Regeringen har brudt sit løfte over for de ledige. For at komme igennem med en stærk opstramning i arbejdsmarkedspolitikken forsikrede den for et par år siden, at aktiveringen skulle målrettes og skræddersys til den enkelte. Men forsikringerne holdt ikke. En stor del af de ledige går for lang tid og ven-ter, før deres kompetencer bliver registreret af AF. De individuelle samtaler med AF-konsulenten bliver hele tiden udskudt. Og kun 35 pct. har et job eller er i gang med uddannelse, et år efter de blev aktiveret. Det viser nye tal fra landets 14 AF-regioner. AF dumper på 5 ud af 10 resultatkrav i 1999. LO, DA og AC beklager, at aktivering er blevet upersonlig samlebåndsproduktion. “Det virker som om, det er blevet meget rutinearbejde for AF,” siger uddannelsessekretær Harald Børsting. Parterne kræver, at arbejdsformidlingerne omlægges. De bør udlicitere flere opgaver til f.eks. private vikarbureauer. Presset får nu regeringen til at reagere. Arbejdsministeren erklærer sig for første gang åben over for udbud af AFs opgaver: “Eksterne aktører kan løse betroede opgaver i forhold til nogle konkrete og velafgrænsede opgaver. Jeg tror, vi kan forbedre vores effekter ved strategiske alliancer eller køb af opgaveløsninger,” udtaler Ove Hygum.