Landsholdskrisen – en del af noget større

DBU og Spillerforeningen blev torsdag aften enige om en ny, midlertidig landsholdsaftale, der skal løbe en måned. Men konflikten lurer fortsat under overfladen, og kampen om fordelingen af fodboldlandsholdets indtægter kan få afgørende betydning for fremtidens ungdomsarbejde og talentudvikling inden for andre idrætsgrene.

Netop som de fleste fodbolddanskere var begyndt at elske ’Vikarlandsholdet’, kunne DBU torsdag aften meddele, at vikarernes heroiske kamp mod Slovakiet formentlig bliver en enlig svale.

DBU og Spillerforeningen er nemlig blevet enige om en ny, midlertidig landsholdsaftale, der skal løbe en måned, så landskampen mod Wales på søndag kan blive spillet af det ’rigtige’ landshold med Eriksen, Kiær, Delaney og Schmeichel som de bærende kræfter.

Konflikten mellem DBU og Spillerforeningen er imidlertid ikke lagt i graven med den midlertidige forlængelse. Konfliktens grundsten eksisterer fortsat og skal gennem endnu en forhandlingskværn, hvis der skal skabes ro om dansk fodbolds fremtid.

Konflikten rummer flere elementer og trækker tråde langt tilbage i tiden.

Lad os derfor først skrue tiden tilbage til marts 2015. Her lå Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen, der repræsenterer kontraktansatte danske fodboldspillere i ind- og udland, i hektiske forhandlinger om en ny landsholdsaftale, som gerne skulle i hus, inden der skulle spilles venskabskampe og en vigtig EM-kvalifikationskamp mod Serbien.

DBU’s udgangspunkt var, at der skulle spares penge. Unionen havde i 2013 og 2014 haft et underskud på henholdsvis 9,6 og 4,5 mio. kr., og derfor skulle A-landsholdsspillernes samlede økonomiske pakke reduceres. Derudover ønskede DBU at indgå individuelle aftaler med landsholdsspillerne, fordi unionen under ingen omstændigheder ønskede at være formel arbejdsgiver.

Det lykkedes som bekendt at få en aftale i hus. Få dage før venskabskampen mod USA den 25. marts 2015 indgik DBU og Spillerforeningen i huj og hast tre kollektive aftaler for henholdsvis herrernes A-landshold, kvindelandsholdet og U21-landsholdet, der betød, at DBU sparede 17 pct., svarende til 3 mio. kr., bl.a. ved at spillerne gik ned i løn. Det var umiddelbart en sejr for DBU, men aftalen skulle vise sig at være rigtig dårlig for Unionen.

På sponsorområdet fik spillerne nemlig til gengæld for lønnedgangen en række fordele, som sidenhen har kostet DBU dyrt, fordi sponsorindtægterne er faldet markant siden 2013. Samtidig var aftalen så elendigt og uklart skruet sammen, at de to parter efterfølgende havde forskellige holdninger til, hvad man egentlig havde skrevet under på. Det resulterede i en voldgiftssag i foråret 2016, som DBU tabte med et brag, og som betød et tab for unionen på yderligere ca. 3 mio. kr.

Det er den aftale, som DBU nu vil have revet i stykker. Den skal ud, væk, begraves, fordi DBU vil have bedre betingelser.

Spillerforeningen har naturligvis ingen planer om at indgå en ringere aftale end den, der blev indgået for tre år siden. Foreningen vil gerne, siger man, indgå konstruktive kompromisser til glæde for dansk fodbold, men man vil ikke – kan ikke, siger man – på medlemmernes vegne indgå aftaler, der forringer deres vilkår.

Tre røde kort truer

Ingen af parterne ønsker at fortælle detaljer fra de aktuelle forhandlinger, men umiddelbart er der tre problemer:

Kommercielle vilkår. Nogle spillere har store individuelle sponsorkontrakter. For eksempel har Simon Kjær kontrakt med spiludbyderen NordicBet, og Christian Eriksen har med Nike. Det harmonerer ikke med, at DBU’s sponsorer er Danske Spil og Hummel, for det er jo konkurrenter. Mens spillerne kæmper for deres ret til at beskytte egne sponsorater, kæmper DBU for at få lov til at bruge spillerne noget mere i forhold til Unionens sponsoropgaver, herunder især spillernes deltagelse i film og på billeder.

