Sidst på ugen vil LEGO Gruppens ledelse orientere koncernens næsten 10.000 medarbejdere om legetøjsgigantens hidtil mest dramatiske krisepakke. Mandag Morgen erfarer, at LEGO Gruppen kommer ud af 1998 med et underskud på adskillige hundrede mio. kr. Det store underskud vil få alvorlige konsekvenser for LEGOs medarbejdere. Op mod hver tiende medarbejder kan forventes at blive afskediget. Fyringsrunden vil især ramme funktionærer i salgs-, marketing- og økonomifunktionen. Der skal ryddes grundigt op i LEGOs tætte net af datterselskaber rundt omkring i verden. Virksomheden har trods adskillige år med stagnerende salg ikke tilpasset omkostningerne. Det betyder, at der i nogle regioner er dobbelt så mange ansatte pr. salgskrone i LEGO som hos konkurrenterne. Samtidig skrumper det globale marked for traditionelt legetøj, og elektronisk og interaktivt legetøj fortrænger det klassiske legetøj fra børnenes ønskesedler. LEGOs internationale konkurrenter er i fuld gang med milliard-opkøb inden for software og computerspil. LEGO er selv kommet sent i gang med sin teknologiske revolution. Den PC-styrede elektroniske LEGO-klods er først for nylig blevet præsenteret på det amerikanske og britiske marked. Virksomheden må sandsynligvis imødese en periode med tab, indtil effekten af en trimmet organisation og lanceringen af nye produkter for alvor er slået igennem. Trods indtjeningskrisen er LEGO-Gruppens eksistens ikke på nogen måde truet. En solid milliardformue i Kirk Kristiansen-familien skulle uden problemer kunne finansiere omstillingen af LEGO Gruppen. Ugebrevet Mandag Morgen har analyseret legetøjskoncernens problemer og behovet for en drastisk kur.