”Vi har bedt de førende og mest uafhængige økonomer, som vi har i dette land, om at gennemregne vores udspil.”

Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, er ikke bange for at mene, at hans udsagn er mere pålidelige end alle mulige andres. Derfor forsømmer han heller ikke nogen lejlighed til at repetere hovedpunkterne i partiets økonomiske 2020-plan: Sænk skatten på arbejde til maks. 40 pct., halver selskabsskatten, reducer den offentlige sektor med 40.000 medarbejdere i løbet af de næste ti år, afskaf efterlønnen helt, og forhøj pensionsalderen til 68 år.

Ifølge Samuelsen retfærdiggøres disse drastiske indgreb af de positive virkninger, som man kommer frem til, når den uafhængige forskningsinstitution DREAM hælder tallene ind i sin store regnemaskine: 210.000 nye job, massiv stigning i private investeringer, overskud på de offentlige finanser allerede i 2014, 166 milliarder kr. i øget BNP og 112 milliarder kr. i øget eksport. Og for at det ikke skal være løgn, giver forslagene en almindelig LO-familie ca. 45.000 kr. ekstra i lommen hvert år.

Det sidste er godt nok ikke noget, som DREAM har regnet sig frem til. Det står for partiets helt egen regning, men Samuelsen har hidtil afvist at offentliggøre de beregninger, der måtte ligge til grund, selv om Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på grundlag af Finansministeriets familietypemodel er nået til et ganske andet resultat.

Bortset fra dette punkt er der ingen grund til at nære større mistro til LAs regnestykke end alle mulige andre forsøg på at se langt ud i fremtiden, f.eks. regeringens og S-SFs. Men hvis man f.eks. er bekymret for, om de berømte 12 minutter/15 milliarder kr. i den røde plan lader sig realisere, er der grund til at sætte tilsvarende store spørgsmålstegn ved Liberal Alliances forslag.

Det mest indlysende er, at partiet vil afvikle efterlønnen allerede fra 1. januar 2012. Dvs. at alle de 59-årige, der planlægger at gå på efterløn næste år, må tage deres planer op til revision. Faktisk må de indstille sig på at tage otte år mere på arbejdsmarkedet, da Liberal Alliance også vil hæve folkepensionsalderen til 68 år.

Et andet problem er, at en betydelig del af skattelettelserne skal finansieres ved en såkaldt effektivisering af den offentlige sektor, som indebærer en reduktion på 40.000 stillinger over ti år. Det vil – som Samuelsen beroligende formulerer det – blot bringe den tilbage til niveauet under Nyrup, hvilket kan ske ved naturlig afgang, hvis man fjerner alt overflødigt bureaukrati.

Så enkelt er det næppe. For det første er antallet af offentligt ansatte kun vokset med ca. 35.000 i VK-regeringens tid. For det andet står læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale for ca. halvdelen af stigningen. Antallet af operationer er i samme periode vokset med over 200.000 om året, så det virker ikke indlysende, at stigningen kan rulles tilbage uden serviceforringelser.

Mest af alt skylder Liberal Alliance dog vælgerne at forklare, hvad det er de førende og uafhængige økonomer har lagt navn til: En fremtidsprognose. Og den tager f.eks. ikke hensyn til, at Danmark efter al sandsynlighed også vil befinde sig i økonomisk krise næste år. Skulle planen blive til alvor, må man derfor forvente, at de ca. 16.000 personer, som Liberal Alliance vil øge arbejdsstyrken med (12.000 60-årige, der havde planlagt at gå på efterløn, 4.000 færre offentligt ansatte), stort set kun vil bidrage til at øge arbejdsløsheden, og det vil helt sikkert ikke øge væksten.