Lars Løkke Rasmussen var tydeligt nervøs, da han i sommeren 2009 skulle have sin debut på den globale klimapolitiske scene.

Stedet var den lille bjergby L’Aquila i Abruzzo-bjergene i det centrale Italien. Her stod Danmarks nyslåede statsminister for at skulle introduceres i kredsen af verdens absolutte topledere som USA’s præsident Barack Obama og Tysklands kansler Angela Merkel, fordi Danmark fem måneder senere skulle være vært for det stort anlagte klimatopmøde i FN, COP15.

Hjemme i København var det ingen hemmelighed, at den internationale klimadagsorden ikke var Løkkes livret. Det var forgængeren, Anders Fogh Rasmussen (V), der havde stået i spidsen for den borgerlige danske regerings pludselige engagement i de besværlige klimaforhandlinger i FN.

Løkke tilhørte den fløj i Venstre, der mente, at klimapolitik var noget, som den tidligere socialdemokratiske miljøminister Svend Auken og fanden havde skabt i samarbejde med hysteriske rødgrønne ngo’er.

Men Fogh havde i 2006 købt ideen om, at den grønne globale dagsorden – ikke mindst i kraft af den nationale satsning på vindmøller – kunne gøre Danmark kendt for andet end Jyllands-Postens Muhammedtegninger, som avisen havde bragt året før.

Derfor påtog Danmark sig værtskabet for COP15, og da Fogh i foråret 2009 fik jobbet som generalsekretær i NATO, arvede Løkke både statsministerposten og altså også Danmarks vigtige rolle i den internationale klimapolitik på et tidspunkt, hvor finanskrisen havde sendt verdensøkonomien til tælling.

En svedende Lars Løkke

Statsministeriets embedsmænd havde inden mødet i Italien vurderet, at Lars Løkke Rasmussen havde brug for en sidste generalprøve, inden det for alvor gik løs på den store scene, og derfor var de tilstedeværende danske journalister blevet kaldt sammen i et undervisningslokale på det afsidesliggende politiakademi, hvor topmødet fandt sted.

Statsministeren kæmpede sig svedende gennem sit manuskript, og efterfølgende opsøgte han, som den joviale type han er, journalisterne for at høre, hvordan de syntes, at det var gået.

Et par timer senere var Løkke tydeligt ovenpå. G8-lederne var for første gang nået til enighed om, at den globale opvarmning ikke måtte føre til en temperaturstigning på mere end 2 grader i forhold til førindustrielt niveau. Det var en nyhed.

”Ekstremt positivt. Betydeligt fremskridt. Markant. Historisk. Positivt springbræt,” var nogle af de adjektiver, som Lars Løkke Rasmussen brugte.

Statsministeren, der var flankeret af sin internationale rådgiver Bo Lidegaard, virkede, som om han havde fået færten af, at klimapolitikken og COP15 kunne gå hen og blive en succes for Danmark og for ham selv personligt. Om det var denne optimisme, der gav anledning til festivitas med rigelige mængder øl og vin i Challenger-flyet på vejen hjem, som Ekstra Bladet siden kunne berette, skal være usagt.

Til gengæld står det klart, at Lars Løkke Rasmussen i efteråret 2018 kan se tilbage på et tiår, hvor han – måske til sin egen overraskelse – har leveret et solidt, personligt bidrag til, at grønt klimadiplomati og bæredygtig erhvervsudvikling i dag af store dele af vælgerne regnes for en vindersag for Danmark som land, for store dele af dansk erhvervsliv og ikke mindst for klimaet.

Det er på denne baggrund, man skal se afholdelsen af P4G-topmødet i København fredag og lørdag i denne uge – et topmøde, hvor Danmark både er vært og tager hele regningen. P4G står for partnerskaber for vækst, og grundlaget for topmødet er kort sagt, at verden nu har hørt nok snak om klimaet; det er tid til at skride til handling ved at lave konkrete partnerskaber, hvor politikere, virksomheder og investorer får realiseret de konkrete projekter, der erstatter eksempelvis kulkraftværker med vindmøller og solceller.

Budget på 276 mio. skattekroner

Det var Lars Løkke Rasmussen selv, der i FN i New York i september 2017 lancerede nyheden om, at Danmark ville oprette P4G-organisationen og finansiere den med 37 mio. dollar – godt 276 mio. kr. – i perioden 2018-2022.