Friholdelsesklausul. Spillerforeningen ønsker, at DBU ikke må støtte Divisionsforeningen, der repræsenterer fodboldklubberne i landets tre bedste rækker, i overenskomstrelaterede sager med Spillerforeningen. Spillerforeningen får mere magt, hvis den kun forhandler med Divisionsforeningen og ikke med DBU. Det mener DBU er unaturligt, da Divisionsforeningen er medlem af DBU. DBU vil ikke dele ud af magten.

Arbejdsgiveransvar. Spillerforeningen arbejder for, at DBU skal stå som arbejdsgiver for landsholdsspillerne. Det vil give spillerne en fordel, hvis de på et tidspunkt kommer i en tvist med DBU, der skal afgøres i en voldgiftssag. Det kan og vil DBU ikke være med til, da det kan skabe konflikt i forhold til klubberne og vil pålægge DBU nye udgifter og ansvarsområder. Det vil samtidig skabe store problemer for dansk idræt samlet set, mener DBU.

Dårlig kemi mellem topforhandlere

For de fleste er det formentlig besynderligt, at to professionelle instanser som DBU og Spillerforeningen ikke kan finde frem til et acceptabelt kompromis, sådan som de fleste andre forhandlere formår – især fordi parterne har forhandlet siden starten af året. Men her er det især et problem, at parterne ikke kan fordrage hinanden, fortæller kilder tæt på begivenhederne.

De fleste medlemmer af DBU’s bestyrelse kan huske 2004-2005-sæsonen, hvor en længere uenighed mellem Spillerforeningen og Divisionsforeningen i august 2004 resulterede i en spillerstrejke, hvor ingen medlemmer af Spillerforeningen måtte spille fodbold. Også dengang hed direktøren for Spillerforeningen Mads Øland, og inderkredsen i DBU har siden anset Øland for den sande fjende af dansk fodbold.

Det har resulteret i et internt pres på DBU’s direktion for at være hård og kompromisløs i forhandlingerne, så længe Øland står i spidsen for Spillerforeningen. Samtidig er temperaturen på forholdet mellem DBU’s administrerende direktør, Claus Bretton-Meyer, og Mads Øland lige omkring frysepunktet, ikke mindst efter voldgiftssagen i 2016.

På Idrættens Analyseinstitut i København har analyse- og forskningsleder Rasmus Klarskov Storm fulgt konflikten på afstand. Han vil ikke bedømme, hvem der har ret eller uret.

”Men det er jo en helt legitim variant af en slags arbejdsfaglig konflikt, hvor begge parter har interesser at varetage. Lige nu handler det om at få bedst fat i den offentlige opinion for derved at styrke sine argumenter,” siger Rasmus Klarskov Storm, der bl.a. forsker i eliteidræt og økonomi i professionel sport, og maner til besindighed:

”Og så skal vi jo huske på, at det kun handler om fodbold. Det handler ikke om sygeplejersker og strejker på de danske sygehuse.”

DIF: Savner respekt for bredden

Hvis man som Morten Mølholm Hansen er administrerende direktør for Danmarks Idrætsforbund, DIF, og dermed arbejder for foreningsidrætten og idrættens udbredelse i det danske samfund, har sagen dog en noget større betydning. Det handler nemlig om, hvor mange penge der skal tilfalde breddeidrætten, og i hvor høj grad stjernerne skal være med til at løfte underskoven af talenter og børns generelle trivsel.

