial Obama, der chatter muntert-kammeratligt med den mere stive David Cameron, vil virke som rød klud på de britiske EU-modstandere. De vil kritisere den amerikanske præsident for utidig indblanding i en national britisk demokratisk handling, og af samme grund vil Obamas proeuropæiske budskaber til støtte for Cameron blive spundet i luftige og uangribelige formuleringer.

Resultatet bliver et følelsesbetonet skænderi, mens sobre analyser fra eksperter på universiteter, i tænketanke og interesseorganisationer kun vil finde vej til vælgerne, hvis de kan bruges som ammunition i europadebattens ulidelige skyttegravskrig. I EU-debatter i Storbritannien og i Danmark er der ikke længere noget, der er sandt, eller noget, der er forkert. Alt er følelser og lejrtænkning.

Det er uomtvisteligt, at EU-modstandere alt for længe har skræmt vælgerne med konspiratoriske usandheder om det europæiske samarbejde og overdrevet nationalstatens fortræffeligheder. Men endnu længere har tilhængerne af EF og siden EU talt med to tunger om det europæiske samarbejde. Indgåede kompromisser i Bruxelles er stort set aldrig blevet kommunikeret ærligt og fyldestgørende over for den danske offentlighed.

Disse tilstande er ikke noget isoleret dansk fænomen. Sådan er også det i Frankrig, i Holland og i Storbritannien. Resultatet er en dyb folkelig mistillid til EU. Og dét, selv om EU-samarbejdet set i et politologisk, historisk og realøkonomisk perspektiv er verdenshistoriens mest succesrige overnationale samarbejde mellem suveræne stater. For samtlige 28 EU-lande gælder det, at de er blevet rigere og friere, efter at de er trådt ind i det europæiske samarbejde.

Alle disse fortræffeligheder overbeviser ikke vælgerne, når de samtidig siden finanskrisen har kunnet konstatere, at både den europæiske mønt, euroen, og det grænseløse Schengen-Europa var etableret på måder, der i bedste fald var håbløst naive og i værste fald direkte uansvarlige. I begge tilfælde have medlemslandene ikke villet ’tage det sure med det søde’. Man ville gerne have fordelene ved en fælles pengepolitik, men man sagde nej til ulemperne i form af en fælles finanspolitik. Resultatet blev et uholdbart opsving og en brutal nedtur i eurozonens skrøbelige periferi. På samme måde har åbne grænser i Europa uden seriøs kontrol ved de ydre grænser været udtryk for en verdensfjern uansvarlighed. Det handler ikke om, at EU ikke skal have en fælles mønt eller åbne indre grænser. Men om at når man sagt A, må man også sige B.

Netop nu står Europa over for betydelige udfordringer. Et historisk pres fra flygtninge og indvandrere, lav vækst, høj terrortrussel, klimaforandringer, ødelæggende ungdomsarbejdsløshed og systematisk skatteflugt, for bare at nævne nogle. Fælles for alle disse problemer er det, at de mest rationelt og omkostningseffektivt løses i samarbejde mellem de europæiske lande. Men det forudsætter, at EU-landene har viljen til at søge disse fælles løsninger. Og at man ærligt indvier befolkningen i både de fordele og de ulemper, som de fælles løsninger har. Manglende tillid fra vælgerbefolkningerne er ikke kun en udfordring for EU. Det er det så sandelig også for mange nationale politikere. At genvinde den kræver ærlig snak og klar tale.