Filmoptagelser og rollespil er ved at erobre en ny plads på kursusmarkedet. Både Zentropa og Nordisk Film tilbyder nu personalekurser, hvor medarbejderne udvikler nye ideer, ændrer holdninger og hjælper virksomheder med at fortælle sin egen historie. Hjerneforsker Kjeld Fredens anbefaler at bruge skuespil som en måde at få kreative ideer på: “I spillet bliver etiketterne hevet af folk. Spillet er spontant og giver deltagerne mulighed for at møde sig selv. De finder ud af, hvad de står for, og hvilke holdninger og strategier de kan anbefale. Der er ingen væsentlige forandringer uden provokation og følelser,” siger han. En ny dogmefilm om, hvordan man skaber verdens bedste arbejdsliv, blev i torsdags indspillet i von Triers studier i Avedøre af et netværk af 90 ledere og personalechefer fra det private erhvervsliv, den offentlige sektor og en række organisationer. De fik for en dag rollen som instruktører, skuespillere, lydteknikere, fotografer og makeup-artister. Ugebrevet rapporterer fra optagelserne.