En ambitiøs satsning fra en dansk statsminister, som tilsyneladende ikke havde ladet sig slå ud af, at både COP15 i 2009 og siden bestyrelsesposten i en anden global klimaorganisation, 3GI, i perioden 2012-2014 efterlod ham med seriøse ridser i lakken. De skyldtes dels manglende politisk erfaring, dels et kritisabelt højt forbrug af 3GI-midler i forbindelse med flyrejser.

P4G-satsningen bliver ikke mindre ambitiøs af, at Løkke-regeringen har valgt at lægge P4G’s sekretariat hos tænketanken World Resources Institute, WRI, i Washington, hvor den tidligere Venstre-minister Esben Lunde Larsen i øvrigt har fået job som seniorrådgiver.

WRI er en af verdens mest respekterede grønne tænketanke med en årlig omsætning på knap 100 mio. dollar og et stærkt globalt netværk. Danmark har i dag status som ’strategisk kernepartner’ hos WRI, der hvert år modtager milliondonationer fra både virksomheder og private fonde.

Danmark har i kraft af samarbejdet med WRI og med sit fortsatte engagement i Global Green Growth Institute, 3GI, i Sydkorea markeret, at man ønsker at være med de steder i Asien og Nordamerika, hvor de erhvervsorienterede strategier og løsninger på verdens klima- og miljøudfordringer bliver udtænkt. Det er alt andet lige udtryk for høje danske ambitioner på den globale grønne scene.

P4G-topmødet i København tegner, når man kigger på deltagerlisten, til at blive succesrigt og nyttigt, selv om der i sagens natur ikke skal træffes politiske beslutninger ved et møde, hvor deltagerne er en skøn blanding af nationale, globale, lokale, offentlige og erhvervsmæssige aktører.

Det er et solidt blåt stempel til den danske regering, at FN’s generalsekretær, portugiseren António Guterres, har meldt sin ankomst for at holde den såkaldte keynote-tale i DR’s Koncerthus lørdag morgen. Her vil Guterres slå fast, at klimakrisen er alvorlig, at den accelererer, men også at verdenssamfundet har både viden, teknologi og penge nok til at løse udfordringerne. Hvis man vel at mærke lader handling afløse tale.

Rød + blå = grøn

Topmødet vil samtidig blive en opvisning i grønt nationalt sammenhold, når statsministeren sammen med Københavns socialdemokratiske overborgmester, Frank Jensen, kongefamilien og Dansk Industri vil beværte de fine gæster fra udenlandske regeringer, globale storbyer, internationale organisationer og virksomheder som BlackRock, verdens største private kapitalforvalter, der også har meldt sin ankomst.

Det hele handler, som Lars Løkke Rasmussen har formuleret det, om at skabe partnerskaber og alliancer mellem offentlige og private aktører, der kan udvikle de investeringsprojekter, der konkret kan sikre overgangen fra trækul til elektricitet i Afrika eller øget genanvendelse af plastikaffald i Asien.

”Intet land kan dæmme op for klimaforandringerne alene. Ingen virksomhed eller organisation kan brødføde verden alene. Vi skal slå vores kræfter sammen for at skabe en levedygtig planet,” lyder det fra statsministeren.

Lars Løkke Rasmussen er på det personlige plan trådt i karakter som en borgerlig statsminister, der ved hjælp af dygtigt politisk håndværk, taktisk snilde og strategisk udsyn har taget politisk ejerskab over den grønne dagsorden.

Det bakker førende danske virksomheder som Maersk og Carlsberg begejstret op om, fordi de også selv – påvirket af stærkt, grønt politisk lederskab fra skiftende regeringer – har indset, at den bæredygtige businessdagsorden er en innovations- og vækstfremmer og ikke en ulempe for moderne virksomheder. Således vil Søren Skou og Cees t’ Hart, CEOer i Maersk og Carlsberg, deltage i P4G-topmødet sammen med topfolk fra Unilever, Siemens, SAP, BlackRock, kinesiske BYD og mange andre.

Op på den store klinge

Jarl Krausing, international chef i den grønne tænketank Concito, er positiv over for P4G-topmødet og den filosofi, det er bygget op omkring.

”Det er godt og rigtigt set. For vi kommer aldrig i mål med klimaudfordringerne, hvis ikke alle de økonomiske aktører i samfundsøkonomien går ind og arbejder med deres egne fodaftryk. Og vi får ikke tilstrækkelig skala på investeringerne, hvis ikke den offentlige sektor og det private taler sammen. P4G kan forhåbentlig bidrage til, at man kommer væk laboratorieforsøgene og op på den helt store klinge,” siger Jarl Krausing, der har arbejdet 12 år i udlandet, bl.a. som klimastrategisk rådgiver for Verdensbanken.

