Annonce

Landbrugets næste udfordring

27. februar 2010 kl. 20.21

Hvordan skal landbrugets dybe økonomiske krise løses? Det spørgsmål blev sat på dagsordenen, da regeringen i onsdags meddelte, at man vil lempe landbrugets jordskatter med 1 milliard kr. For hos de økonomiske vismænd faldt ideen ikke i god jord. “En krisestøtte i form af endnu lavere beskatning af jord vil være forfejlet,” konkluderede de i en ny rapport, der blev offentliggjort torsdag.

Faldende jordskatter vil blive omsat til kapitalgevinster og endnu højere jordpriser. Det vil udskyde strukturtilpasningen i retning af større og mere produktive brug. “Lad falde, hvad ikke kan stå,” sagde overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Landbrugskrisen

Figur 1 | Forstør

Note: 1 Totalfaktorproduktivitet, glidende 5-års -gennemsnit., Kilde: De Økonomiske Råd, Miljøøkonomisk Rapport 2010.

Vismændene tegner i rapporten et dystert billede af landbruget som et gældsplaget erhverv i en dyb produktivitetskrise. Det har tabt konkurrenceevne på et verdensmarked, hvor priserne oven i købet ventes at falde.

Landbruget står stadig bag 18 pct. af Danmarks eksport, men er under pres fra nye konkurrenter. F.eks. har engelsk og amerikansk landbrug i de senere år præsteret produktivitetsstigninger på 4-5 pct. om året.

Galoperende jordpriser – og eksplosivt stigende kapitalgevinster – har i de seneste år kompenseret for de danske landmænds svage indtjening på driften.

Formanden for Landbrug og Fødevarer, Michael Brockenhuus-Schack, har rost regeringen for den planlagte skattelettelse og kritiserer vismændene for at have et for pessimistisk syn på landbrugets produktivitet og prisudviklingen på verdensmarkedet. Det ændrer dog ikke ved, at regeringen, landbrugets egen formand og vismændene er enige om en central ting: Konkurrenceevnen må og skal forbedres.

Der er brug for nye innovative løsninger og en nytænkning i erhvervet, hvis krisen skal vendes til nye muligheder. Den forløbne uges ophedede debat er blot en forsmag på, hvad er i vente.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026