”Vi har i dansk idræt stor respekt for den danske fagforeningsmodel, men vi savner tilsvarende respekt for den brede, danske idrætsmodel, hvor eliten er solidarisk med talenter og bredde, og hvor vi løfter i flok for at udvikle vores idrætter. Forbundene bliver af Spillerforeningen mødt af nogle krav, som gør det vanskeligt for forbundene at skabe indtægter, som ikke blot skal understøtte landsholdet, men som også skal bruges til at forbedre vilkår for talentudvikling og breddeidrætten,” sagde Morten Mølholm Hansen således i sidste uge til DR P1 og på DIF’s hjemmeside.

”Konflikten mellem Spillerforeningen og forbundene opstår igen og igen i dansk idræt. Man ser ikke noget lignende i noget andet land i verden. Og det er paradoksalt, at det lige er i Danmark, det går så galt. Vi har en rød tråd fra den frivillige foreningsidræt op til det bedste landshold, hvilket burde betyde, at spillerne og Spillerforeningen havde et bedre blik for, at forbund også er sat i verden for at varetage helhedens interesser, herunder at sikre bredden og talenternes udvikling. Alligevel ender det gang på gang med konflikt, når det kommer til landsholdene, som ellers burde være det sted, som man så en ære i at repræsentere,” sagde DIF-direktøren.

Disse betragtninger er også vigtige for Rasmus Klarskov Storm fra Idrættens Analyseinstitut.

”Men man skal altså huske på, at særligt DBU selv har været med til at udvikle den kommercielle idræt i Danmark og derfor har et medansvar for de forhold, som den lever under. DIF er også en part i denne sag, da de kæmper for flest mulige penge til breddeidrætten,” siger han.

Også problemer i andre idrætsgrene

I de kommende uger skal der så igen forhandles mellem DBU og Spillerforeningen for at få en permanent landsholdsaftale i hus. Resultatet af de forhandlinger kan blive en vigtig rettesnor for, hvor pengene er på vej hen i dansk idræt. For det er nemlig ikke kun i fodboldens verden, at der er spændinger mellem specialforbundet og eliteudøvernes organisation.

Badminton Danmark har netop opsagt sin aftale med Danske Elitesportsudøveres Forening, som repræsenterer verdensmester Viktor Axelsen og de øvrige badmintonstjerner. Der har tidligere været tvister mellem Dansk Håndbold Forbund og Håndboldspillerforening, og der har været gnidninger mellem Danmarks Ishockey Union og topspillerne. Også i svømningens verden er der muligvis tilsvarende diskussioner på vej mellem forbundet og elitesvømmerne.

En kommende aftale på fodboldens område kan derfor være med til at sætte rammerne for forholdet mellem eliten og bredden i hele den danske idrætsverden, og især for fordelingen af de enorme ressourcer, der tilføres fra bl.a. tv-kanaler og sponsorer. Det grundlæggende spørgsmål er, hvor meget der skal havne i topstjernernes egne lommer, og hvor meget der efter et solidarisk princip skal fordeles fra de bredeste skuldre til breddeidrætten og talentudviklingen?

Set i det lys er det værd at minde begge de stridende parter om, at DBU’s eget fire år gamle slogan ’en del af noget større’ ikke kun gælder fodbold men kan overføres til alle andre idrætsgrene. Og netop derfor er det afgørende at få landet en afbalanceret aftale, der tilgodeser udviklingen i dansk idræt generelt og dermed den danske foreningsmodel, som trods alt har fostret alle de nuværende topstjerner, der nu høster ros, hæder og rigdom på alverdens sportsarenaer.

 

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Spillerforeningens formand, Jeppe Curth, eller direktør Mads Øland.



Klaus Dalgas@klausdalgas

Journalist på Mandag Morgen med fokus på arbejdsmarked og erhverv. Tidligere chefredaktør på Helsingør Dagblad.

LÆS MERE
Forrige artikel Sort september for Danske Bank: Hvor stor bliver udrensningen? Sort september for Danske Bank: Hvor stor bliver udrensningen? Næste artikel Dansk Industri vender kikkerten mod Sydeuropa Dansk Industri vender kikkerten mod Sydeuropa