Jarl Krausing mener, at Danmark i dag er for uambitiøs, når det gælder klimabelastningen fra både transport- og fødevaresektoren. Hvis politikernes ambitionsniveau er for lavt, bliver erhvervene ikke presset til at innovere, og så risikerer de at blive overhalet af konkurrenter i andre land. Til gengæld er han ikke i tvivl om værdien af det grønne danske klimadiplomati, som både Løkke- og Thorning-regeringerne har ført siden 2007.

”Der er ingen tvivl om, at det erhvervsøkonomisk har været en stor succes. Det siger virksomhederne selv. Den statslige aktie i det her er vigtig, fordi det har åbnet døre rundt omkring i verden,” siger Jarl Krausing og sender en opfordring til statsministeren:

”Når nu vi har en global klimaaftale, og alle lande laver investeringsplaner, så er det nu, vi kan høste frugterne, hvis vi vel at mærke holder os i spidsen på ambitionsniveauet.”

Både klima og verdensmål

P4G-topmødet sigter bredere end de traditionelle klimatopmøder i FN, hvor fokus typisk er stift rettet mod reduktion af drivhusgasser. P4G har valgt at tage udgangspunkt i FN’s verdensmål og samtidig insistere på, at de klima- og udviklingspolitiske løsninger, man søger, skal være økonomisk bæredygtige.

Det er den eneste måde, hvorpå private virksomheder og investorer kan lokkes med om bord, og løsningerne derved kan udbredes i langt større omfang, end det ville være tilfældet, hvis de alene skulle bæres af offentlige investorer.

Christian Friis Bach, tidligere radikal udviklingsminister og topembedsmand i FN, er i dag generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp – et job, der i øvrigt kan beskrives som en CEO-stilling i en stor virksomhed med 7.500 ansatte i 40 lande og et årligt budget på over 3 mia. kr. – og også han mener, at samarbejde med private aktører er den eneste vej frem.

”Vi opererer i et konkurrencepræget globalt marked med mange private aktører, hvor det handler om at finde de bedste løsninger til nogle meget fattige mennesker. Det forsøger vi at gøre ved at samarbejde med private virksomheder,” siger Friis Bach, der nævner IBM, Grundfos og den danske startup Evershelter som eksempler på partnerskaber, hvor både Dansk Flygtningehjælps ’klienter’ og virksomhederne drager nytte af samarbejdet.

”Vi har stadig problemer med at få tingene til at køre forretningsmæssigt. Men det er det, ministeriet arbejder henimod med P4G, hvor man har langt mere fokus på vækst og innovation inden for udviklingsområdet. Det er bestemt en god ting,” siger han.

Christian Friis Bach trak sig i øvrigt i 2013 som udviklingsminister, da det viste sig, at han i forbindelse med 3GI-sagen om Løkkes flybilletter på 1. klasse var kommet til at misinformere Folketinget på grund af fejl begået af embedsmænd i Udenrigsministeriet.

Jarl Krausing fra Concito ser det som en styrke ved P4G-topmødet, at det blander stater, byer, virksomheder og internationale organisationer.

”Når vi ser, hvem de aktive aktører er, så er det byer, virksomheder og investorer. Det er staterne, der halter bagefter. Det er ikke kun i Danmark. Det er et globalt mønster,” siger han og påpeger, at det også er forbundet med store fordele, at det ikke kun er statslige aktører, der engagerer sig i løsningen af klimakrisen.

”Vi oplever i dag en bredere forankret og langt dybere forståelse for de forretningsmæssige perspektiver i, at vi skal blive mere grønne og bæredygtige i vores produktionsformer.”

Ifølge Jarl Krausing har Concito altid argumenteret for, at Danmark fungerer bedst i klimapolitikken, når der ’arbejdes som en grøn blok i Folketinget’.

”Det er, når både blå og rød er med, at vi har fået de store aftaler og forlig. Og det er også der, vi skal være i fremtiden. Blå regeringer har også tidligere ført grønne politikker. Det var under Lars Løkke og Connie Hedegaard, at vi fik COP15 til Danmark. Og det var Løkke, der lavede forløberen til 3GF,” siger Krausing og tilføjer:

”Så historisk set kan man udfordre antagelsen om, at den grønne omstilling udelukkende er en rød dagsorden.”