Kommunikation
Ny strategi i Danmarks Lærerforening:
Danskerne skal lære at elske skolelærerne. . .
. . . og foreningen går efter politisk indflydelse
Danmarks Lærerforening går nu nye veje i bestræbelserne på at øge sin politiske indflydelse. Opskriften fra lærernes formand, Anders Bondo Christensen, er en massiv oprustning på kommunikationen: Folkeskolens image skal løftes, lærerne skal stå som de professionelle fornyere, og organisationen skal sende et klart signal til politikerne om, at lærerne er parate til andet end at stille krav. Og lærerne er godt på vej, viser Mandag Morgens kommunikationsregnskab: Foreningen får positiv presse og sætter ofte dagsordenen i medierne. Der er dog lang vej endnu. Dels kæmper lærerne med et skidt image, dels kan den offensive kommunikationsstrategi give bagslag, hvis de politiske resultater udebliver. Mange medlemmer er f. eks. nervøse over deres formands nye venskab med den gamle hovedfjende KL. For Anders Bondo ligger den afgørende stopprøve allerede til efteråret: “Ilddåben for det nyvalgte formandskab var folkeskoleforliget. Men manddomsprøven bliver arbejdstidsforhandlingerne, ” som en kredsformand udtrykker det.